dårlige vaner?

Ganske umærkeligt har der vist sneget sig en dårlig vane ind i vores liv med Max. I en måned - måske er det to - har jeg ligget med ham i sengen for at få ham til at falde i søvn hver gang det var sovetid og jeg kan ikke længere finde ud af at gøre det på andre måneder. Det er ikke noget stort problem. Det er jo tit hyggeligt. Men det tager også ganske ofte en halv time og hvis man gør det 4 gange om dagen, ja så er det ved at være en god bid af dagen. Og selvfølgelig er det ikke smart på længere sigt. Han skal kunne falde i søvn alene.

Den sidste uges tid er problemet blevet værre for vi har skiftet vuggen ud med en tremmeseng. Og når vi lægger ham over i den vågner han og begynder at ligge og kravle rundt. Så nu sover han hele natten i sengen hos os. Og det er altså ikke godt for kærestelivet.

Gisp, skal vi til at i gang med en omlægning af vaner med en masse skrig og skrål? Det har jeg slet slet ikke lyst til..

Mit problem er især, at en del af mig tror, at Max er sådan en glad lille en fordi han aldrig har anledning til at græde. Aldrig føler sig forladt eller overhørt. Tanken om at slå det i stykker er ubærlig - om det så er rationelt eller ej.