Jeg sagde det jo...

Det er en pige

tick tock tick tock

14:50
vi kan ikke huske om de sagde, de ville ringe mellem 13.30 og 16 eller mellem 14 og 15.30. i hvert fald har de ikke ringet endnu. er der nogen, der vil gætte på om den her ventetid er sær?

15:25
amen helt ærligt... tager de pis på os...

15:50
ALT SER NORMALT UD. Tak tak tak tak tak
(vi glemte at få kønnet at vide..:-))

Moderkagebiopsi

Lægen, der skulle foretage biopsien, fik os overbevist om, at risikoberegningen er baseret ikke på gestationsalder, men på fosterets størrelse. Så det med at terminsdato/gestationsalder bliver justeret betyder ikke noget i den sammenhæng. Fordoblingerne afhænger, påstår han, af størrelse, ikke af tid. Vi tror sådan nogenlunde på ham.

Fy for satan, jeg synes den biopsi er ubehagelig. Det er ikke så meget smerten, som at fornemmelsen af at få jaget sådan en lang kanyledjævel hele vejen igennem maven er virkelig klam. Det føles meget forkert. Det gør ikke så ondt som ægudtagning kan gøre, men det føles mere klamt og naturstridigt.

Dertil kommer, at man som gravid allerede har fået beskyttertrangen aktiveret. Der er ikke noget, der skal gøre ondt på de kanter OVERHOVEDET. Nu bagefter gør det gudskelov ikke meget ondt. Men jeg kan tydeligt mærke, at der er noget galt. Og det er helt sikkert, at jeg ikke har det mindste lyst til at stå op eller foretage mig noget som helst andet end absolut ro.

Doubletest - dobbeltcheck

Jeg tog en hjemmearbejdsdag efter den dårlige opringning den anden dag og endte selvfølgelig med at lave meget lidt arbejde og en hel del googling. Man kan jo altid finde noget godt, hvis man arbejder hårdt nok på sagen.

Det har altid undret mig, at man i forbindelse med scanninger justerer terminsdatoen selvom man hos os i fertilitetsbehandling ved næsten på timen, hvornår befrugtning er sket.

Men nu hvor jeg ved, hvad de hersens tests handler om, forekommer det mig helt tosset. Det er nemlig sådan, at de markører man går efter i blodet er sådan nogle værdier, der fordobles i en bestemt tempo ligesom vi kender det (til bevidstløshed) fra HcG. Den vigtigste fejlkilde i de her tests er af denne gode grund, gestationsalderen. Hvis den er beregnet forkert, får man i sagens natur et forkert resultat.

Man kigger efter niveauerne på en del af HcGet og på noget, der kaldes PAPP-A. Førstnævnte fordobles hver 2-3 dag, sidstnævnte hver 6. dag.
Hvis niveauet er for lavt eller for højt, sparker det til risiko-beregningen.

Men for filen altså. Jeg har en hurtigvoksende lille krudugle i maven. Hun har ved alle scanninger været over normal størrelse. Til NF-scanningen justerer de så i forhold til hendes størrelse på 72mm sådan at det hedder, at jeg var 13+3 i mandags. Men jeg ved jo lige så sikkert som Amen i kirken, at jeg var 12+5. Fem dages forskel. Alle værdier vil se ud som om de kun ligger på det halve af, hvad de burde...!

Jeg bliver nok nødt til at bede jordemoderen om at lave en beregning på den faktiske gestationsalder på mandag. Ikke at det vil ændre på noget. Bare for min nysgerrigheds skyld.

Helt ærligt, det er sgu altsammen blændværk og vonhörensagen henne i lægevidenskaben...

De små procenttals forbandelse

Vi er jo ikke uvant med at høre til den smalle ende af statistikken her på matriklen. Så det kommer ikke som en gigantisk overraskelse, når uheldet rammer, som det givetvis gør for dem der glider gennem livet på gennemsnitsværdier. Men for helvede mand, må vi ikke godt være fri...

På trods af den normale nakkefold, er vores Downs risiko 1:41.

Det er både et frygteligt lavt tal og ikke en ret frygtelig risiko. Relativt set er det et frygteligt tal. Der er langt fra de 2500 vi havde med Max ned til 41. Og der er langt fra den anbefalede grænse på 300 ned til 41. Men det er en risiko på 2½ %.  Herregud! Det er som den almindelige abortrisiko, man går og lever med det meste af graviditeten.

Alligevel græder jeg og har enormt meget lyst til at kaste op her 1½ time efter vi fik svaret. Jeg er ikke sikker på, hvad jeg græder over. Jeg har ondt af mig selv. Ved nærmere eftertanke græder jeg nok fordi jeg føler det pisse-uretfærdigt, at vi er uheldsramte. Men det er noget fis. Vi er ikke specielt uheldsramte. Udenfor reproduktionsområdet har vi aldrig andet end luksusproblemer. Men det er en følelse, der sidder i kroppen. Hele den der alarm-fornemmelse fra behandlingsforløbet blev aktiveret, da jeg fik tallet.

'Hvis man har 41 gravide kvinder i et lokale, er der en af dem, hvis foster har Downs'
'Jamen det er da mig så. Selvfølgelig er det det. I hvert fald er sandsynligheden for at det er mig langt over 1:41'

Hvis man skal finde noget positivt i det tal, så er det, at vi er fri for at være i tvivl om vi skal have den lortebiopsi. Det skal vi på mandag.

Så nu skal vi deal'e med det til mandag. Og mandag formiddag skal de så ind at rode med min fine lille babys moderkage. Jeg har virkelig svært ved at snuppe tanken om det. Og om efterfølgende smerter, der minder lidt om milde veer. Og om mulig blødning. Om sengeleje for at forhindre abort.

En abortrisiko på 1% er så lidt. En Downs-risiko på 2½ er så lidt. Men altså... hvad har alle de andre kvinder med mig at gøre. Enten aborterer jeg eller også gør jeg ikke. Enten har hun Downs eller også ikke.

Status på NF-scanning

Det vigtigste ved gårsdagens scanning er selvfølgelig, at hun ser ud til at have det godt. Hun lå lige så fint og stille og var meget nem at tage billeder af. Hendes hjerte bankede roligt derudaf og hendes arme flød afslappet rundt om hende. Hun er lang af sin alder (7,2 cm) og nakkefolden er normal (2mm).

Desværre kan vi alligevel endnu ikke ånde lettet op. For lillemor her havde ikke nået at få taget blodprøven i tide, så doubletesten var ikke klar. Undskyld lille skat, at ravnemor allerede sjusker med dig.. Max startede i ny børnehave i sidste uge og logistikken har været umulig.

Vi venter vores endelige risikovurdering med posten en af de nærmeste dage. Desværre kan den godt være høj, selvom nakkefoldens tykkelse er normal. Og nu er jeg jo blevet 40 og det betyder at risikoen for Downs som udgangspunkt er 1:70. Som I ved anbefaler man moderkagebiopsi, når risikoen er over 1:250/300 - bare lige for at illustrere hvor skidt 1:70 er.

Eller... nu har jeg jo haft lejlighed til at tænke lidt over de tal. Og jeg er faktisk lidt forarget over den anbefaling. Man udsætter kvinden for en abortrisiko, der svarer til ca 1:150 (½-1%) for at undgå en risiko for mongol-barn på det halve 1:300. Det er jo vanvid. Hvis ikke det er mig, der har misforstået noget her, så er det bare vanvid og jeg vil tillade mig at hade staten en lille smule.

Jeg tror vi skal under 1:50 før vi skal have biopsi. Vi taler altså stadig en risiko på 2% her. Livet er fuld af ubehagelige 2% risici. Altså for hulen da.

Og i øvrigt. Hvad ville være værst for os, under vores omstændigheder? At abortere vores sunde barn pga en biopsi eller at få et barn med Downs? Det første tror jeg.

Se min smukke navle