Min lille Max er snart syv måneder gammel. Det er ufatteligt.
Jeg undres dagligt over, at man kan være så heldig. Han er et helt utroligt barn. Især fordi han er så glad og udadvendt. Han smiler altid. Alle der ser på ham får et stort smil og han smelter hjerter overalt, hvor vi kommer. Der er noget så helt utroligt sødt og varmt over ham og jeg er på én gang fantastisk stolt og føler mig helt ubeskriveligt beæret over, at sådan et fortryllende lille væsen er endt hos os.
Det er sket flere gange på det sidste, at han har ligget ved siden af mig og længe bare set mig ind i øjnene med et stort smil. Og der stråler sådan en varme fra hans øjne, at det virkelig føles som om han siger 'tak mor, jeg synes du er vidunderlig' De øjeblikke er magiske og jeg håber, at jeg aldrig nogensinde glemmer det.
Der var en kvinde, der sagde til mig for nylig, at ifølge hendes erfaring, kan man godt regne med det temperament, børnene udviser, når de er helt små og det gjorde mig så lykkelig. Hvis Max bevarer sit nuværende temperament, kan han kun få et rigtig godt liv. Han har denne utrolige glæde og samtidig er han på én gang ekstremt energisk og meget rolig. Det er svært at forklare. Alle bemærker, at der er usædvanligt meget krudt i ham. Han vil meget gerne bruge sin krop, kan næsten kravle nu - mosler rundt på gulvet dagen lang- kan også snart sidde og står helt stabilt på benene, når han bliver holdt. Men han kan også være helt stille og opslugt af en lille detalje, som han undersøger længe og under total koncentration. Han glemmer ikke, hvad han er i gang med, men vender tilbage til det, hvis han bliver afbrudt. Det er så rørende. Han kan ligge længe og bare kigge på en gren, der bevæger sig eller skygger, der spiller på en væg. Eller ligge og vende og dreje et stykke legetøj.
Når jeg er allermest stolt og forelsket, bliver jeg også allermest bange. Af og til bliver jeg hjemsøgt af fornemmelsen af, at han er så pragtfuld, fordi han ikke skal være her ret længe. Det er forfærdeligt og jeg må ikke tænke det, men ..ja.. af og til.
Herovre på den anden side...
9 år siden
3 kommentarer:
Jeg er slet ikke i tvivl om at han er en ægte hjertesmelter (og kommende heartbreaker?). Bare de få glimt jeg har fået af ham *sigh*
Er det ikke underligt, som angsten altid følger med den store lykke? De første dage efter vores forlovelse kunne jeg slet ikke bære tanken om, at N skulle køre på sin motorcykel - PÅ VEJEN. Ja hvor ellers kunne man fristes til at sige og det har han jo gjort så længe jeg har kendt ham. Men der skete noget i mig efter den forlovelse,- ligesom det skete efter vi besluttede at blive forældre. Jeg frygter ofte angsten der følger med det barn man så længe har længtes efter. Det må slå alt! - og ikke mindst benene væk under én.
Han er dejlig Knock - og han er din - det vil han altid være.
Jeg håber at han må give dig det helt specielle "mor du er fantastisk"-blik i mange år endnu.
Knus herfra
Kan godt forstå dig med motorcyklen. Det er hårdt at have noget at miste. Jeg kan også blive helt skrækslagen for at der skal ske min E noget. Den anden dag kom min svigerinde og hentede Max i bil og samtidig kørte min E i vores egen bil. 5 minutter senere lød der et hav af sirener. Jeg var bogstaveligt talt ved at kaste op af skræk.
Han lyder virkelig som en utrolig dejlig dreng, ham Max. Og vi andre kan med selvsyn se at han er noget af en lækkerbisken.
Den samhørighed du beskriver med ham, glæder jeg mig så meget til at opleve. Det må simpelthen være intet mindre end fantastisk.
Og når man elsker, lever man jo også med angsten for at miste. Og den skal man vist bare leve med, tror jeg. Og sørge for at den ikke får lov at leve sit eget liv og tage magten.
Uhm, du skriver altså så dejligt om jeres liv at jeg altid bliver helt glad ned i maven over at læse om det. Der er en verden til forskel fra blogindlæg dateret halvanden år tilbage... Mærkeligt som tilværelsen tager dens twists and turns...
Send en kommentar