Ja, mens kom tidligt i morges. Fuldstændigt til tiden. Det føles virkelig mærkeligt, for jeg havde faktisk nået at tænke så meget på, at jeg måske var gravid, at jeg nu af og til glemmer, at det var jeg så slet ikke alligevel.
Jeg havde blandede følelser, da jeg gik der og troede jeg var gravid. Syntes det var for tidligt. Dels af hensyn til Max. Men også fordi jeg slet ikke føler mig klar til at rumme en graviditet igen. Alt er stadig så nyt og fortryllende med Max og jeg er ikke færdig med at dyrke ham 100%. I det hele taget har jeg ikke nemt ved at forestille mig, at man kan gøre det hele én gang til. Det føles så unikt, at det ligesom bør være en engangsforestilling, synes jeg.
Men mest af alt var jeg spændt og lykkelig. Det må jeg indrømme.
Herovre på den anden side...
9 år siden
2 kommentarer:
Ja det er da hvad man kan kalde et antiklimaks. Kan godt følge din ambivalens...
Nu synes jeg jo du laver så fantastisk smukke børn, at jeg ville synes det var synd og skam hvis I stoppede her :)
Hm. Og lidt mere hm. Sidder lige og prøver at forestille mig den samme situation herhjemme...
Ja, alt er nyt og fortryllende - også herhjemme. Og en nr. 2 graviditet bliver ikke det samme. Det tager jeg også mig selv i at tænke. At det nok ikke bliver ligeså dejligt at være gravid med nr. 2. Og jeg har faktisk haft lidt vemod over at tænke at jeg aldrig nogensinde mere bliver gravid med mit første barn (lidt mærkelig tankegang, for er jo så sindssyg glad for at jeg HAR været gravid med mit første barn!).
Tror du at hvis man har en to'er at man ikke dyrker nr 1 100%? Tror du ikke det så bare er noget andet? Min søster forklarede mig en gang meget fint hvor bange hun var for at hun ikke ville kunne komme til at elske lillebror ligeså meget som storebror. Men at det forsvandt ligeså snart lillebror var ude. Og at kærligheden til lillebror bare er anderledes, men bestemt ikke mindre.
Ligesom ønske synes jeg også i har gjort det ret godt med nr. 1 så i skylder måske verden nogle flere af Max' slags :-)
Send en kommentar