mandag den 26. januar 2009

den dejligste godnatsang

Jeg har tænkt på den lige siden jeg blev gravid. Gået og forsøgt at huske ordene. Med meget ringe held. Hvor stor var ikke min lykke da jeg i går fandt den. Og den er ENDNU dejligere end jeg huskede, Jesper Klein så sød og rørende at man ganske smelter.

Værsgo og nyd her

6 kommentarer:

Maomis sagde ...

Åh ja! Den elsker jeg også. :-) Husker tydeligt den gang han var i fjernsynets børnetime sammen med den store bamse der aldrig sagde et ord. Lyder jeg helt vildt gammel nu?

knockmeup sagde ...

Ja det gør du, Maomis. For serien er fra 76 :-O Men jeg husker den også tydeligt, Mon ikke den har været genudsendt ;-)

Diana sagde ...

Åh ja den var sød :)

Maomis sagde ...

Ha ha ... Ja, lad os gå ud fra at den har været genudsendt. ;-)

Anonym sagde ...

hej knock,

jeg må bare til tasterne har siddet det meste af formiddagen og læst din blog. jeg er selv i behandlign as we speak, vores første ivf-forsøg (p.t i nedregulering + puregon), efter to mislykkedes IUI, og laaaaaang tids hjemmearbejde.

jeg er SÅ glad for at kunne læse om dit forløb, dine tanker undervejs og ikke mindst se og høre at tingene lykkedes for jer, tillykke ! når man sidder her midt i suppedasen er det bare opløftende, og trygt at høre om andre, der har gået vejen før én. Og genkendelsen - det er jo ubekriveligt ...

Så tak for det du har delt igennem tiden, jeg er først stødt på din blog nu, men ikke desto mindre - det er bare virkeligt rart at sidde her og læse, og genkende, og føle at der er en derude, der har gået vejen; kender følelserne, tankerne, ønsket.

knockmeup sagde ...

hej anne
jeg ved godt, at du næppe nogensinde kommer til at læse denne hilsen, men desværre så jeg først din kommentar længe efter du skrev den.

jeg blev meget glad for dine ord, for jeg har selv haft det sådan. det var en fuldstændig uvurderlig hjælp for mig at læse beretningerne fra andre der var eller havde været i behandling. I hundredevis af timer brugte jeg på det. Det gav mig mod, og nok så vigtigt, det fik mig til at tilgive mig selv - og nogle gange min kæreste :-) Hvis jeg har hjulpet dig på lignende måde, så er der en slags retfærdighed til.

hvor meget de end forsøger, forstår ingen hvor hårdt det er uden at have stået det igennem. egentlig forstår man det vel heller ikke helt selv. hvordan kan det være sådan en tortur?

jeg håber der kommer et dejligt (og dejligt vanskeligt) lille barn til dig inden alt for længe.
Mange mange tanker