Vi er jo ikke uvant med at høre til den smalle ende af statistikken her på matriklen. Så det kommer ikke som en gigantisk overraskelse, når uheldet rammer, som det givetvis gør for dem der glider gennem livet på gennemsnitsværdier. Men for helvede mand, må vi ikke godt være fri...
På trods af den normale nakkefold, er vores Downs risiko 1:41.
Det er både et frygteligt lavt tal og ikke en ret frygtelig risiko. Relativt set er det et frygteligt tal. Der er langt fra de 2500 vi havde med Max ned til 41. Og der er langt fra den anbefalede grænse på 300 ned til 41. Men det er en risiko på 2½ %. Herregud! Det er som den almindelige abortrisiko, man går og lever med det meste af graviditeten.
Alligevel græder jeg og har enormt meget lyst til at kaste op her 1½ time efter vi fik svaret. Jeg er ikke sikker på, hvad jeg græder over. Jeg har ondt af mig selv. Ved nærmere eftertanke græder jeg nok fordi jeg føler det pisse-uretfærdigt, at vi er uheldsramte. Men det er noget fis. Vi er ikke specielt uheldsramte. Udenfor reproduktionsområdet har vi aldrig andet end luksusproblemer. Men det er en følelse, der sidder i kroppen. Hele den der alarm-fornemmelse fra behandlingsforløbet blev aktiveret, da jeg fik tallet.
'Hvis man har 41 gravide kvinder i et lokale, er der en af dem, hvis foster har Downs'
'Jamen det er da mig så. Selvfølgelig er det det. I hvert fald er sandsynligheden for at det er mig langt over 1:41'
Hvis man skal finde noget positivt i det tal, så er det, at vi er fri for at være i tvivl om vi skal have den lortebiopsi. Det skal vi på mandag.
Så nu skal vi deal'e med det til mandag. Og mandag formiddag skal de så ind at rode med min fine lille babys moderkage. Jeg har virkelig svært ved at snuppe tanken om det. Og om efterfølgende smerter, der minder lidt om milde veer. Og om mulig blødning. Om sengeleje for at forhindre abort.
En abortrisiko på 1% er så lidt. En Downs-risiko på 2½ er så lidt. Men altså... hvad har alle de andre kvinder med mig at gøre. Enten aborterer jeg eller også gør jeg ikke. Enten har hun Downs eller også ikke.
Herovre på den anden side...
9 år siden
6 kommentarer:
Åhh for pokker Knock :-( Jeg kan godt forstå at du føler dig forfulgt, for den her graviditet har da været lidt for spændende hele vejen igennem.
Det er jo heldigvis gået godt indtil videre, så det bliver det selvfølgelig også ved med. Men alle de bekymringer og bump på vejen er sgu for meget!
Føler med dig og krydser alt hvad jeg har, for at den lorte biopsi ender godt.
P.S. Ja, alt gik fint hos os, men fordi der er to kan de ikke bruge blodprøven. Så i princippet kan jeg jo stå samme sted som dig uden at vide det.
Kram og milde vinde og masser af gode tanker. 41 er mange på en række og sandsyneligheden for at det er dit nr der trækkes ud er lille.... Og dog forstår jeg dig så godt.... For helvede kram vigga
pyhh, ikke fedt... Krydser masser af fingre mandag..
Puh for fanden da, Knock. Det er ikke fedt. Det er det, jeg hader en lille smule ved alle de her scanninger og tests, at de på en måde både giver sikkerhed og også en masse - måske - unødig bekymring.
Jeg har en veninde, som også havde et dårligt tal, og de brugte samme logik - der er altså ret mange babyer på en række, 41. Og det er jo en risiko, det er jo ikke skrevet i sten at 1 ud af de 41 HAR downs.
Håber håber håber det går godt mandag. Men for fanden, det er ikke nemt!
Kæmpe knus!
For filan altså! Som om I har har haft nok modgang. Den slags nervepirrende oplevelser burde forbydes dem, der har været i behandling. Vi har lige som taget vores slæb, ik?? Men når nu verden ser ud som den gør, så håber og tror jeg også, at det er din alder der driller. Og selvom det er ringe trøst, så synes jeg heldigvis det er sjældent, at man hører, at der rent faktisk er tale om downs. Krydsede fingre og knus herfra
Sådan noget møg knocks!! Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Krydser fingre for de næste par dage.
Send en kommentar