3 måneder gammel

I dag er det 3 måneder siden Max kom til verden. Besynderligt! Det er stadig meget fjernt alt det med graviditeten og fødslen selvom jeg ofte tænker på det.

Det går fortsat over al forventning. Max er pragtfuld og vi svinger så godt sammen alle tre. Vi er uden tvivl heldige at have fået et nemt barn, men det er svært ikke også at være lidt stolte og føle at det også lidt er vores fortjeneste. Det føles som om vi er gode til det, til at tage det roligt og give hinanden plads. Man hører om folks forfærdelige problemer med at få deres babyer til at sove, men for os går det f.eks. så fint så fint. Med Max handler det bare om at være opmærksom. Han viser det tydeligt når han er ved at være træt - faktisk kan man høre det, for hans lyde får pludselig en helt speciel klang, ligesom en let vrængen - og så skal han lægges i vuggen med det samme. Og vugges lidt eller aes over panden. Hvis man rammer plet, så sover han inden for fem minutter efter han er blevet lagt. Hvis man venter bare fem-ti minutter for længe med at lægge ham, er toget kørt. Vi rammer plet ni ud af ti gange, tror jeg, og hver gang det lykkes føler man sig bare som den bedste forælder. Det er dejligt.

Han er en glad lille dreng, der nærmest smiler bare man ser på ham. Nogle gange et stort smil med kæmpe åben mund og på det seneste også ofte et lille smil med lukket mund. Og smilehuller. Sådan et smil føles simpelthen som den største velsignelse.

Hvis det ikke var fordi jeg godt kan se, at det er et vel stort ord at bruge om en lille bitte baby, ville jeg kalde ham karismatisk. Han har virkelig udstråling. Der er noget meget specielt ved hans udtryk. Han har allerede længe haft et meget udtryksfuldt ansigt - sådan lidt melankolsk og med et meget stærkt blik. Og når han griner eller koncentrerer sig ser han så spøjs ud, sådan lidt forvirret og fortabt og lidt ironisk på én gang. Det er ikke kun forældrene, der ikke kan få øjnene fra ham. Han tiltrækker sig også utroligt megen opmærksomhed blandt andre - i mødregruppen og hos apa f.eks., hvor der jo ellers er mange kære babyer at se på.

Og sådan nogle ting siger selvfølgelig alle mødre. Men det føles ikke desto mindre sandt.

Han er meget interesseret i kontakt med andre babyer og den anden dag i mødregruppen møffede han sig faktisk et godt stykke hen over gulvet for at komme hen til én af de andre. Jublen ville ingen ende tage. Og jeg håber det er tegn på, at han er en lille social én ligesom sin far og mindre reserveret end sin mor.

Ellers er han såmænd ikke voldsomt fremmelig. Han kan ikke ligge ret længe på maven med løftet hovede endnu og på et vist tidspunkt tror jeg nok han decideret var lidt bagefter med det. Han er så småt begyndt at række ud efter ting og kan godt være lidt interesseret i legetøj, men ikke så meget som mange af hans jævnaldrene. Max vil stadig helst snakke med os. Det vil han til gengæld meget gerne. Stort set al hans aktive tid går med det. Han pludrer som en vild, når man taler med ham. Og hviner og skraller og eksperimenterer for fuld udblæsning. Af og til farer han sammen over en lyd han selv laver og det er bare så kært. Andre gange kan man se hvordan han koncentrerer sig for at gøre noget bestemt. At forme munden på en bestemt måde, feks. Det kan tage lang tid i dyb koncentration før der endelig kommer en lille lyd ud.

I det hele taget har jeg næsten fra begyndelsen haft fornemmelsen af, at det er lyd, der interesserer ham mest og dér han udvikler sig hurtigst. Men bevares det kan da også være jeg projicerer..