Barnløse mænd

Der er et tema, der er gået igen på de subfertiles blog-ø i disse dage, nemlig 'en gang barnløs - altid barnløs. Det er tydeligvis for os alle så stærk en oplevelse, at det bliver en central del af vores identitet, både før og efter børnene kommer til verden. Det kommer til udtryk i det meget stærke fællesskab der findes her, i følelsen af ikke at høre til blandt 'almindelige' gravide/mødre og i den dybe angst menstruationen vækker til live igen selv efter en barnløs er blevet mor.

Det får mig til at tænke på noget, som plager mig jævnligt: Hvor er mændene i det her?

Jeg var bib'er en rum tid, før det gik op for mig, hvorfor det er så belastende for par-forholdet. Eller... det er vel en teori, jeg har: Det skyldes ikke primært stress og sorg, der slider på kærligheden. Det skyldes ikke et belastet sexliv. Det skyldes at forskellen på, hvad sådan en proces betyder for en kvinde og hvad den betyder for en mand, er kolossal. Eller... jeg ved det ikke. Kan jo strengt taget kun udtale mig på egne vegne. Når behandlingen er hård for E og mig hænger det altid sammen med at jeg bliver tosset på ham, eller vildt ulykkelig, desparat eller noget midt imellem, fordi jeg ikke føler vi står sammen. Fordi jeg føler, at jeg er alene om det. I perioder fylder det ALT. Jeg kan ikke koncentrere mig om andet end baby-problematik. Jeg bruger al min tid og al min energi på det. Alt er orienteret omkring det: jeg kan i søvne fortælle hvornår jeg skal have hvor mange ml af hvad, hvad der er min test-dato adskillige måneder frem i tiden, hvordan statistikkerne er for den ene, anden og tredie behandling og ... ja I kender det. Det kan E ikke. Hvis ikke jeg hele tiden minder ham om det og opdaterer ham, så er han sat af. For han surfer ikke på nettet efter info. Han deltager ikke i debatter og blog-fællesskaber. Og han har ikke en krop, hvis signaler hver eneste dag er relevant information for den desparate barnløse. Når vi har konfliker om det, beskylder jeg ham for at behandlingen bare er noget, der flimrer i baggrunden for ham. Det gør ham rasende. Det er sikkert heller ikke helt sandt. Men nogen sandhed er der i det - relativt set.

Men, men, men. Sagen er, at vi jo også selv har et ansvar, os subfertile mødre in spe. Et ansvar for at gøre det muligt for fædrene at deltage. Ikke kun ved at de tvinge dem til at detage på vores præmisser, men ved at forsøge at møde dem på midten. Begår vi ikke en kæmpe fejl, når vi lader forskellen eksplodere, som vi gør, når vi sidder her med vores blogs og debatfora, som de står uden for? Har de en chance overhovedet?

Når barnet kommer til verden, har vi så ikke allerede givet fædrene baghjul for længst? Det er en forfærdelig tanke, synes jeg. Jeg vil IKKE være den slags mor. Jeg vil ikke være den mor, der sukker og stønner over at have hele ansvaret for barnet, og ved enhver lejlighed lader faderen vide, at han ikke lever op til forventningerne, alt imens det i virkeligheden er mig selv, der aldrig har givet selvsamme mand en chance. Men er jeg ikke allerede sådan en nu?

Jeg vil så gerne tro på, at det kan undgås.

Vi 'mødre' er barnløse for altid. Det er en del af vores identitet nu. Men fædrene, - er de barnløse?

Gad vide om det gav mening...