Spif og lillebitte Spiffy

Så kom Spiffen ud af den mørke tunnel.

Faaaar-veeeeel Spif.

Det runger lidt herinde i mørket når man råber til dem, der allerede er ude på den anden side.
Det er lidt ensomt.

. Neeeej efterlad mig ikke herinde alene........

Det har været skønt at have en at følges med, men i sagens natur kan det jo ikke være et permanent arrangement. Og gudskelov for det!

Jeg har siddet og forestillet mig hvordan det mon er at være Spif i dag. Det må først og fremmest være uvirkeligt. Efter at have ønsket sig noget så brændende, må det være umuligt at forstå det, når man endelig får indfriet ønsket. Og under alle omstændigheder tager det jo altid mange måneder at begribe de store forandringer i livet. Fordi man selv forvandles mens man står i dem. Og så er der angsten og usikkerheden. Vi BIB'ere er forståeligt nok tilbøjelige til at være mere nervøse de første par måneder, end dem der blev gravide uden konfrontationen med deres kroppes mangler og fejl undervejs... Der er dem, der siger, at man skal lade være med at glæde sig for meget de første 3 måneder. Den var jeg med på, i sin tid. Nu siger jeg PIS med det! Hvis der går noget galt, styrter ens verden sammen under alle omstændigheder. Lad os nyde det i stedet for IGEN at skulle køre hetz mod vores egne følelser, som man gør det under behandlingsforløbet. Lad os fejre det fantastiske liv, der er opstået.

Tænk... spif har lagt et æg, spiffyfar har befrugtet det og nu vokser et lille liv frem inde i spiffen.
Et lille bitte liv - på dybest set samme måde som hos en larve, en sommerfugl, en markmus, en giraf og på samme måde som det er sket igen og igen siden tidernes morgen. Spiffen er blevet ét med træerne, insekterne og historien. Det er det smukkeste, der findes, synes jeg. At være et af de punkter hvorigennem både fortiden og fremtiden løber.

Tillykke kære Spif og tak for alle de måneder vi har fulgtes!