CD 30

Jeps, der kæmpes en vanvittig kamp inden i mig i disse dage. Det er ikke helt så mareridtsagtigt som det måske lyder, men jeg tør ikke tro på noget før jeg har bevis for, at HcG stiger. Men selvfølgelig vil jeg så gerne give drømmene frit løb.

I går aftes i lufthavnen fik jeg pludselig sådan en.. jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det. Pludselig out of nowhere kom sådan en ... erindring om hvordan min datter føles. Som om jeg pludselig kunne huske hende. Jeg havde noget lignende med Max - og har mange gange siden tænkt, at han er præcis ligesom han føltes inden han kom til verden. Det er en fuldstændig vidunderlig følelse - som muligvis er for privat og mærkelig til at blive nævnt her.. Måske er det mig selv, jeg mærker. Måske kan den menneskelige krop nogle sære ting.

Men faktum er, at der ikke var nogen positiv udvikling at se på testene mellem tirsdag og onsdag. Selv hvis man ikke kan tage forskellen mellem de to tests som udtryk for at hcg var faldet - det var helt forskellige testtyper og der kan jo også være forskel i koncentrationen af urinen etc - så virker det noget usandsynligt at testene ville se sådan ud, hvis hcg var steget. Og ovre ved Maria (nu ingen skyld-følelse, Maria) kan man jo se hcg-udviklingen så smukt dag for dag. Er det bare fordi hun er gravid med trillinger? Eller ses hcg-udviklingen almindeligvis så tydeligt?

Jeg bliver ikke klogere før jeg har testet igen. Og nu vil jeg gå ud at købe en finsk graviditetstest. Og satse på, at Finnerne ikke bruger nogle helt anderledes teste, der kan forplumre billedet endnu mere.

On the up-side: Jeg har hverken mens eller pletblødning og jeg er stadig stærkt oppustet.