Be Gone Month Nasty

Det har været en hård periode. Til tider meget hård. Dagen efter vores flytning fik jeg hold i nakken. Det var frygteligt. Jeg måtte lade Max falde de sidste 50 cm ned på vores seng fordi jeg ikke kunne lægge han ned. Og da han begyndte at skrige af forskrækkelse kunne jeg bare stå at se ned på ham. Jeg kunne ikke bøje mig ned til ham. Kunne ikke engang give ham sutten. Føj det var en forfærdelig oplevelse. Min E var en dagsrejse væk. Jeg stod stor-tudende og så ned på min søn i den time det tog for en veninde at komme mig til undsætning. Hæsligt hæsligt hæsligt!! Da hun kom, fik jeg mig sat ned og så kunne jeg ikke rejse mig op igen. Endsige bevæge mig overhovedet. Først adskillige dage - og rigtig mange hestepiller- senere kunne jeg bevæge mig rundt igen. Og vores liv stod stadig bare i et virvar af kasser rundt omkring i rum der var på forskellige stadier af byggekaos. Vi levede i små stier mellem kasser og rod. Og så nåede jeg lige at have et par dage, hvor jeg fungerede normalt og fik åbnet et par kasser før jeg fik en ordentlig gang Roskildesyge, hvor jeg igen overhovedet intet kunne i mange dage. Og mens jeg således har været virkelig sølle, har min E haft sindssygt travlt og vi har ikke set ret meget til hinanden. Jeg har for første gang i meget lang tid følt mig nedtrykt og manglet enhver form for mod og jeg nåede at være bekymret for at en depression var på vej.

Men det lysner nu og jeg har fået modet tilbage. Vi skal lige ud af marts, så falder tingene til ro igen. Jeg glæder mig. Jeg vil ikke spilde mere af min dejlige tid med Max på dumme frustrationer.