far og datter

Jeg har i dag grædt for min far. Det er nok ved at være ti år siden jeg sidst har grædt for ham.

Da det i sin tid, efter et års ren rædsel, gik op for mig, at han virkelig skulle dø gik min største sorg på, at min egen datter ikke skulle kende ham. Det kom fuldstændigt bag på mig. Jeg var et par og tyve og tanken om at stifte familie uendeligt fjern. Der var så meget andet at sørge over. Men jeg var sønderknust ved tanken om, at min datter ikke skulle elskes af sin morfar og at min far ikke skulle have min datter at elske. Siden gik det op for mig, at den lille pige selvfølgelig også var mig. At min datter var min og min fars mulighed for at gøre det hele igen. Vi elskede hinanden så højt, min far og jeg. Hvor han ville have elsket min datter. De skulle gå med hinanden i hånden på uendelige sommerdage og hun skulle føle sig som selve solen, som det sødeste, smukkeste, skæggeste og dejligste væsen og hun skulle se stoltheden i hele hans krop og lykken i hans latter. Han skulle flette hendes lange hår ved morgenbordet. Få hendes små veninder til at le til de fik mavepine.

Da jeg indså, at han skulle dø var det umuligt for mig at forestille mig, at jeg skulle kunne leve videre. Jeg kunne ikke forestille mig andet end et skrig. Ét skrig. Jeg så mig selv stå ved Vesterhavet og bare skrige i en uendelighed. Jeg kunne ikke forestille mig sådan et liv og det er godt. For det var helvede. Man kan ikke rumme så meget smerte og derfor annulerer man sig selv. Man holder op med at eksistere og kun ganske langsomt vokser der et menneske frem igen. Et andet menneske. Efter 5 år oplevede jeg glæde igen og først da opdagede jeg, at den havde været væk. Der gik omkring 6 år, tror jeg, førend delene begyndte at samle sig til et sammehængende menneske og først efter næsten 10 følte jeg mig som et helt menneske igen. Et menneske, der kunne forstå sig selv, der kunne forudsige sine reaktioner, der havde givet slip på den der var engang og accepteret den nye. Der var dér jeg mødte E og da fik jeg pludselig en fremtid. Først dér opdagede jeg, at der ingen fremtid havde været.

I året op til mit møde med E var jeg i et intensivt terapiforløb. Et forløb, der handlede om at finde mening med livet, at identificere det, der var vigtigt for mig og at få tillid til livet, til andre mennesker og til mig selv. Det var hårdt. At arbejde med sig selv - for helvede hvor er det hårdt. Jeg husker de første måneder som afsindigt forkrampede, men efterhånden var der ligesom noget, der faldt på plads og jeg blødte op, ja jeg blev blød igen. Og så mødte jeg E. En perifer veninde har siden sagt, at hun var helt rystet da hun så mig efter dette. At det var ligesom om mit ansigt var faldet på plads.

Jeg var et muntert og udadvendt barn, men da jeg blev teenager blev jeg, som så mange, overvældet af melankoli og angst og jeg har haft depressive tilbøjeligheder lige siden. Siden jeg begyndte at komme mig over sorgen over min far og genopdagede glæden, har jeg følt en enorm taknemmelighed over den. Jeg hilser altid på den, når den er her, jeg holder fast i den og undersøger den. Jeg elsker at cykle med åbne øjne gennem byen til og fra arbejde og føle kærlighed til alt på min vej. Jeg elsker at lave mine egne små jazz-kompositioner, som jeg beebopper ud dér på cyklen uden nogen hører det, bare fordi min krop må udfolde sin glæde. Et halvt livs depression kan virkelig løfte sig og med den kærlighed og styrke der ligger derinde under det tunge lag, kan man klare det meste. Jeg ville ønske jeg kunne fortælle det til alle der lider af depressioner. 'Giv ikke op. Det de andre har, har du også derinde. Det kommer frem en dag. Du kommer ud en dag' Jeg har aldrig selv troet det. Det har ikke en gang været et spørgsmål.

Men sammen med denne nyfundne glæde, kommer også en intens frygt. Tilbagefaldet. Jeg frygter i den grad smerten. Jeg er usigeligt bange for at depressionen skal komme tilbage. Den altomfattende angst. Jeg kan slet ikke holde tanken ud. Det er godt på den måde, at jeg er blevet fantastisk løsningsorienteret på en måde, jeg aldrig har været før. Jeg er så pissetræt af at arbejde med mig selv. Jeg vil arbejde med mit liv i stedet. Men jeg skubber også problemer fra mig. Og det er nok farligt