Oh rædsel

Kan Progestanen helt bremse mens?
Uh, vigtigt lige at holde sig det for øje, så jeg ikke går og bliver alt for glad for at den ikke dukker op.
Kan den?

Skal det mon være i dag, det slutter?

Så er jeg nået frem til 14. dagen for udtagning.
Vil det sige, at jeg burde vente mens i dag?
Mens i naturlig cyklus ville være i morgen på CD27.
Monja, som fik æg ud samtidig med mig fik mens for et par dage siden.
Hvad skal jeg regne med? Hjælp!

Det bliver ikke en skid sjovt de næste par dage. Havde ikke helt indset, at det jo ikke bare er et spørgsmål om at klare utålmodigheden indtil mandag. Mens kan komme hvert øjeblik, det skal være og min mave er fuld af onde fornemmelser, der selvfølgelig peger i alle retninger, men alligevel mest får en til at tænke i retning af blod.

Der er gode argumenter for at teste i det. Men jeg har ikke lyst. Slet ikke. Det føles som at bede om at få et negativt svar. På den anden side: Turen til Berlin ville måske have bedre af det.
Ved ikke.
a) hvilken dag regnes for forventet mens-dag i sådan et forløb?
b) skal jeg i virkeligheden alligevel teste inden Berlin?

Et kindkys for en kommentar

Midtvejsevaluering

Halvvejs!

Så er der gået en uge siden to embryoer fik bolig i min livmoder. Om de stadig 'lever' vides ikke. Jeg synes, det er svært. Rigtig svært. Det var fortryllende de første dage, mens det stadig var et spørgsmål om de satte sig fast eller ej. Men efter slaget er afgjort og jeg bare ligesom ikke ved besked om udfaldet, synes jeg det er svært. Min krop og fertilitetsguderne har rottet sig sammen om en hemmelighed og de gnækker indforstået konspiratorisk til hinanden bag min ryg og JEG KAN IKKE HOLDE DET UD!

Min E tror vi er gravide. Med begge æg. De sidste par dage har jeg selv lidt mistet troen på det. En grum stemme i mit baghoved truer mig med, at det er fordi jeg inderst inde på sådan en new age-agtig måde godt ved, at jeg ikke er gravid. Det meste af tiden har new-age-stemmen gudskelov ikke nogen særlig magt over mig og jeg tror den stærke tvivl på det her tidspunkt mest skyldes det sædvanlige behov for at beskytte sig selv, man har det med at få, når man nærmer sig afgørelsens time.

Det er ufatteligt. Helt ufatteligt. At der kun er gået en uge siden ÆO. Hvis man nogensinde havde været i tvivl om, at tid er relativ. Det kunne lige så godt være 3 måneder siden. Uden overdrivelse. Det er ikke fordi tiden har slæbt sig af sted eller det har været en styg uge. Det er bare fordi, der er sket så meget på den korte tid. 500 opture og nedture. En million håbefulde fantasier. Halvanden million angstfyldte skræk-scenarier.

Jeg har haft en slem tilbøjelighed til at aflyse aftaler på det seneste og tilbringer rigtig meget tid hjemme. Og E og jeg tilbringer rigtig meget tid sammen. Selvom jeg almindeligvis tager det som et dårligt tegn, når jeg trækker mig væk fra omgivelserne, tror jeg nu egentlig det er godt nok. Jeg føler mig generelt set rolig.

Fredag morgen tager vi til Berlin og når vi lander i Kastrup igen mandag morgen tager vi direkte til Riget og får taget blodprøve. Søde Anne E går selv ned til laboratoriet med prøven, siger hun, så vi ikke skal vente for længe på svaret. 3 timer efter ved vi besked. Jeg er SÅ glad for, at det akkurat er denne weekend vi skal af sted. Puha jeg ville nødig sidde her og vente.

Tirsdag, onsdag & torsdag. Dem skal vi lige igennem.

det er bare forbigående

”Forbigående døsighed eller svimmelhed kan optræde 1-4 timer efter indtagelse af Progestan” står der på produktresuméet.
Hvad F taler de om? Forbigående træthed i 4 timer??
3 gange om dagen?
Bliver du træt af hormonerne? Nej, nej - det er bare forbigående. Ikke over 12 timer i døgnet...
Jeg ved fandme ikke hvad de tænker på henne i medicinal-industrien.


Og helt ærligt, kunne man ikke finde en lidt mere brugervenlig måde at medicinere på? Det er ikke umuligt, at jeg er lidt jomfrunalsk og jeg kunne nok også leve med v.a.g.i.n.a.l.e stikpiller en sjælden gang imellem. Men det med hver dag, når man forlader frokostbordet med kollegerne, at skulle ud og fingerere sig selv i dén grad.. dét synes jeg er akavet - for nu at sige det mildt. Hvorfor mon Tampax designede det berømte indføringshylster og blev hele verdens foretrukne tampon?

Jeg kunne godt tænke mig Progestan med affyringsrampe. Eller noget lignende. Hvad som helst for at få en lidt mindre manuel udgave af indføringen.

Jeg er med andre ord enormt træt i dag, fantastisk sur og temmelig nedtrykt.

3. spire-dag

Jeg har haft lidt smerter her til aften. De begyndte på en let mens-agtig måde med tilhørende utilpashed. Siden er de kommet i små jag. Det er ikke noget særligt og selvfølgelig en konsekvens af hormonerne, men aldrig har jeg været så lydhør over for enhver lille bevægelse i mit underliv. Jeg har været særdeles opmærksom i 2½ år nu. Hvem skulle have troet at der var mere opmærksomhed at tage af....

Jeg er med rogn

Så er jeg med rogn. Jubiii. Det er fandme fedt.

Alle syv befrugtede æg havde delt sig. Stor lettelse. Der var et enkelt meget smukt 8-cellet æg, og resten var 4-5 celler, hvilket ikke er smukt, når man er på 3. dagen. Faktisk er det at regne for ringe kvalitet, som man ikke fryser. Det er jo lidt ærgerligt. Men til gengæld sagde de, at den otte-cellede var helt perfekt. Og jeg vil trods alt hellere have et enkelt perfekt og noget ral end en mængde middelmådige.

Vi nuppede lige en femmer med også. Så jeg ruger på to. Vi var stort set overbevist om det valg hjemmefra og den sidste smule tvivl forsvandt, da det var tydeligt, at eksperterne syntes vi burde gøre det, hvis vi kunne overskue tvillinger.

50% sandsynlighed for at det bliver til en graviditet, sagde lægen

Jeg er med rogn. Det er så vildt. Det er så fedt.
Tak tak tak tak tak tak tak tak!

Selv hvis vi ikke bliver gravide i denne omgang, er jeg så lykkelig for, at vi nu ved, at det lader sig gøre så langt som her til. Og jeg har altid haft en meget fin slimhinde. Så er der bare det med kromosom-fejlene... Men jeg har aldrig haft en biokemisk - ja, ok, jeg har aldrig vidst, at jeg har haft en biokemisk, men jeg har heller aldrig testet før tid... Så ehm...

Svar d. 1. oktober.

01 10
En smuk dato - min fødselsdag er
10 01

:-)

Så langt, zy gote

Syv af vores otte æg er befrugtet. Det er skønt. Jeg blev helt rørstrømsk og denne gang var det lykkens tårer der trillede.

Det store mirakel er allerede sket. Der ligger syv DNA-strenge med 23 kromosomer fra E og 23 fra mig. Det er så utroligt. Koderne for syv forskellige mennesker ligger klar i et varmeskab på Rigshospitalet.




Men sygeplejersken ville ikke sige noget om, om de har delt sig. Det får I besked om i morgen, sagde hun. Det var svært for mig at acceptere det svar. Men hun 'vil af princip aldrig love noget'. Jeg vil ikke have nogen løfter, jeg vil bare vide hvad delingsstatus er på nuværende tidspunkt. Hårdt presset sagde hun, at det ser helt fint ud og vi kan nok godt regne med, at de deler sig.

Burde de ikke have delt sig allerede? Hvorfor vil hun ikke afsløre noget? Kan det være fordi æg, der har delt sig sagtens kan nå at gå til inden i morgen, eller dele sig dårligt, selvom det ser fint ud nu eller....? Eller er det simpelthen fordi ingen har delt sig endnu? Gys!

OK, jeg forsøger at fokusere på befrugtningen. For H hvor er det skønt. Syv ud af otte synes jeg er rigtig fint og jeg er så glad for, at vi i det mindste ved, at Es sæd faktisk kan befrugte mine æg. Det er en stor ting, synes jeg. Så lang, så godt.

Føj hvor er der lang tid til mandag kl 08.45.

Trænger vi egentlig ikke til at få pudset vinduer...?!

mens vi venter

party i petriskålen?

Vores arveanlæg er på romantisk weekend i et varmeskab. Årh. Så sødt.

Og jeg er kommet ud af en mildest talt nedtrykt sindstilstand. Er i dag glad, spændt og forventningsfuld. Og i øvrigt opfyldt til fingerspidserne af kærlighed til den kæreste, som jeg ellers har været rasende på ret mange gange i løbet af de sidste par dage (velkendt og særdeles uhensigtsmæssig reaktion på ængstelse)

Jeg var så voldsomt ude af flippen natten inden ægudtagningen, at jeg endte med at sove på sofaen. Eller ligge der, rettere. Intet min stakkels E sagde eller gjorde kunne hjælpe og få mig tilbage i dobbeltsengen. Så vi startede ægudtagningsdagen med en intens katastrofe-stemning.

Vi mødte på Riget kl 8.15 og der gik ikke ret lang tid før vi kom ind til sygeplejersken. Jeg skulle angive, på et fantastisk bogmærkelignende plastickort (som jeg i øvrigt kom til at stjæle, for sådan en måtte jeg eje), hvor nervøs jeg var på en skala fra 1 til 10. Sygeplejersken var ret overrasket over, at jeg satte panik-måleren så højt, for hun målte mit blodtryk, som var meget lavt. Jeg har altid meget lavt blodtryk. Nervøsitet ændrer ikke noget ved det. Når jeg er bange bliver der heeeelt stille inden i mig. Jeg reagerer ligesom den her muse-art, jeg har hørt om. I stedet for at have et flugt-instinkt, falder den i søvn, når der er fare. Den leger simpelthen død. Sådan er det også med mig. Ikke noget med adrenalin, kamp eller flugt. Bare være helt stille til faren er drevet over.

(det er vist desværre en skrøne, men det er en poetisk skrøne, så skidt pyt)

Nåmen det blev klart for sygeplejersken at jeg nok ikke var så afslappet, som mit blodtryk lod til, da tårene begyndte at piske ud af hovedet på mig. Da spurgte hun om vi måske skulle overveje, at jeg fik lidt ekstra af de beroligende substanser. Ja tak!

Vi var nummer 5 i ægudtagningskøen, så vi fik løbepas til kl 10.15. Vi gik en tur i fælledparken en times tid, mens den lille lyserøde pille gjorde sit arbejde med mig. Åh, det gjorde godt!

Jeg husker meget lidt af selve begivenheden. Græd fra det øjeblik jeg lagde benene i bøjlen. Men vildt, så hurtigt sådan et morfin-drop virker. Der gik jo ikke engang 30 sekunder før jeg var totalt fjern og omtåget. Jeg var dog klar nok til efter tømningen af første æggestok, at insistere på at de fortsatte med den æggestok, som lå gemt inde bag den anden og var meget svært tilgængelig. Det er jeg sådan lidt stolt af. Jeg var bare så ligeglad med smerten og tænkte ikke på andet end at få så meget som muligt ud af den hæslige situation (for Helvede, hvor jeg synes det var hæsligt) Arbejdet med æggestok nummer to gjorde afsindigt ondt - også selvom der blev skruet godt op på droppet - og det tog lang tid. Eller.. altså relativt lang tid. Det hele var vist overstået på 20 min.

Men helt ærligt 20 min er sgu også lang tid at ligge med vrangen udad i et lokale hvor 4-5 grønklædte kvinder vimser rundt og stikker lange, skarpe ting op i en, mens sorte skærme overalt på væggene viser ens indre. Et forfærdeligt mareridt. En totalt traumatisk oplevelse. Ikke pga smerten men fordi det er så afsindigt grænseoverskridende. Når jeg tænker tilbage på det nu, er det præcist som et ondt, ondt mareridt. Fjernt og uvirkeligt i billederne, men isklart og nærværende i følelsen. Fy for satan.

Øjeblikkeligt efter det var overstået, måtte jeg tumle mig i tøjet, for lokalet skulle selvfølgelig bruges til næste patient. Med E's hjælp vaklede jeg over på en anden stue, hvor vi kunne komme os i en halv times tid. Med Es kærtegn i håret, faldt jeg øjeblikkeligt i søvn og selvom jeg kun sov et par minutter, havde jeg det meget bedre og følte mig rimeligt klar bagefter.

Vi tog en taxa hjem, E redte op til mig på sofaen (ahh sofaen helt opredt - det elsker jeg) og jeg sov den skønneste, mest fredfyldte søvn nogensinde. Men jeg vågnede og følte mig dybt ulykkelig resten af dagen og ingen mængder nøddekage og dronningmandler kunne trøste.

Sov så 12 timer i nat og vågnede op med livsmodet tilbage. Phew! Havde egentlig regnet med at jeg skulle være tordensky indtil der (helt bestemt) bor et befrugtet stjerneæg i min livmoder på mandag. Vi har fået lov til at ringe til Riget i morgen sidst på formiddagen og høre hvordan det går i petriskålen. Det er jo en gyser. Men det skal nok være ok. Det SKAL være ok.

Det er lørdag aften. Shake that booty. Gå til den. Giv den hele armen. Ingen hæmninger, ingen begrænsninger - bare hop på hinanden og bland de gener. Bliv ét! Og så del jer, del jer, del jer. Så jeg endelig kan komme til at bære Es barn. Jeg vil jo så gerne, så gerne, så gerne

ægudfuckingtagning

Det gik ok. 8 æg ud og alt så ud til at være fjong.

Jeg har haft meget sværere ved at klare det end jeg havde regnet med. Jeg har været virkelig bange. Havde det ad H til hele dagen i går, har grædt mere eller mindre hele natten, græd under samtalen med sygeplejersken, græd under hele indgrebet og har ikke lyst til andet end at græde nu.

Det er svært at forklare, men det føles forkert det hele.



I blog-søstre er bare så søde og jeg er rørt over at I følger mig herover i det nye lukkede land. Håber jeg får de sidste par stykker med.

ÆL-sprøjten

Bliver man angst og nedtrykt (og paranoid) af ægløsningssprøjten?
Jeg er sgu fra den i dag.

privat blog

Jeg er så ked af det, men jeg er nødt til lige at uoffentliggøre min blog - indtil videre om ikke andet.

En 'søster' har desværre, og til min store overraskelse, valgt at blow'e mit cover.

Jeg føler mig ret åndssvag for at gøre det her så besværligt. Og jeg synes måske heller ikke en blog giver megen mening, hvis den er privat. Ville jo gerne give andre i min situation samme mulighed som jeg har fået - at finde en masse mennesker i cyber world, der ved hvad det vil sige at gå igennem en fertilitetskrise.

Måske finder jeg en anden køsning, men indtil videre må jeg desværre gøre sådan her.
Pis også!

9. stim-dag

Til scanning i morges og det blev så den sidste. Ægløsningssprøjte i aften og ægudtagning fredag morgen. Det er så dejligt at vi allerede er næsten igennem fase 1, og alligevel skulle jeg tage mig sammen for ikke at gå grædende derfra. Jeg er ikke sikker på hvorfor.

Jeg var lidt skuffet over æggestatus. Der var vist 4 over 17, tre ml 14-16 og nogle mindre, som måske, måske ikke kan nå at vokse sig op i mellemstørrelse. Så de regner med at kunne tage omkring 8 ud. Gennemsnittet på Riget er 8, så det burde jo være fint. Men jeg er bekymret. Så meget kan gå galt og jeg ville gerne have lidt flere fjumreæg at arbejde med og man vil jo også gerne have lidt til fryseren. Jeg trøster mig med at sygeplejersken sagde, at tit er æggene ret skrøbelige hos dem der har modnet rigtigt mange. Det er selvfølgelig bedre at have nogle få klasse-æg. Jeg vil ha topklasseæg. Please. Og så skal der jo, som ToTrange siger, kun 1 æg til.

Men det var ikke kun det. Det var nok også fordi sygeplejersken begyndte at tale om 'næste gang' og luftede tanken om, at hvis jeg har en tilbøjelighed til at udvikle sådan et udbryder-æg, som bremser de andres vækst, er jeg måske bedre tjent med at være i lang behandling. NEJ! Jeg vil ikke i lang behandling. Jeg elsker kort behandling. Eller..

Og så begynder jeg vel så småt at være nervøs. Ikke for proceduren og smerterne, men for at det mislykkes. Åh, man er så bange for den skuffelse og jeg synes man bliver mere og mere bange for den for hver gang. Når jeg læser på debatten at andres IVF har været forgæves bliver jeg helt udmattet ved tanken om, hvad det kræver at samle sig selv op igen efter sådan en omgang. Man klarer det jo, for det er man nødt til, men for H hvor jeg ikke orker.

Nu vil jeg prøve at se om jeg det næste døgns tid kan genfinde optimismen og forventningens glæde. De følelser er meget pludseligt forsvundet og jeg tror, jeg har brug for dem.

8. stim-dag

Vi har været til scanning igen her til morgen. Fører-ægget ligger på 20mm nu og er vist stadig lidt undertrykkende i forhold til efternølerne, men lidt er de da vokset. Det blev simpelthen for svært at følge med i dag, men det var vist noget med et enkelt på 16, 2 på 14 og så nogle 12'ere og 11'ere.

Så nu har de sat dosen op til max (max i forsøget er 225 enheder Purgeon) de næste to dage og udtagning bliver fredag morgen. Så vidt jeg kan forstå mener de nok at efternølerne skal nå at komme med. Jeg er vildt glad for at det bliver fredag. Det er jo snart.

Skal scannes igen i morgen tidlig.

Det går sgu hurtigt det her!

Hellere to æg i ovnen end 10 i fryseren?

Jeg svinger hele tiden mellem at foretrække at få lagt et og at få lagt to æg op. Egentlig var vi endelig nået til den konklusion, at hvis æggene ser fine ud og lægevidenskabens repræsentanter anbefaler at øjes med et, så nøjes vi med et.

Men nu er jeg i tvivl igen.

For 2 æg:
- Jeg bliver 36 til januar
- Jeg har ikke lyst til at skulle bruge et par år mere på den her måde, for at lave en søskende, mens jeg har et lille barn, der så skal lide under at mor er i behandling.
- Jeg vil gerne optimere chancerne så meget som overhovedet muligt - og det er jo langt fra sikkert at der kommer tvillinger ud af det.
- Der er mange fordele ved at være tvilling.
- Der er mange fordele ved at have tvillinger, når først de er lidt ældre.

For 1 æg:
- Det er for hårdt med tvillinger og især vil jeg nødig gå glip af de fredfyldte stunder man trods alt en gang imellem kan have med en enkelt baby, men vel yderst sjældent med tvillingebabier.
- Graviditeten er for hård
- Der er for mange risici forbundet med tvillinger - så mange at man nu fraråder, at få lagt 2 æg op undtagen i særlige tilfælde
- Risikoen for abort er for stor.
- Man går måske glip af graviditet nr 2, hvis man får tvillinger i første go.

Hjælp...

Statistik II

Deprimerende. De 40-45% sandsynlighed er ganske rigtigt efter oplægning. Efter udtagning ligger sandsynligheden omkring 30%.

Nåmen vi er over halvvejs igennem første fase af IVF'en nu. Ved denne tid i næste uge er ÆU overstået og fase to, den onde ventetid, kan starte. Indtil videre har det ikke været slemt. Slet ikke.

Næste scanning på tirsdag. Spændende om de små æggebasser når at komme ind i kampen.

Statistik?

Er der nogen derude, der ved hvad succesraten er efter oplægning - altså når problemer med befrugtning og deling ikke medregnes?

5. stim-dag

Vi var til scanning i morges. 3-lags slimhinde på 6,5 mm, hvilket så vidt jeg forstår er OK på nuværende tidspunkt. Det var de gode nyheder. De mindre gode nyheder er, at en enkelt follikel har taget en klar føring og allerede er på 15 (sagde hun 15?) Derudover er der 3 andre over 11mm og 3 under 11mm i den ene side og i den anden også ca 7, alle under 11mm. Det er, som jeg forstår det, ikke så heldigt fordi ægget i førertrøjen kan bremse de andres udvikling, hvilket vist ikke er et ukendt problem for den korte protokol. Gudskelov er der gode chancer for, at de andre stadig kan nå at følge efter, nu hvor jeg er startet på ÆL-hæmmer. Er det mon rigtigt forstået?

Stadig pænt træt - blev decideret forskrækket, da jeg så mit lig-blege ophovne ansigt i spejlet i morges. Jeg har milde smerter og et meget oppustet og spændt underliv. Det er en meget ubehagelig følelse, men samtidig er jeg lidt forelsket i den. Følelsen af løftet om den graviditet, som jeg en eller anden gang i fremtiden skal opleve.

Vi har været til bryllup i dag, men kunne gudskelov nøjes med eftermiddagsreceptionen, så nu står den på endnu en aften på sofaen.

Mere te? Ja tak, så en enkelt kop da.

Giv mig min snorkel!

Fy for den lede hvor er jeg træt. Det var da alligevel utroligt.
Suck it up, må man sige til sig selv, for hvis den højt-ønskede graviditet indtræder, kan det være der går et halvt års tid, førend den her træthed fortager sig (Andre vil nok sige 2-7 år..)

Men det er bare tarveligt grænsende til det brutale, at man så ovenikøbet ikke må drikke kaffe. Hvad gør man så?

Haaaaaage op! Baaaaaaarm frem!

Jeg er klar.

Tak for jeres opmuntrende og beroligende kommentarer. Tog mig halvanden nede-dag og fik samlet kræfter til at kaste mig over IVF'en.

Var til scanning i går morges. Igen 10 æg på hver side, så det forlyder at min æg-reserve er rigtig god og alt ser godt ud. Herligt omend man jo ikke kan lade være med at tænke, at hvis tyve æg skal vokse til 16 mm, så må der sgu blive trængsel derinde. Man må vist forvente at føle sig ehm .. oppustet..?

Den rigelige ægproduktion øger selvf også risikoen for overstimulering, så det er godt, at jeg er i et forløb, hvor jeg bliver scannet næsten hver dag (og at vi bor tæt på Riget)

Efter morgenens scanning, blodprøver og måling af blodtryk fik jeg så min 7-dages sprøjte. Bagefter sad vi og sludrede om løst og fast med sygeplejersken (vores faste sygeplejerske) i en halv time. Luksus. Nu skal der ikke sprøjtes igen før lørdag, hvor jeg starter med daglig ÆL-hæmmende sprøjte.

Har det fino. Har heller ikke tidligere haft problemer med hverken Pergotime eller Gonal F. (Faktisk har vi tidligere joket med, at jeg måske endda får det lidt bedre af den ekstra FSH) Kan måske godt mærke, at hormonerne gør mig lidt træt. Men først og fremmest gør de mig sådan lidt vellysten som ved ÆL. Og det giver jo sådan set god mening...

Blod, mod og IVF

I morgen starter så kort behandling til IVF. Det har jeg glædet mig til. Men nu hvor det er en realitet og jeg har lavet oversigten over, hvad der skal foregå hver enkelt dag de næste 4 uger, føles det forfærdeligt dramatisk. Det er sgu svært at finde mod i dag.

For H hvor er jeg glad for cyberspace. Uden bloggere og debatfora ved jeg ikke, hvordan man skulle klare det. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor dramatisk den her situation ville opleves uden lidelsesfæller.

spank me and call me judy

Til min meget store overraskelse negativ test i går. Efterfulgt af et mareridt af en 40-årsfødselsdagfest, som skulle gennemføres uden hverken livsmod eller alkohol i blodet.

I dag kom så blodet. Har været hundesyg hele dagen og haft mens-smerter af den slags, man kaster op af.

Det var sgu ikke lige det jeg havde tænkt mig.

mens vi venter