Hverdag hver dag

Det er blevet hverdag at være mor. Han er hos os nu som den mest naturlige ting i verden og det føles som længe længe længe siden, han kom til verden - for slet ikke at tale om hans undfangelse. Og den der vildt benovede glæde, hvor alle døgnets øjeblikke var opfyldt af ham er trådt i baggrunden. Blevet blandet med så meget andet, der også hører livet og hverdagen til. Men:

Jeg kan stadig føle den mest intense kærlighed ved synet af min lille drengs små arme, hans brede knæ, hans elegante lægge, der er helt dækket af gyldne dun.

Jeg kan stadig få lyst til at gå ind at vække ham om aftenen- bare for at se ham le en gang til.

Jeg skal stadig tage mig sammen for ikke at kysse ham i ansigtet, når han sover.

Jeg kan stadig føle, at jeg ikke får set nok på hans vidunderlige ansigt.

Jeg kan stadig finde på - som en nyforelsket teenager - at sidde længe i en vildt akavet stilling, der giver mig ondt i kroppen længe efter, hvis vi lige har et særligt øjeblik sammen.

Jeg kan stadig blive så stolt at jeg er ved at briste, når min lille dreng synger højt fra sin tronplads forrest på cyklen.

..og når han altid ALTID siger begejstret HAJ til alle han ser.

..og når han hver morgen ved ankomst i vuggeren løber hen og kaster sig i armene på pædagogerne.

Det er blevet hverdag og så på en måde er det alligevel alt andet end hverdag. Fuck, hvor er jeg dog glad for at IVF findes.