Mindre end to uger. 12 dage. Næste weekend. Næste!! Weekend!!
Jeg er ked af ikke at have skrevet så længe. Jeg ville gerne have skrevet og har gået med små udkast i tankerne, der aldrig blev til mere end det. Ærgerligt for jeg ville gerne have haft foreviget processen i små noter her, men sandheden er vist, at det simpelthen har været for komplekst og jeg har ikke kunnet få tilstrækkeligt fat om mine følelser til at kunne skrive om det. Tror jeg nok.
Jeg regnede vel med, at jeg ville gå på barsel og at al den tid, jeg så fik, ville give plads for erkendelsen af det, der er ved at ske, så det ville ophøre med at være så uvirkeligt, som det ellers har været. Men sådan gik det ikke. Den store, dybe erkendelse indtraf ikke.
Der er mere end én, der har kommenteret, at jeg virker så harmonisk i min graviditet og som om jeg er totalt afklaret med det hele. Say what?? Jeg svarer, at så afklaret er jeg nok heller ikke og derhjemme siger vi ofte 'miiiis-mis-mis' til maven, fordi vi nok i virkeligheden bare skulle have haft en kattekilling. Og det er spas-udgaven af bekymringer, der af og til holder mig vågen om natten.
Jeg startede med at være frustreret over ikke at kunne forstå det. Nu var vi endelig så tæt på. Denne kæmpe begivenhed lige om hjørnet og så kunne jeg ligesom ikke mærke det. Og jo mere fokuseret jeg blev på ikke at kunne mærke det, desto mere skræmmende blev det. Det blev så skræmmende pludselig at stå lige foran den dør, bag hvilken alt er forandret for altid og man aldrig kan vende om. Det handler ikke så meget om, at jeg er bange for at give slip på det liv, vi har nu (det er jeg selvfølgelig også, men det er en detalje) Det handler om uvisheden. Det er skræmmende slet ikke at kunne forestille sig, hvad der venter og ikke at kunne indstille sig mentalt. For det kan jeg ikke. Jeg kan ikke, ikke en gang i et split-sekund, forestille mig et spædbarn her hos os. Jeg kan ikke.
Og det gør mig rigtig ked af det. For jeg ville så gerne glæde mig disse sidste uger. Det skræmmer mig fra vid og sans, at jeg ikke er i stand til at glæde mig. Jeg synes jeg burde tosse rundt med kinderne rosa af forventingens søde glæde. Men i stedet er jeg lidt tung og trist i det. Og min forskrækkelse over ikke at kunne føle denne glæder puster til en anden lille sag, der ligger og ulmer, nemlig rædslen for ikke at kunne gøre det bedre end mine egne forældre. For at blive til min mor. Og jeg ved ikke.. jeg forestiller mig, at andre vordende forældre har tillid til, at når deres barn kommer til verden, elsker de det bare, spontant og betingelsesløst. Den tillid har jeg ikke. Og derfor er jeg bange, bange, bange.
En del af mig siger, at det næppe er så pisse-unikt. At alle vel er bange, når de bliver forældre. Og det er der en vis trøst i. Men jeg synes frygten burde være bearbejdet på nuværende tidspunkt. Jeg har indtryk af, at når andre nærmer sig fødslen for alvor, så er de blevet klar. Jeg selv, derimod, bliver mindre og mindre klar jo tættere vi kommer på.
Jeg aner ikke hvad man gør. Jeg vil så gerne få lidt mere ro i stedet for bare at hvirvle mere og mere angst op for hver dag der går. Er der nogen derude, der kan hjælpe med et godt råd?
Herovre på den anden side...
9 år siden
4 kommentarer:
Jeg ville ønske, at jeg havde et godt råd til dig. Men det eneste jeg kan sige til dig er, at jeg ikke tror, det er så ualmindeligt at have det, sådan som du har det. Når det er sagt, så er det godt og vigtigt, at du er opmærksom på, hvad det er for tanker, at du gør dig - for erkendelsen af følelserne er måske med til at hjælpe dig videre på vej. Vær ærlig over for de professionelle som er med ind over fødselsforløbet, sådan at der bliver holdt øje med en evt. fødselsdepression.
Det blev noget rodet noget, jeg fik skrevet. Men pas på dig selv - og forsøg så godt du kan at nyde de sidste 12 dage, inden babyen melder sin ankomst. Jeg hepper på dig og er sikker på, at alt kommer til at gå rigtig godt. Du er i kontakt med dine egne følelser, og det er dælme ikke så dumt endda.
... PS: Jeg kan heller ikke altid forstå det er lige om lidt, at jeg får en baby.
Nu har jeg jo slet ikke prøvet at være så langt henne, men jeg tror altså ligesom qvinden skriver, ikke det er så unormalt at være bange for ikke at kunne klare det, og slå sig selv i hovedet over ikke at kunne forestille sig hvordan det bliver.
Tror du ikke også at al den romantiseren, der generelt er i vores samfund omkring børn, og far, mor og børn også gør det værre? Jeg synes i hvert fald nogle gange at det virker som om at bare man har en unge, så er man lykkelig. Sådan er det da ikke! I hvert fald ikke for mig - eller det tror jeg ikke. Al den snak om den søde ventetid kan også godt være lidt kvalm, tror jeg nok jeg synes.
Så måske er du bare en af dem, der også har andet i dit hoved end dit kommende barn. Det betyder vel ikke at du ikke bliver en god mor (måske bliver du netop en god mor på grund af det?
Nu er jeg jo ikke så langt i processen, men jeg er selv blevet overrasket over at jeg ikke render rundt med lyserøde kinder og er jublende lykkelig hele tiden. Tværtimod har jeg masser af bekymringer og svært ved at forestille mig at skulle være nogens mor. Plus jeg også tænker på alle de ting, jeg lige pludselig ikke kan (ferier til eksotiske lande, stå på ski og så videre). Utaknemmeligt bæst, er det jeg er :-)
Du er i virkelig god kontakt med dine følelser, og det er jo altså virkelig vigtigt i det her. Og et første skridt måske til at acceptere at sådan er du nu bare...?
Knus
Er det ikke også noget med at vi er så vandt til at kunne planlægge og bestemme over vores liv. Og nu står du "pludseligt" overfor en situation, som du ikke ved hvad indebærer. Det er jo ukendt grund vi bevæger os ind på. Og hvordan føles det derinde? Tjaa, det ved vi jo ikke, og det tror jeg også gør os nervøse og vi føler at vi ikke har styr på vores liv.
Tak for jeres kommentarer. Jeg er sikker på, at I alle har ret - at det ikke er så usædvanligt og at det måske også handler lidt om at være control freak. Og så handler det om min egen mor - hvilket igen er ret normalt. Se bare hvordan forældre-konflikterne popper op hos alle de gravide her i blogland.
Jeg har tænkt på de ting så længe og så meget og alligevel hjælper det at dele en stærkt reduceret udgave med blogsøstrene her. Er det ikke utroligt? Jeg synes virkelig at det har lettet. Knus til jer!
Send en kommentar