Ligesom Sech, har jeg læst Politikens artikler om små børn i institutioner. Og angsten for at jeg har gjort Max ondt, gav mig opkastfornemmelser.
Max startede i vuggestuen 1. december og helt indtil påske, hvor der var meget få børn på stuen, troede pædagogerne, at Max var et stille, indadvendt barn. Ikke at der er noget i vejen med at være et stille, indadvendt barn, men det er Max bare ikke. Men i 3-4 måneder sad han stille for sig selv, det eneste barn på stuen, der ikke kunne gå. Efter et par dage med ekstra tid og opmærksomhed omkring påsken forvandlede vuggestue-Max sig og pædagogerne var nærmest rystede over at opleve den Max vi andre kender. Ham der nu går under navnet 'Fest-fyrværkeriet'.
Det gør ondt i hjertet at tænke på det. At han har siddet der lamslået over pludselig at blive ladt alene og overvældet af alt det der foregik omkring ham, som han ikke kunne deltage i eller forstå.
Jeg talte med en af pædagogerne om det dengang og hun var enig med mig. Det er naturstridigt. De instinkter moderskabet skaber i en er så stærke og de skriger jo, når man vender ryggen til sit lille bitte grædende barn under den såkaldte 'indkøring'. Vi får at vide, at vi skal ignorere vores instinkter i den situation. Og vi tror på det.
Jeg synes det er virkelig godt, at der bliver taget hul på den diskussion nu. At lave ændringer i pasningssystemet er selvfølgelig ikke noget, der er realistisk inden for de første mange år. Det er ikke en gang lykkedes at komme i mål med en barselsfond, så en forlængelse af barslen er utopisk. Men den første vigtige del af en forandring skal måske komme fra netop at vi stiller spørgsmålstegn ved om det kan være meningen at vi opfordres til at ignorere vores instinkter.
Herovre på den anden side...
9 år siden
1 kommentar:
JA, ja og tusind gange JA! Selvom det gør så p.isse ondt at se i øjnene at vores unger ikke får det aller bedste, så er det så sindssyg vigtigt at få diskussionen - også selvom den gør ondt. Den kollektive fortielse er endnu værre.
Jeg er egentlig ikke klar til at lukke alle vuggestuer og lade mor og far gå hjemme. Men hvis ikke vi diskuterer hvad det GØR for de her små væsener, så kommer der ALDRIG bedre normereringer eller et arbejdsmarked, der bare er lidt mere fleksibelt. Hvorfor er det f.eks. (i rigtig mange brancher) et udtryk for at man IKKE er seriøs og karrieremindet, hvis man vil på nedsat tid? Hvorfor kan man ikke gøre det i et par år - BÅDE mor OG far - uden at man så er "parkeret" - og hvad med alle de fag, hvor man ikke kan flekse ind og ud?
Jeg tror at hvis vi spurgte Asbjørn, så ville han gerne i vuggestue hver dag. Og lege med de andre, blive stimuleret på den ene og den anden måde. Men han ville ALTID synes at vi skulle være med. Begge to. Så ville han være lykkelig, det tror jeg. Far og mor og vuggestuen og gang i den.
Og puh. Lille Max. Asbjørn vil heller ikke i perioder afleveres. Det går hurtigt over, men altså. HVad fortæller han mig? At jeg ikke må gå. Og det overhører jeg, fordi jeg skal på arbejde.
Jeg har debatteret dette her rigtig meget de sidste dage, og jeg har sådan lyst til at GØRE noget. Men hvad?
Og det sjove er, min søde kæreste stiller slet ikke spørgsmålstegn ved det. Han har DIREKTE adgang til beslutningstagere - og har selv været med i den klub - og jeg kan se på hans blik at han ikke stiller de samme spørgsmålstegn. og jeg ser det desværre hos mange andre mænd - også her på min arbejdsplads. Underligt, synes jeg. og lidt bekymrernde, for det lugter af at det stadig er kvinderne, der tager sig af primær-ansvaret for børnene.
Nå, jeg kunne blive ved. Den er SÅ vigtig, denne diskussion!
Send en kommentar