Jeg ser at der bliver kæmpet med pasnings-skrækken ovre i LOK-land. Åh ja, vi oplever vel alle den overgang som forfærdelig.
Max' vuggestue (Børnehuset) ligger 150 meter nede ad gaden. Det er en kæmpe luksus. Men den er stor. Meget stor. Det er en integreret institution og der er i alt - hold på hat og briller - 178 børn. Puha jeg kan næsten ikke en gang skrive det.
Min dreng er så lille bitte og så blød, så blød. Det hus er så stort og hårdt. Jeg er så bange for at det skal kvase min lille bløde dreng..
Han starter på tirsdag. I mandags var vi på introduktionsbesøg dernede. Besøget startede med en samtale med afdelingslederen i et stort fælleslokale. Jeg skulle tage mig sammen for ikke at stikke af eller bryde sammen under hele samtalen. Jeg kan ikke beskrive hvor institutionsagtigt det var. Afdelingslederen var både sød og professionel, men bevares Max er altså en af 40-50 børn hun er ansvarlig for. Selvfølgelig kan det mærkes.
Bagefter var vi nede på stuen. Pingvinerne (perfekt - han er bare så pingvinagtig) Børnene kom ind fra legepladsen, mens vi var der og det foregik stille og roligt og føltes trygt. Jeg synes det siger en del, hvordan det foregår når 12 1-2-årige kommer ind efter at have leget og skal have alt vintertøjet af. Der var lidt trøst at hente i, at der var så fin ro omkring det. Den pædagog der skal stå for indkøringen af Max var syg, men så rigtig sød ud på foto. De andre to pædagoger fik jeg hverken et særligt godt eller dårligt indtryk af. Men børnene så meget, meget søde ud og det er på sin vis det vigtigste. Eller... måske ikke. Men det er vigtigt.
I am struggling here.
Kan det ses?
Vi var også skrevet op til en anden vuggestue (Mikkelborg). Den ligger lidt længere væk, men altså ikke mere end en halv kilometer ca. Det er en udflytterbønehave med en lille vuggestue tilknyttet. Bare to stuer, 24 børn. Og meget meget hyggeligt. På øko-boller og hjemmelavet hybensyltetøj-måden. Når man afleverer sine børn om morgenen sidder man lige ved forældrebordet og får en kop kaffe. Noget helt helt andet end vores vuggestue. Jeg kender en fyr, der har arbejdet i børnehaven, og han siger at det er en fantastisk institution og virkelig god arbejdsplads. Men der ville gå et år mere inden Max kunne komme ind for den er meget eftertragtet. Men strengt taget kunne vi jo have fået ham i privat pasning i det år.
Hvis vi ville prioritere det så højt.
Der er dog også nogle ulemper. Børnehavebørnene tilbringer 40 minutter i bus hver vej, hver dag. Det er altså for meget. Og der er nul fleksibilitet mht aflevering og hentning. Og så er det lidt et kendtis-sted. Jeg har ikke ret meget lyst til at blive del af sådan et miljø. Men det er jo mig og ikke Max..
Man vil så gerne gøre det allerallerbedste. Mine egne forældre prioriterede altid det praktiske og det gør mit behov for at gå the extra mile endnu større. Og spørgsmålet er nu om vi er i gang med at sjuske med Max.
Jeg tror fuldt og fast på, at hvordan stemmingen er i en institution hvor man tilbringer størstedelen af sine vågne timer må have en afgørende betydning for, hvordan man udvikler sig- både hvad angår sociale evner og selvopfattelse. Det kan ikke være anderledes.
På den anden side er Max ikke noget skrøbeligt barn. Han lader sig ikke vælte omkuld. Han elsker at være sammen med andre børn og når det bliver for meget for ham sætter han sig bare og leger for sig selv (åh han er så sød)
Og det kan jo blive fantastisk for ham at han kommer til at kende alle de lokale børn. At alle hans kammerater bor lige her i kvarteret. Det er et rigtigt tungtvejende argument for mig.
Beslutningen er jo sådan set taget. Hvis ikke vi kan lide stemningen hos Pingvinerne må vi tage den op til revision. På tirsdag starter det nye liv. Jeg har vænnet mig lidt til tanken men det føles ikke desto mindre lidt naturstridigt. Det føles som om man selv skal passe sit barn, det gør det altså.
Jeg var ikke selv i institution. Vi blev passet hjemme af skiftende 'unge piger i huset'. Jeg var i børnehave en ganske kort periode og jeg husker det som et mareridt. Jeg var ikke vant til at håndtere andre børn og jeg følte mig totalt isoleret og skrækslagen. Måske ville det være nemmere at sende Max i institution hvis jeg selv havde positive minder i bagagen.
Herovre på den anden side...
9 år siden
5 kommentarer:
Sikke dilemmaer man bliver kastet ud i som mor og jo, det er helt tydeligt at du struggler. Jeg har heller ikke kunnet fordrage at gå i børnehave, så jeg står nok med de samme tanker en skønne dag.
Jeg er sikker på at I har truffet en rigtig god beslutning og skulle det endelig vise sig at være den forkerte, så er I så opmærksomme, at den vil blive gjort om. Det væsentligste er jo, at i gør Jer så utroligt mange overvejelser og så åbenlyst vil det allerbedste for Jeres guldklump!
Det er store dilemmaer vi er igennem lige pt.
Vores små guldklumper skal gå fra at være ene om vores opmærksomhed, til at blive en blandt mange. Din Max en blandt - ja vel snart en million - sådan føles det vel?
Jeg har gået i børnehave, tror nok jeg synes det var ok, selvom der var nogle af de andre børn jeg ikke brød mig om.
Knock, du beskriver det hele så fint og det går lige ind i et andet moderhjerte. Puh, kan lige se lille bløde Max for mig mellem alle de andre børn - og lille bløde Asbjørn...
Selvom jeg for alt i verden ikke ville undvære mit job og blive hjemmegående, ja, så kæmper jeg også lidt med det med at man skal være væk fra dem i så mange timer. Man har vel sat dem i verden for at være sammen med dem? Og jeg kan heller ikke holde ud at tænke på at jeg "kun" får ham når han er træt...
Nå, jeg gør vist ikke det hele bedre lige nu. For når det hele er sagt, så lyder pingvinerne da til at være nogle dejlige unger, som Max kunne ende med at få det helt dejligt med (hihi nu ser jeg lige lille kønne Max i pingvinkomstume).
Og mon ikke de små bløde børn på et tidspunkt også godt vil opleve lidt mere af verden sammen med andre børn? Nej, jeg ved det sgu ikke, for det kan godt være at hvis man spurgte dem, så ville de helst være sammen med mor. og far.
det er lidt det samme dilemma af det jeg skrev om den anden dag, ikke? om at gøre karriere og være sammen med sit barn - hvad er balancen?
jeg kan godt forstå i vælger pingvinerne. For selvom Mikkelborg lyder suuuper dejlig, jamen så er et flyt nok ikke sagen. Vi kiggede også på en super-øko-mega populær inst her på Nørrebro, og ventelisten var bare hel vild! 120 børn på liste til 36 pladser og chancen for at få noget før barnet var 2-2½ var meget lille. Jeg blev sådan lidt lotte-modsat og syntes det hele var lidt for perfekt. Jeg har det i øvrigt sådan at det vigtigste er de voksne og ikke omgivelserne (altså næsten).
Puh, hvor jeg er kommet ud af en tangent nu.
Ville egentlig bare skrive at jeg helt ned i maven kan forstå hvorfor du synes det er svært. For det ER sguda lidt naturstridigt at aflevere sit barn til nogen der ikke er helt ligeså vilde med ham som man selv er...
Kæmpe knus
Sechen
Ps. Er Max egentlig lyshåret nU? havde han egentlig ikke mørmt hår til at starte med?
Det er imorgen, ikke? Uh, tænker på dig og glæder mig til at læse om hvordan det gik.
Tak for jeres kommentarer. Ja, der er vel ikke nogen vej udenom, når man nu ikke har lyst til at kaste sig ud i et større oprør mod samfundet..
Det er nu alligevel dejligt at I forstår.
Send en kommentar