Og jeg er kommet ud af en mildest talt nedtrykt sindstilstand. Er i dag glad, spændt og forventningsfuld. Og i øvrigt opfyldt til fingerspidserne af kærlighed til den kæreste, som jeg ellers har været rasende på ret mange gange i løbet af de sidste par dage (velkendt og særdeles uhensigtsmæssig reaktion på ængstelse)
Jeg var så voldsomt ude af flippen natten inden ægudtagningen, at jeg endte med at sove på sofaen. Eller ligge der, rettere. Intet min stakkels E sagde eller gjorde kunne hjælpe og få mig tilbage i dobbeltsengen. Så vi startede ægudtagningsdagen med en intens katastrofe-stemning.
Vi mødte på Riget kl 8.15 og der gik ikke ret lang tid før vi kom ind til sygeplejersken. Jeg skulle angive, på et fantastisk bogmærkelignende plastickort (som jeg i øvrigt kom til at stjæle, for sådan en måtte jeg eje), hvor nervøs jeg var på en skala fra 1 til 10. Sygeplejersken var ret overrasket over, at jeg satte panik-måleren så højt, for hun målte mit blodtryk, som var meget lavt. Jeg har altid meget lavt blodtryk. Nervøsitet ændrer ikke noget ved det. Når jeg er bange bliver der heeeelt stille inden i mig. Jeg reagerer ligesom den her muse-art, jeg har hørt om. I stedet for at have et flugt-instinkt, falder den i søvn, når der er fare. Den leger simpelthen død. Sådan er det også med mig. Ikke noget med adrenalin, kamp eller flugt. Bare være helt stille til faren er drevet over.
(det er vist desværre en skrøne, men det er en poetisk skrøne, så skidt pyt)Nåmen det blev klart for sygeplejersken at jeg nok ikke var så afslappet, som mit blodtryk lod til, da tårene begyndte at piske ud af hovedet på mig. Da spurgte hun om vi måske skulle overveje, at jeg fik lidt ekstra af de beroligende substanser. Ja tak!
Vi var nummer 5 i ægudtagningskøen, så vi fik løbepas til kl 10.15. Vi gik en tur i fælledparken en times tid, mens den lille lyserøde pille gjorde sit arbejde med mig. Åh, det gjorde godt!
Jeg husker meget lidt af selve begivenheden. Græd fra det øjeblik jeg lagde benene i bøjlen. Men vildt, så hurtigt sådan et morfin-drop virker. Der gik jo ikke engang 30 sekunder før jeg var totalt fjern og omtåget. Jeg var dog klar nok til efter tømningen af første æggestok, at insistere på at de fortsatte med den æggestok, som lå gemt inde bag den anden og var meget svært tilgængelig. Det er jeg sådan lidt stolt af. Jeg var bare så ligeglad med smerten og tænkte ikke på andet end at få så meget som muligt ud af den hæslige situation (for Helvede, hvor jeg synes det var hæsligt) Arbejdet med æggestok nummer to gjorde afsindigt ondt - også selvom der blev skruet godt op på droppet - og det tog lang tid. Eller.. altså relativt lang tid. Det hele var vist overstået på 20 min.
Men helt ærligt 20 min er sgu også lang tid at ligge med vrangen udad i et lokale hvor 4-5 grønklædte kvinder vimser rundt og stikker lange, skarpe ting op i en, mens sorte skærme overalt på væggene viser ens indre. Et forfærdeligt mareridt. En totalt traumatisk oplevelse. Ikke pga smerten men fordi det er så afsindigt grænseoverskridende. Når jeg tænker tilbage på det nu, er det præcist som et ondt, ondt mareridt. Fjernt og uvirkeligt i billederne, men isklart og nærværende i følelsen. Fy for satan.
Øjeblikkeligt efter det var overstået, måtte jeg tumle mig i tøjet, for lokalet skulle selvfølgelig bruges til næste patient. Med E's hjælp vaklede jeg over på en anden stue, hvor vi kunne komme os i en halv times tid. Med Es kærtegn i håret, faldt jeg øjeblikkeligt i søvn og selvom jeg kun sov et par minutter, havde jeg det meget bedre og følte mig rimeligt klar bagefter.
Vi tog en taxa hjem, E redte op til mig på sofaen (ahh sofaen helt opredt - det elsker jeg) og jeg sov den skønneste, mest fredfyldte søvn nogensinde. Men jeg vågnede og følte mig dybt ulykkelig resten af dagen og ingen mængder nøddekage og dronningmandler kunne trøste.
Sov så 12 timer i nat og vågnede op med livsmodet tilbage. Phew! Havde egentlig regnet med at jeg skulle være tordensky indtil der (helt bestemt) bor et befrugtet stjerneæg i min livmoder på mandag. Vi har fået lov til at ringe til Riget i morgen sidst på formiddagen og høre hvordan det går i petriskålen. Det er jo en gyser. Men det skal nok være ok. Det SKAL være ok.
Det er lørdag aften. Shake that booty. Gå til den. Giv den hele armen. Ingen hæmninger, ingen begrænsninger - bare hop på hinanden og bland de gener. Bliv ét! Og så del jer, del jer, del jer. Så jeg endelig kan komme til at bære Es barn. Jeg vil jo så gerne, så gerne, så gerne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar