tirsdag den 13. april 2010

en hystade på matriklen

I hvad der forekommer mig at være adskillige måneder har mit putterritual med Max fungeret perfekt. Fredeligt, hyggeligt og relativt hurtigt - når man lige ser bort fra at det ofte trækker lidt ud fordi jeg selv falder i søvn.

Men pludselig er der sket noget virkelig sært. Max er så utrolig glad for tiden. Fjoller glad rundt hele dagen lang. Men de sidste fire aftener er han gået amok kl 18. Han giver sig til at skrige og hyle og kan slet ikke holde op igen. Måske holder han en lille pause, men næste gang han møder et lille problem, som feks at han snubler, så går han helt amok igen og hyler hysterisk og utrøsteligt. Og når han kommer i seng fortsætter det. Han er totalt fra den, skriger vildt og inderligt og til sidst bliver han selvfølgelig også decideret ulykkelig og ender helt opløst. Jeg sidder med skrigende max i armene og rokker ham til ro, mens jeg taler beroligende til ham. Sådan falder han i søvn i armene på mig.

Overtræthed virker som den mest plausible forklaring. For meget fis og gøgl. For meget spænen omkring på legepladsen. Men han virker bare slet ikke træt inden det starter. Det kommer som et lyn fra en klar himmel. Og hvis det er træthed, jamen hvordan håndterer man så det? Skal han i seng kl 18? Nej, det kan da ikke passe..

Rådvilde er vi. Det går vel over på et eller andet tidspunkt, men vi vil jo så gerne hjælpe ham. Det er frygteligt for ham at have det sådan, det er helt sikkert.

Efterskift
Noget af det, der gør det så svært at håndtere er, at man (jeg) ikke helt kan lade være med at føle mig kørt rundt i manegen af ham. Jeg er så bange for at han skal lære at vejen frem i verden går via skrig og skrål, så en del af mig føler at jeg skal ignorere hans hysteri. Den anden del af mig har ondt af ham og føler at han skal hjælpes igennem en svær tid. Hvordan hulen ved man hvornår det er det ene og hvornår det er det andet? Vi forsøger at fastholde en strategi hvor vi ikke lader hans hysteri styre os (feks nej du får ikke mere mælk) men samtidig trøster ham, når han bliver ophidset over det. Men det er langt sværere i praksis end i teorien.

8 kommentarer:

Monica sagde ...

Nu er det jo ikke fordi jeg skal glæde mig over, at det "går skidt" hos andre. Men hvor blev jeg glad for at læse dit indlæg. Forstå mig ret. Vi oplever simpelt hen det samme her i huset. Albert er det sjoveste og mest glade barn i løbet af dagen. Han griner, tumler og leger i et væk. Fra ulvetimen sætter ind, og til han tør overgive sig til søvnen er han ulykkelig. Jeg tror på, at det er endnu en af faserne. Jeg gør som dig - holder tæt, synger og stryger ham over håret. Til sidst finder han ro og hvile. Men det er hårdt, når det står på.

Anonym sagde ...

Hvor er det utroligt Monica. Det er helt klart en trøst. Jeg vil ved først givne lejlighed tjekke om der er en fase mere i 'vidunderlige uger' som kan forklare det vi oplever. Det hjælper så meget bare at få sat problemerne lidt i perspektiv, ikke? Så kan man ligesom bedre hjælpe dem i stedet for bare at få S P A T

Monica sagde ...

nå ja - måske jeg også skulle få tjekket i den bog. Jeg må indrømme, at jeg ikke har kigget meget i den, men lige nu kan den garanteret være det værktøj, vi har brug for.

Monica sagde ...

75-uger springet. Det er en fase! :-)

Diana sagde ...

Jeg håber at det blot er en fase. Jeg ville, ligesom dig, være i tvivl om hvorvidt jeg skulle sætte mig selv på "ignore" eller "kærlige mor". I tvivlstilfælde ville jeg nok også hælde til at holde tæt og stryge ham over håret.

Anonym sagde ...

Den kan jeg godt lide, ønske.

When in doubt, go for love.

Diana sagde ...

Er du ok Knock? Savner dine indlæg!

Monica sagde ...

HVordan er livet hos jer? Her er blevet meget stille ... håber I er ok alle sammen.