6+4

Der er ikke meget mere optimisme her. Jeg synes graviditetssymptomerne aftager. Jeg ville give en arm og et ben for en god omgang kvalme men nej. Med Max skrev jeg på dag 6+4 at jeg var begyndt at føle mig svimmel og køresyg om eftermiddagen. Den slags mærker jeg ikke noget til nu. Jeg er bare træt. Jeg forsøger at trøste mig selv med tanken om, at det er min næsten daglige sommerhusmiddagslur, der holder kvalmen fra døren, men jeg er ikke overbevist. Jeg har haft et par dage, hvor jeg har været helt ude i tovene i hormonvanvid. I min krop føltes det ca som om alle mine nærmeste havde været ude for en ulykke og svævede mellem liv og død. Og så nytter det jo ikke noget, at man forsøger at overbevise kroppen om at alt er ok. Nu er skyerne gudskelov lettet igen og jeg begynder at vende tilbage til mig selv og virkeligheden. Min mave, som ellers har været oppustet siden en uge efter ÆO er vendt tilbage til normal. Jeg har hverken mad-lede eller sære præferencer. Med Max fik jeg ret tidligt en meget klar fysisk fornemmelse af hvad min krop trængte til. Og den fornemmelse havde jeg også allerede inden BP i denne omgang, men den har fortaget sig igen. I går holdt jeg op med at tage hormoner. Jeg har jo fået både stikpiller og orale piller. I stedet for at starte på en ny pakke stikpiller, er jeg holdt op. Det er en virkelig sær ting at gøre, men det føles rigtigt. Jeg kan ikke holde flere hormoner ud nu. Jeg er meget i tvivl om, om jeg kan klare en tur til, hvis denne graviditet ikke bliver til noget. Jeg synes egentlig almindeligvis at jeg er en fighter, men ikke her. Jeg tror ikke at jeg vil mere. Scanning er onsdag eftermiddag, altså om næsten fem hele dage. Jeg fatter ikke hvordan der STADIG kan være så længe til.