Som jeg skrev i min fødselsberetning, hører jeg ikke til dem, der havde et stort, magisk øjeblik da lille Max kom til verden. Fødslen og det der fulgte umiddelbart efter var noget, der skulle klares og det var udfordringen i sig selv, der fyldte det hele for mig. Men han er født om morgenen og den efterfølgende nat på hospitalet lå han vågen og kiggede mig ind i øjnene i timevis. Og det var der, det skete. Først da solen stod op den 24. var jeg blevet mor.
Jeg kan stadig ikke forholde mig til at det smukke lille væsen, der fylder mit liv nu, er vokset frem i min mave. Eller at det er den der blanding af mig og min E. Det giver faktisk slet ingen mening for mig. Det har ligesom slet ikke noget med sagen at gøre. Han er landet hos os som et mirakel, en fantastisk gave fra et fjernt sted og det har intet at gøre med handlinger, vi har foretaget i denne verden.
Jeg har tænkt en del over det, så det er ikke noget jeg bare slynger ud: Jeg er overbevist om, at følelserne ville være de samme for et adoptivbarn. Det siger man selvfølgelig altid, men man ved det jo ikke. For mig er det bare så klart nu. Det var ikke kampen for at undfange, der gjorde mig til mor, det var ikke graviditeten, der gjorde mig til mor, det var ikke fødslen, der gjorde mig til mor. Det var hans blik.
Herovre på den anden side...
9 år siden
8 kommentarer:
For en der lige har sendt adoptionspapirene afsted og venter på den første samtale, er det bare så rart at høre :-)
Hvor beskriver du det smukt. Jeg er helt overbevist om at du har ret!
Jeg vil lige ønske Godt Nytår til dig og dine.
Sjovt nok er jeg først for alvor blevet sikker på at jeg ville elske et adoptivbarn lige så ubetingelsesløst som et biologisk barn efter jeg er blevet mor. Altså selvfølgelig har jeg troet på det hele tiden, men først nu er jeg sikker. Hvornår jeg blev mor ved jeg faktisk ikke, måske da jeg sad med dem første gang 2 timer efter fødslen. Det er ikke rigtig noget jeg er bevist om. Moderfølelsen var der bare fra start af.
Knus fra Monja
Hvor er det smukt skrevet, knock. Og hvor jeg tror du har ret. Åh, kan lige forestille mig lille Max's blik op på sin mor i timevis og den følelse det må fremkalde (og så får jeg lige en lille tuder over det nu :-)).
Sechen
Hey,
er lige på besøg som læser af Sechens blog og kan ikke lade være at kommentere, for jeg havde det på præcis samme måde og de samme tanker om min søn i tiden lige efter vi fik ham. Kunne nu godt forholde mig til han kom fra maven. Men det med blikket og kærligheden...og tanken at det ville være det samme om han var adopteret...jep - lige mine ord.
Dejligt beskrevet!
CH
Smukt beskrevet
Søde Knock
Jeg kan slet ikke slippe dit indlæg. På trods af, at vi ikke står i adpotionstanker lige nu, har det sat sig fast i min bevidsthed. Måske fordi jeg så dybt ind i min nieces øjne i Julen og mærkede en lillebitte snert af det - selvom det nok aldrig bliver det samme, som hvis man har vidunderet under egen dyne i eget hjem. Og måske, fordi vi leger med tanken om donorsæd og mr. N. er i tvivl om det nogensinde kan blive det samme som med sit eget genetiske barn.
Uanset hvad grunden er, synes jeg at det er meget livsbekræftende og rammer mig dybt.
Jeg ville bare lige lade dig vide, at det har sat sine spor dybt i mig - TAK!
Knus,
Ønske
(som er taknemmelig for dine indlæg og dine forstående kommentarer på min blog)
Det er lige præcis det – blikket. Det går lige i hjertet og du bliver aldrig den samme igen. ;-)
Send en kommentar