7+5

Vi har stadig ikke helt fattet vores held herhjemme, selvom vi taler meget om det. Og selvom min krop er meget påvirket. Den første antydning af kvalme dukkede op på 7+0. På 7+1 var den umiskendelig og siden da er den bare taget til. Det er ikke noget der Ligner marias, så slemt er det slet ikke. Om morgenen har jeg det fint, men kvalmen bliver værre og værre op ad dagen. Hvad der gør min krops situation helt grotesk er at jeg har lyst til at spise ca en gang i timen. Og jeg æder. Med en nærmest desparat grådighed som et rovdyr. Så længe jeg spiser har jeg det strålende. Jeg vil ikke ønske mig madlede,men jeg må indrømme at jeg ikke er helt tryg ved tanken om hvor meget jeg kan nå at tage på på et par måneder af denne slags.... Men altså. Inderst inde nyder jeg al kvalmen. Det er så uendeligt meget værre ikke at have den.

11 mm nyt liv

I havde ret: Inde i min mave ligger et lille bitte blinkende foster, der måler 11 mm fra sit tydeligt synlige hoved til sin hale. Det er fuldstændig fantasisk. Der gror et lille nyt menneske i min krop. Tak tak tak tak I følge Eggman er abortrisikoen nu nede omkring 3-4% Tak tak tak tak Men på Trianglen synes de man skal have tilbudet om at komme ind til en hyggescanning inden NF. Så det skal vi d 15. august. Fik jeg nævnt at jeg elsker Trianglen?

Scanningsdag 7+1

Jeg havde bestemt ikke forestillet mig at den lille familie ville blæse fra sj odde til København i formiddag under høj musik og sædedans. Men jeg havde den dejligste kvalme og det er jo noget der kan sætte humøret i vejret... Vi holder optimismen oppe til kl 15.30...

6+4

Der er ikke meget mere optimisme her. Jeg synes graviditetssymptomerne aftager. Jeg ville give en arm og et ben for en god omgang kvalme men nej. Med Max skrev jeg på dag 6+4 at jeg var begyndt at føle mig svimmel og køresyg om eftermiddagen. Den slags mærker jeg ikke noget til nu. Jeg er bare træt. Jeg forsøger at trøste mig selv med tanken om, at det er min næsten daglige sommerhusmiddagslur, der holder kvalmen fra døren, men jeg er ikke overbevist. Jeg har haft et par dage, hvor jeg har været helt ude i tovene i hormonvanvid. I min krop føltes det ca som om alle mine nærmeste havde været ude for en ulykke og svævede mellem liv og død. Og så nytter det jo ikke noget, at man forsøger at overbevise kroppen om at alt er ok. Nu er skyerne gudskelov lettet igen og jeg begynder at vende tilbage til mig selv og virkeligheden. Min mave, som ellers har været oppustet siden en uge efter ÆO er vendt tilbage til normal. Jeg har hverken mad-lede eller sære præferencer. Med Max fik jeg ret tidligt en meget klar fysisk fornemmelse af hvad min krop trængte til. Og den fornemmelse havde jeg også allerede inden BP i denne omgang, men den har fortaget sig igen. I går holdt jeg op med at tage hormoner. Jeg har jo fået både stikpiller og orale piller. I stedet for at starte på en ny pakke stikpiller, er jeg holdt op. Det er en virkelig sær ting at gøre, men det føles rigtigt. Jeg kan ikke holde flere hormoner ud nu. Jeg er meget i tvivl om, om jeg kan klare en tur til, hvis denne graviditet ikke bliver til noget. Jeg synes egentlig almindeligvis at jeg er en fighter, men ikke her. Jeg tror ikke at jeg vil mere. Scanning er onsdag eftermiddag, altså om næsten fem hele dage. Jeg fatter ikke hvordan der STADIG kan være så længe til.

5+6

Så er det seks fulde uger i morgen. Og der er 8 dage til scanning. Og det er ingen dans på roser. Jeg nød visheden om at være gravid i tre dage efter blodprøve nr 2. Fredag nat vågnede jeg og mente at nu var udviklingen gået i stå. Og det har jeg ikke rigtig kunnet slippe siden. (nok ikke helt upåvirket af at en bekendt som har været single i ivf i onsdags ved tidlig scanning fandt tvillinger der var gået i stå). Jeg går rundt og føler mig en del af tiden faktisk næsten sorgfuld som om jeg allerede har mistet. Jeg følte mig så klart gravid i sidste uge og bilder mig ind det er anderledes i denne uge. Men altså.. Jeg er simpelthen så søvnig og lidt små-vrissen en stor del af tiden og det passer vist meget godt m graviditet. Her til aften har jeg lidt mens-agtig følelse. Det hele føltes bare mere rigtigt i sidste uge. Det er tåbeligt i den grad at tage sorgerne på forskud, men jeg synes ikke jeg har nogen kontrol over det. Jeg burde på positiv tænkning-kursus hos Sech... Nogen tricks anyone? Vi er i sommerhus. Og Max er sgu så dejlig. Shame ón mé!

5+0

Mit HcG er 1000 og jeg tudbrøler af lettelse

Jeg elsker Trianglen

"Jamen du kan da sagtens få en ekstra blodprøve. Du kommer bare forbi, når det passer dig"

CD 33

Intet nyt her. Ingen symptomer i hverken den ene eller anden retning.

Tror nok at jeg ringer og tigger om en blodprøve i morgen. Ikke at det løser problemet. Selvom blodprøven er fin i morgen, kan det jo sagtens nå at gå galt endnu. Jeg er bare nødt til at vide det, hvis det allerede er sket.

For selvom jeg/vi ikke tillader os at tro helt på det, så fylder det meget. Rigtig meget. Hele tiden. Hvert eneste sekund. Og hvor ville jeg dog gerne give mig lidt mere hen til det.

CD 31

Det er ved at være en lang cyklus, det her...

Jeg har en pause i dagens program og jeg skal tage mig alvorligt sammen for ikke at fare over på apoteket at købe nogle flere tests.

Men altså... jeg testede i morges og det så selvfølgelig ud på præcis samme måde som i går kl 20... Og der kommer i øvrigt ikke den mindste smule farve ud af mig mere. Det var meget kortvarigt i går.

Men jeg kommer vist ikke til helt at anerkende denne graviditet uden en ny BP.

CD 30 test

Jeg er næsten helt flov over at lave en ny update. Men jeg har lavet en finsk G-test her først på aftenen. Teststregen er ikke så mørk som kontrolstregen, men den er tydelig og den kom sådan mere eller mindre med det samme. Så der er i hvert fald ikke noget, der tyder på at hcg er faldet væsentligt.

Til gengæld har jeg for første gang oberserveret lidt farve i exit-progesteronen. Og der føles også sådan lidt faretruende i underlivet. Sådan var det også med Max, sådan var det også med Max, sådan var det også med Max...

Pleeeeeaaaase.....

CD 30

Jeps, der kæmpes en vanvittig kamp inden i mig i disse dage. Det er ikke helt så mareridtsagtigt som det måske lyder, men jeg tør ikke tro på noget før jeg har bevis for, at HcG stiger. Men selvfølgelig vil jeg så gerne give drømmene frit løb.

I går aftes i lufthavnen fik jeg pludselig sådan en.. jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det. Pludselig out of nowhere kom sådan en ... erindring om hvordan min datter føles. Som om jeg pludselig kunne huske hende. Jeg havde noget lignende med Max - og har mange gange siden tænkt, at han er præcis ligesom han føltes inden han kom til verden. Det er en fuldstændig vidunderlig følelse - som muligvis er for privat og mærkelig til at blive nævnt her.. Måske er det mig selv, jeg mærker. Måske kan den menneskelige krop nogle sære ting.

Men faktum er, at der ikke var nogen positiv udvikling at se på testene mellem tirsdag og onsdag. Selv hvis man ikke kan tage forskellen mellem de to tests som udtryk for at hcg var faldet - det var helt forskellige testtyper og der kan jo også være forskel i koncentrationen af urinen etc - så virker det noget usandsynligt at testene ville se sådan ud, hvis hcg var steget. Og ovre ved Maria (nu ingen skyld-følelse, Maria) kan man jo se hcg-udviklingen så smukt dag for dag. Er det bare fordi hun er gravid med trillinger? Eller ses hcg-udviklingen almindeligvis så tydeligt?

Jeg bliver ikke klogere før jeg har testet igen. Og nu vil jeg gå ud at købe en finsk graviditetstest. Og satse på, at Finnerne ikke bruger nogle helt anderledes teste, der kan forplumre billedet endnu mere.

On the up-side: Jeg har hverken mens eller pletblødning og jeg er stadig stærkt oppustet.

Et nøk opad

HcG er 80 og derfor inden for normalen. Over 75 regnes for OK på trianglen. Så i princippet og officielt og såen, så er jeg ganske almindeligt gravid lige nu.....

Meeeeeeen man kan roligt sige, at det er i den lave ende af normalen. Når man har oplevet et HcG-tal på 841, lyder 80 af meget lidt.

Jeg nævnte for laboranten, at jeg havde haft en svagere positiv test i dag end i går og hun sagde bare, at det er lidt for tidligt til at man rigtig kan regne med de tests.. Hmmm...

Nåmen jeg er da mere optimistisk nu, omend stadig meget skeptisk. Der er ikke noget ved et hcg på 80, der fortæller os, at det ikke er på vej ned.

Samtidig må jeg sige, at jeg er overrasket over at 80 ikke giver større udslag på testen. Når de nu påstår, at testene registrerer ned til 25.


Jeg tester igen om 3 dage. Og så beder jeg til, at der er kommet en ordentlig streg. Og så har jeg jo altså en scanningstid om 3 uger (3 år)

I min alder går hver anden graviditet til grunde her inden for de næste 2 uger. Jeg regner ikke mig selv for rigtigt gravid før til scanningen. Men jeg kan da godt mærke, at det bliver svært at holde den boblende forventning nede. Ret meget. For her en times tid efter BP-svar er den allerede ved at finde vej op til overfladen igen på trods af nedturen i morges.

En gyser, det er det.

Ned igen

Jeg har næsten ikke sovet i nat af bare begejstring. Men her til morgen er der kun en ganske svag, næsten usynlig skygge på testen.

really?

Det er altså virkelig sært. At vi nu skal tro på, at vi måske faktisk er ganske almindeligt gravide, selvom vi lå der i morges og troede slaget var tabt. Der gik altså lang tid, før stregen kunne ses som andet end en utydelig skygge. Lang tid. Og det indre korthus nåede at styrte totalt sammen.

Men den clearblue jeg tog i eftermiddags - købt fordi den ikke giver plads til fortolkning eller gradbøjning - siger jo bare 'gravid'. Og så må jeg jo være gravid. Indtil videre

En second opinion





CD 28 & test

Vi startede dagen med én streg og to åhhh nej, det kan simpelthen ikke være rigtigt.

Lige så langsomt dukkede nr 2 streg op. Først helt utydelig men efterhånden sådan som man ser den på billedet.

Der gik mere end de maksimale 5 minutter inden den så sådan ud, og vi ved ikke om vi er købt eller solgt. Biokemiske har man jo i hobevis, når man er 40 som mig.

Selvfølgelig er det her langt langt bedre end det hvide felt, vi så først. Men det er ikke rigtig noget, man kan være glad for, når den er så svag på CD 28. På Max' CD 29 så testen sådan her ud.

CD 27 b (hjæææææælp)

Pludselig er jeg virkelig ramt af følelsen af at mens kommer NU. Det er frygteligt for det føles præcis sådan. "Det betyder ingenting, sådan havde jeg det også med Max, det betyder ingenting, sådan havde jeg det også med Max" messer jeg for mig selv konstant. Men det hjælper ikke. For mens kommer NU.

Jeg havde slet ikke regnet det for en mulighed at mens ville komme før test. Med alle de ekstra hormoner.

Åh gud, det her er simpelthen tortur.

CD 27

Mens ville normalt dukke op i dag eller i morgen. Tissetest er i morgen. BP i overmorgen.

Status: lidt ømme bryster (normalt), lidt oppustet (ikke normalt men kan sagtens være progesteron-stikpillerne). En ganske lillebitte smule mens-fornemmelse tittter frem hist og her (men meget mindre end med Max).Ikke-fedtet hud og hår som normalt op til mens. Ingen sure opstød (som op til BP med Max).

Den klassiske murren har jeg dog slet ikke haft denne gang, hvilket er ret sært. Alt det der knirken i underlivet som man altid har og som jeg plejer at tilskrive hormonerned rasen. Intet. Der er helt stille dernede og har været det stort set alle dage. Skulle det mon give anledning til bekymring? Eller er det bare fordi jeg væskeophobningen lægger en dæmper på..?

Under alle omstændigheder er jeg optimistisk og en stor del af mig kører sådan en logik med at der er to, der har sat sig fast og derfor har jeg så tidligt følt mig så træt.

Jeg ved, I ved, hvor skræmmende det er at være optimistisk. Og jeg har aldrig prøvet, at der kom noget godt ud af optimisme i den her sammenhæng. Den bliver virkelig drøj, hvis det er en negativ i morgen.

Køber testen i dag. Tester i morgen tidlig.

Jeg har så travlt i dag, men jeg ved Fileme ikke hvordan jeg skal bære mig ad med at koncentrere mig. Hvis nogen har gode råd, modtages de med kyshånd.

CD26 b

Tre gange i løbet af i dag er jeg faldet i søvn og har sovet en halv time. På trods af at det har været en aldeles fredelig weekend og at jeg sov næsten 10 timer i nat.

Jeg er simpelthen så søvnig.

Og det virker jo meget mærkeligt, hvis jeg skulle være så træt uden der sker noget spændende i min krop. Det vil få det til at føles ekstra latterligt at stå med en negativ på tirsdag. På den anden side er det jo også tåbeligt at tro, at en graviditet ville komme så kraftigt til udtryk allerede.

Måske er det reelt bare ventetiden, der slår mig i gulvet. At jeg bare må væk fra den elendige ventetid og så falder jeg i søvn.

CD 26

Så begynder testdagen at rykke faretruende nær. Det er ikke ret sjovt mere. Alvoren bliver tydelig: det er ikke ret sandsynligt med en positiv og tanken om at gå igennem endnu en omgang er så tung så tung. Det er et helt år siden vi havde vores sidste fuldførte ivf så vi har kunnet klare det sådan helt newbie-agtigt. Men sådan bliver det ikke næste gang. Ingen symptomer. Brystømhed aftaget yderligere. Meget lidt oppustethed. Blev godt nok så svimmel og kvalm i går at jeg måtte gå meget tidligt i seng. Men tænker det var en heftig dag på hormoner og sol.