Halvvejs!
Så er der gået en uge siden to embryoer fik bolig i min livmoder. Om de stadig 'lever' vides ikke. Jeg synes, det er svært. Rigtig svært. Det var fortryllende de første dage, mens det stadig var et spørgsmål om de satte sig fast eller ej. Men efter slaget er afgjort og jeg bare ligesom ikke ved besked om udfaldet, synes jeg det er svært. Min krop og fertilitetsguderne har rottet sig sammen om en hemmelighed og de gnækker indforstået konspiratorisk til hinanden bag min ryg og JEG KAN IKKE HOLDE DET UD!
Min E tror vi er gravide. Med begge æg. De sidste par dage har jeg selv lidt mistet troen på det. En grum stemme i mit baghoved truer mig med, at det er fordi jeg inderst inde på sådan en new age-agtig måde godt ved, at jeg ikke er gravid. Det meste af tiden har new-age-stemmen gudskelov ikke nogen særlig magt over mig og jeg tror den stærke tvivl på det her tidspunkt mest skyldes det sædvanlige behov for at beskytte sig selv, man har det med at få, når man nærmer sig afgørelsens time.
Det er ufatteligt. Helt ufatteligt. At der kun er gået en uge siden ÆO. Hvis man nogensinde havde været i tvivl om, at tid er relativ. Det kunne lige så godt være 3 måneder siden. Uden overdrivelse. Det er ikke fordi tiden har slæbt sig af sted eller det har været en styg uge. Det er bare fordi, der er sket så meget på den korte tid. 500 opture og nedture. En million håbefulde fantasier. Halvanden million angstfyldte skræk-scenarier.
Jeg har haft en slem tilbøjelighed til at aflyse aftaler på det seneste og tilbringer rigtig meget tid hjemme. Og E og jeg tilbringer rigtig meget tid sammen. Selvom jeg almindeligvis tager det som et dårligt tegn, når jeg trækker mig væk fra omgivelserne, tror jeg nu egentlig det er godt nok. Jeg føler mig generelt set rolig.
Fredag morgen tager vi til Berlin og når vi lander i Kastrup igen mandag morgen tager vi direkte til Riget og får taget blodprøve. Søde Anne E går selv ned til laboratoriet med prøven, siger hun, så vi ikke skal vente for længe på svaret. 3 timer efter ved vi besked. Jeg er SÅ glad for, at det akkurat er denne weekend vi skal af sted. Puha jeg ville nødig sidde her og vente.
Tirsdag, onsdag & torsdag. Dem skal vi lige igennem.
Herovre på den anden side...
9 år siden
3 kommentarer:
Du står midt i den værste tid, søde. Ventetiden er bare en dræber...
Jeg føler med dig. Jeg mindes så frygtelig tydelig de der op og nedture i dagene mellem oplægning og testdag. Jeg kan ikke udelukke at nogen kan mærke eller intuitivt ved at de er gravide, men jeg kunne altså ikke. Symptomer fik jeg først efter svar på blodprøven, mest bemærkelsesværdigt var måske netop manglen på symptomer den ene gang hvor jeg blev gravid. Som du selv siger så er det nok et forsvar, der gør at man bliver mere og mere pessimistisk, hvilket man jo ikke rigtig kan bruge til noget.
Jeg kan så fortælle at min menstruation er kommet for fuld styrke, hvis du vil have noget til sammenligning.
Jeg håber det bedste for dig, og så man I have en god tur til Berlin.
Knus Monja
Hold ud og hold fast.
Og lige om snart skal du til Berlin. Det bliver fedt - og god afveksling.
Krydser fingre for, at alt er, som det skal være.
Auf Wiedersehen ... :-)
Send en kommentar