Jeg kom hjem til en lille dreng i går, der sad fuldstændig slap og livløs i sin mormors arme med 39.7 i feber. Det blev værre og værre i løbet af aftenen, han græd og græd, kastede op, hele kroppen sitrede. Og mit hjerte hamrede så man kunne høre det i hele karréen. Det er forfærdeligt at se sin lille skat have det så dårligt og det er næsten umuligt for mig ikke at blive bange. Selvom man jager den væk, så ligger skrækken for at der skal ske ham noget alvorligt altid lige under overfladen. Sådan er det vel for de fleste.
Kl. halv 2 kom vagtlægen og konstaterede at Max har mellemørebetændelse. Han fik penicillin og en panodil-stikpille og 10 minutter efter fjollede han rundt og grinede igen. Som ved et slag med tryllestokken. Han sov fint, er feberfri i dag og bare lidt klatøjet.
Jeg må sende en tanke ud til alle dem i verden, der ikke lige kan ringe efter en vagtlæge og få medicin. Der bare må se deres barn lide eller må rejse langt for at se en læge og måske har en helt anden reel grund til at frygte for dets liv.
Jeg tror faktisk ikke jeg i mit liv har været så akut bange som de to gange Max har haft mellemørebetændelse.
Herovre på den anden side...
9 år siden
3 kommentarer:
Lille stakkel! Jeg havde selv rigtig meget mellemørebetændelse som barn, og det noget af det værste. Kan huske jeg bare græd og græd og græd, fordi det gjorde så pinagtigt ondt. Man siger faktisk, at mellemørebetændelse og véer er nogle af de værste smerter, man kan opleve. Dejligt at høre, at han er ved at være på toppen igen. Sender jer kærlige tanker og ønsker om god bedring.
Hvor har jeg tit sendt en stille tak til dem som opdagede penicillinen.
Dejligt at Max allerede nu har det bedre. - Men det er faktisk dig jeg har mest ondt af, når jeg læser dit indlæg. Pyh nogle bekymringer man skal igennem som mor.
Stor krammer til dig søde.
Send en kommentar