pingviner og kærlighed

Nu har min lille Max været i vuggestue i over 2 uger. Der har været hårdt, men er allerede blevet bedre igen.

Den første uge syntes han bare det var sjovt. Han bemærkede det nærmest ikke når vi forlod ham eller kom for at hente ham igen.

Men så i sidste uge var det ikke sjovt mere. Han græd og rakte armene ud efter mig når jeg gik og ja det gør lige så ondt som man forestiller sig, når man uden at tøve skal vende sig og gå fra ens lille skat, der trygler om, at man skal blive. Det blev værre og værre i løbet af ugen, han vågnede og græd utrøsteligt om natten og virkede ligefrem trist lige fra han vågnede om morgenen.

I tell you girls... Puhhh

Som konsekvens har han været så needy som aldrig før. Han vil knuges og krammes og kysses og sidder klistret til især sin mors krop. Det er dejligt. Men det gør også så ondt at tænke på, at det skyldes at han ikke længere tager kærligheden for givet.
Det gør meget ondt.

Men i denne uge har han været glad. Og det er fantastisk. Men de er altså også virkelig søde og omsorgsfulde på hans stue. Jeg synes vi har været ekstremt heldige.

Han har også fået en kæreste. I hvertfald hvis man spørger lille Lærke. Hun er 2 år og det var kærlighed ved første blik. Hun kysser Max hele tiden. Spæner efter ham og kysser og kysser og kysser. Står længe og kigger efter ham ud af vinduet, når vi går.
Jeg forstår hende godt...