I formiddag var vi hos min læge igen, denne gang for en GU. Det ser fint ud. Ikke andet at sige om det. Det tog ikke en gang 10 minutter. Jeg var helt skuffet og måtte sige til lægedamen, at jeg ville ha mere.
Jeg har det godt. Er stadig så træt at dagene ikke indeholder meget andet end arbejde og søvn. Men kvalmen er en sjælden gæst efterhånden. Min appetit er tilbage og det er superskønt at have lyst til at spise alle mulige ting igen. Utroligt så meget det betyder.
Jeg mener at kunne mærke livmoderen nu. Og i går opdagede vi, at der nu er en netop synlig streg fra navlen og ned. Den er jeg ret forelsket i. Et ydre tegn. En pil.
Jeg har ikke taget på, men dellen på maven har allerede været pænt forstørret i nogle uger. Hvorfor egentlig?. Livmoderen sidder jo meget længere nede og kan ikke have noget at gøre med dellen. Omfordeler fedtet sig af en eller anden grund? Og i så fald, hvorfor?
Jeg tænker mere og mere på den lille fisterløgsovs derinde. Graviditeten er ved at udvikle sig fra at handle om at være sluppet ud af BIB-mareridt til at handle om et lille væsen, der er ved at blive til. Selvfølgelig er det uvirkeligt stadigvæk. Men der er altså et 10 cm langt, stort set færdigt, mini-menneske derinde. Og det første jeg tænker på hver morgen nu, er dette lille væsen, der -forhåbentlig- er ved at blive til vores lille dreng eller pige (Det er svært at komme op om morgenen, for jeg kunne bare ligge der i timevis og ae mig selv over maven..)
Det er utroligt at være i en situation, hvor der er så meget at glæde sig til. Jeg glæder mig svimmel til denne sommer. Til hver eneste dag, hvor jeg skal mærke det lille væsen vokse sig større. Og hvor jeg glæder mig til at føde det og starte et helt nyt eventyr sammen med det.
E har et vennepar, der netop har fået abort pga Down's. For helvede mand. Vi kender 2 par, der har oplevedet det nu. Denne gang har det gjort meget stort indtryk på stakkels E, der nærmest gik i chok. Men sandsynligheden er så lille ikke? Ikke?
Det går for godt - der MÅ være et sundt og raskt barn på vej.
Herovre på den anden side...
9 år siden
8 kommentarer:
Du får den usødede version: Sandsynligheden for Down stiger med alderen. Gennemsnitligt 1: 1070som 20-årig, 1:120 som 38-årig, 1:20 som 44 årig (hvor gammel er du?). Sidste forskning viser at også mandens alder spiller ind (nu ældre mand nu større risiko, naturligt nok).
Men der er jo ikke lang tid tilbage før du får ro på mht det. Min søster fik en risiko vurdering der sagde 1:5 og fik lavet en fostervandsprøve. Der var (ER!) intet i vejen med barnet, så det kan osse gå den anden vej.
Og så tillykke med den brune streg. Den kommer man til at holde af ;-)
Rikke
Selvfølgelig er det er sundt og raskt barn
Jeg må altså protestere mod den første kommentar. Den stinker!! Hvad fanden skal du bruge de oplysninger til - det står jo alle vegne på nettet og fortæller dig ikke en skid.
Hold dig til den statistik der viser at der fødes 65.000 børn i DK årligt (år 2006 statistik) heraf kun sølle 65 stykker med Downs. Så du skal bare tage den helt med ro - jeres venner har bare været skide uheldige.
Det er ovenikøbet sådan at selv med en stinke dårlig risikovurdering er sandsynligheden for et sundt barn 85% - så cool it completely mama soon to be - det skal sgu nok gå dejligt med dig og lillemøvsen i maven.
Hvis der fødes 65 årligt - er der vel også yderligere nogle, der aborteres?
Men altså bottom line - risikoen er lille, men den eksisiterer. Det er jo også derfor, man får tilbudt scanningen, blodprøven og den samlede vurdering.
Jeg _har_ prøvet at høre til den ene ud af tusind, som skulle være uheldig (ikke med Downs, men neuralrørsdefekt) - og det var sgu ikke skægt, men omvendt er jeg kæmpe taknemmlig for, at det blev opdaget.
Hagen op - det skal sgu nok gå fint - det er man nødt til at tro på, så er livet en meget federe oplevelse :-)))
Kram fra Snow
Jeg er 36 og dermed er min risiko så vidt jeg ved 1:200. Det er ikke så meget, men disse 5 promille er også nogle mennesker, som vi ved.
Som Snowie ikke mindst ved. Åh Snowie, hvor gør det mig ondt. Neuralrørsdefekten opdages ovenikøbet endnu senere, ikke?
Jeg synes, jeg har været gravid længe nu og været igennem en kæmpe mental rejse allerede. Det må være så grusomt at miste det nu. Men selvfølgelig: Hvis det sker, klarer man også det.
Jeg går ikke rundt og er bange, men den dårlige samvittighed slår øjeblikkeligt ned i mig i de øjeblikke, jeg føler mig for sikker.
Er der nogen, der ved, hvor mange der ender med en risiko-vurdering efter NF? Det er et tal, jeg virkelig har brug for at kende...
Knus til jer!
Heldigvis opdagede de det ved NF-scanningen (13+2) - "defekten" sad i hjernen/kraniet, så de kunne se den allerede der.
Alle får en risikovurdering, der hedder 1:"et-eller-andet-tal" - hvis den er under 200 el. 300 mener jeg, at man bliver tilbudt en fostervandsprøve/moderkagebiopsi mhp. med garanti at kunne fastslå, om der er kromosom-fejl. Hvor mange, der ligger i denne "høj-risiko-gruppe" ved jeg faktisk ikke...
Men selvom risikoen måtte hedde 1:200 - så er der stadig 199 raske børn for hvert barn med Downs...
Du skal vel snart afsted til scanningen - og så kan du ligge bekymringerne på hylden. For nu - for der kommer maaaange flere under graviditeten - og de "irriterende og bedrevidende mødre" siger, at det kun bliver værre efter fødslen ;-)
Søndagskram!
*lægge bekymringerne... :-)
Åh kære Knock, nu tuder jeg igen (synes det er en dårlig vane jeg har når jeg læser din blog).
Du lyder så dejlig lykkelig gravid. Tænk så at man kan nå dertil efter al den smerte. Det må være så fantastisk at jeg næsten ikke tør tænke på det (så tuder jeg nemlig endnu mere!).
Har dog lige læst din indlæg fra idag, men jeg er helt sikker på at der absolut INTET er at være nervøs for. Jeg kender flere der har blødt igennem graviditeten (og det gør du jo ingengang) og fået meget sunde og pæne børn ud af det. Du lyder rigtig meget dejlig gravid, så jeg håber du får bekymringerne lagt på hylden.
Knus
Sechen
Send en kommentar