Vi er omsider startet i behandling. Der har været masser af forhindringer på vejen hertil - de fleste mentale. Manglende overskud helt enkelt.
Efter vores
rigtig dårlige oplevelse på Copenhagen Fertility Center, skrev jeg på Svends 'spørg lægen'-side, om der var mulighed for at vælge en bestemt læge på klinikken. Han bad mig ringe ham op og vi havde en ganske behagelig samtale hvor han ret underholdende sagde, at den læge, vi i sin tid havde samtalen med var bedst til patienter i fuld narkose. At han nok skulle sørge for, at vi ikke fik mere med ham at gøre og at jeg skulle sende min journal til ham selv og så ville han personligt se på den og skrive tilbage til mig med en behandlingsplan samme dag. God service. Tillidsvækkende.
Men så bad jeg om min journal fra Riget og der gik en måneds tid uden jeg modtog den. Da jeg rykkede gik der igen et par uger før de krøb til korset og indrømmede, at de havde mistet den. Ehem... undskyld??
Det korte af det lange er, at lige pludselig blev det ret hu-hej-vilde-dyr, for vi var fast besluttet på at starte behandling i denne cyklus og pludselig fik jeg mens 5 dage for tidligt, i Nordjylland, uden at jeg havde nået at benytte mig af Svends service-tilbud. Min E fløj til ydre Nørrebro mandag morgen med min hjemmelavede journal inkl brev til Svend og forklarede situationen til receptionisten.
Vi fik tid til opstartsscanning tirsdag kvart i lukketid. Absolut 11. time for det var cyklus-dag 3. Glade og taknemmelige var vi over den privatkliniks-fleksibilitet, der gør sådan noget muligt.
Jeg kom løbende sidelæns ind på klinikken direkte fra det store hav, som Max kalder vest-kysten, kl 17.40. Blev vist ind på et rum hvor ingen anden end den famøse læge fra samtalen (?!) bad mig smide benklæderne hvorpå han scannede mig. Mens jeg tog bukserne på, bladrede han og sygeplejersken i mine papirer i godt og vel 1½ minut -tydeligvis for første gang, besluttede sig for 150 IE Puregon og så var lægen i øvrigt skredet. Det gik seriøst så hurtigt, at jeg ikke nåede at fatte hvad der foregik. Sygeplejersken gav mig en recept og Puregon-instrukser og det var så det.
Jeg var målløs. Og jeg skulle anstrenge mig en del for ikke at begynde at hyle. Ikke så meget af skuffelse eller vrede, selvom begge bestemt var til stede, men af ydmygelse. Bukserne nede omkring hælene på talrige måder og ingen der stopper op og ser én i øjnene et øjeblik. Totalt i deres magt. Det er det værste jeg ved.
Det tog mig faktisk over et døgn at få normaliseret mig selv nogenlunde igen. Nåmen, det var jo også absolut sidste øjeblik, sagde vi til hinanden. De skulle hjem og vi er glade og taknemmelige for, at vi lige akurat nåede at komme med i denne måned.
2. scanning var i lørdags. Åh så glad jeg bliver, da jeg ser Svende-manden himself komme ned ad gangen imod mig. Og mit hjerte når at juble, da vi kommer ind på stuen og han siger 'jeg sad lige og så på din journal'. 'Ja, de mistede den jo desværre på Riget' siger jeg i den tro, at vi er i gang med at starte en samtale, men så kommer sygeplejersken ind og jeg bliver bedt om at hoppe på briksen.
Han spørger hvad jeg laver og hvor vi bor. Thats it. Ikke et ord om fertilitetsbehandling. Det var en busstoppestedssamtale. Metro-bus vel at mærke. Der bliver ikke mere samtale, diskussion, information.
Efter scanningen har han lige glemt at de store follikler var 12,5mm og ikke 11, som han fortæller sygeplejersken. Derefter kommer han ind og giver mig den forkerte medicin. Og så er han i øvrigt skredet.
Sygeplejersken giver mig nogle forvirrende og mangelfulde instrukser om den videre medicinering og jeg må insisterende spørge ind til det videre forløb for at få nogensomhelst fornemmelse af hvad der skal ske.
Igen er det hele overstået - altså inkl scanning - på under 10 minutter. Og jeg var rystet. Den første scanning var altså ikke specielt præget af akuttid lige før lukning. Det er standard fucking procedure.
Jeg lyder sikkert meget fordringsfuld. Men altså helt ærligt, hvor kommer mine forventninger fra? Fra det offentlige system, sgu. Jeg havde forestillet mig, at en privat klinik hvor de får rigtig gode penge ville overgå det offentlige på alle serviceparametre. Men de har tilbudt en service på Riget som virkede så uendeligt meget mere professionel, anstændig og respektfuld. Jeg har aldrig, ALDRIG, været til scanning på Riget uden at det involverede en samtale med lægen. En behagelig, rolig samtale, med al den information man kunne ønske sig og rum til at stille alle tænkelige spørgsmål. Selv da vi bare var i frysebehandling. Hos CFC har jeg endnu ikke oplevet en læge, der sad ned og talte med mig. De taler på vej ind og ud af døren og så mens de svinger kikkertdildoen.
Jeg gik ikke til CFC med fordomme om onde kapitalister, men jeg føler mig taget i røven så det synger. Jeg føler det dybt fornedrende. Og det hjælper ikke at vide at de bruger sammenlagt max 2 mandetimer på et behandlingsforløb, som jeg skal betale dem 17.500 for.
Jeg ved at rigtig mange BIB-søstre har været virkelig glade for CFC. Det er mig en gåde. Virkelig. Men det får mig også til at tænke, at jeg måske er hysterisk. Det må jeg jo være. Men jeg plejer altså at være ret så laid back og omgængelig. Det gør jeg altså...
CD 9 i dag. Scanning igen onsdag. Forventet ÆU fredag eller lørdag.
