Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal bære mig ad med at få opdateret her. Det føles som om der har været så mange udsving siden sidste indlæg.
Der er ni uger til termin. 9!! Og efter alle disse måneder, hvor terminen syntes alt for fjern og alt det med baby var en uvirkelig fantasi, er det nu pludselig alt for tæt på. Jeg føler mig slet, slet ikke klar og den store glæde, der ellers har præget min graviditet er trådt i baggrunden. Jeg mangler ligesom overskud til at glæde mig og til at forberede mig.
For en stor del hænger det manglende overskud nok sammen med min arbejdssituation. Jeg har hele sommeren arbejdet på at få afsluttet en del af min phd, men jeg kan ikke få tingene til at falde på plads og føler ikke jeg rokker mig ud af flækken. Det er dybt utilfredsstillende, frustrerende og angstprovokerende. Jeg sover dårligt om natten, vågner anspændt og små-nedtrykt hver morgen. Jeg føler mig stresset.
Det sidste par uger er jeg også begyndt at mærke graviditeten på en anden måde - er begyndt at forstå snakken om, at man til sidst virkeligt gerne vil have sin krop tilbage. Jeg er f.eks. ved at være grundigt træt af at være træt. Træt af aftener hvor jeg smider mig på sofaen kl 17-18 og ligger der og flyder indtil jeg vakler i seng. Uendeligt træt af forstoppelse, oppustethed og fornemmelsen af ikke at kunne trække vejret ordentligt. Min graviditet har været så utroligt nem og alligevel går denne smule besvær, jeg er begyndt at få, mig allerede på nerverne..
Jeg skulle egentlig have startet barsel om 3 uger, men dels pga problemet med mit projekt og dels en konference i London, som jeg meget gerne vil med til, har jeg udsat barslen 10 dage og går fra 24. september.
Jeg er bestemt ikke typen, der er bleg for at prioritere mit privatliv over min karriere. Langt fra. Og en stor del af mig siger da også, at det her er for dumt. At jeg ødelægger den sidste del af min første og måske eneste graviditet med stress over ting, der dybest set er ligegyldige. Jeg kan gøre det arbejde færdigt på et andet tidspunkt. Og måske er jeg virkelig ikke i stand til at gøre det nu, fordi jeg mentalt befinder mig et helt andet sted og jeg modarbejder alt instinkt i mig på den her måde. Men samtidig har jeg så umådeligt stort et behov for at gå på barsel med denne bedrift i lommen. For at få sat projektet på ret køl igen efter disse mange måneder med fertilitetsbehandling og graviditet, som ikke just har været fordrende for koncentration og produktivitet. For lige at få lidt faglig selvrespekt med på barsel. Åh, det vil jeg så gerne. Men efterhånden som sommeren er skredet frem, har jeg følt mig mere og mere presset og nu har jeg så kun en måned tilbage.
Den rette model er selvfølgelig at blive ved at arbejde på sagen, men at lægge stress og angst fra mig. Desværre tvivler jeg stærkt på, at den mulighed ligger inden for min virkeligheds grænser.
Herovre på den anden side...
9 år siden
6 kommentarer:
Kære Knox
Drop det projekt. Med din selverkendte lave stresstærskel er det det ikke værd. Erkend dine begrænsninger og lad den phd ligge. Tiden er nu og her med baby i maven og vi kvinder skal ikke overkomme ALT samtidig.
Jeg lover dig at når din skønne baby er ankommet og har forvandlet sig fra en med længsel ventet fantasibaby til en virkelig baby af kød og blod med meget kontante krav fra dig og dine bryster,din konstante omsorg, din evne til at få ham puttet, badet, klædt af, klædt på, hygget om, sunget for, tysset til ro 10 gange, givet sutten 15 gange,rullet i barnevogn 5 gange,stimuleret og bekymret dig mange gange dagligt hver eneste dag/nat - SÅ FÅR DU NOGET AT STRESSE OVER!!!!
Det er vidunderligt og sindssygt hårdt lige meget hvor rolig en bebs du får.
Jeg elsker Spiffypigen helt sindssygt højt - men hun driver mig til VANVID nogle gange, for hun er en bestemt og højrystet dame, ligesom sin mor og der er NUL, NUL, NUL ligestilling omkring moderrollen. Der er kun dig og du kan IKKE erstattes af nogen og der er fandme hårdt at stå midt i. Selvom far gerne vil, så vil Spiffy have mor, mor, mor og sådan bliver det også for dig. Vidunderligt og hårdt og udmattende og nogle gange ganske enkelt trivielt og røvkedeligt.
Det der har overrasket mig allermest er hvor FYSISK hårdt det er at blive mor og skulle til at bruge sine slappe kontorarme til at slæbe rundt på en stadigt tungere bebs. Jeg håber du er stærk i arme og ryg, for det får du virkelig brug for. Og hvis bebs er urolig kan jeg varmt anbefale slynger eller en vikle! De er geniale til urolige børn eller kolikbørn og aflaster dine arme og ryg meget. Kolik = uroligt barn og kan være tusind forskellige ting også at bebs bare vil bo på dig i starten.
Og når du nu flipper over amningen og hvis du bekymrer dig om du har nok mælk så husk dette og det kan ikke siges nok: DU HAR NOK MÆLK - det tror jeg de fleste nødre har uanset - men stress, ikke nok vand og udmattethed kan forhindre mælken i at løbe ned brystet og så bliver bebs skidesur.
Snowie og jeg er koblet sammen på det allestedsnærværende Facebook IRL og griner af ungernes forskellige hårstyles, nyder deres nuttethed og er med i diverse mødremedløstsiddendedankortgrupper.
Du er velkommen IRL - men det tør du vel ikke ;o) hehe.
NYD din graviditet - nyd det er lykkes!
Kæmpekrammer fra Spif, som nok skal tage sig sammen og opdatere bloggen en dag ved lejlighed.
PS: Kom så med det mavebillede!!!!
SPIF
Det er svært for mig at vide, hvad der er det rigtige for dig. Men umiddelbart vil jeg råde dig til at droppe de faglige ambitioner og hellige dig din kommende rolle som mor. Nyd de sidste uger inden babyen melder sin ankomst - og gør det helst uden stres. Som en anden skriver, så gør stres ikke noget godt for hverken dig eller dit barn. Jeg ved godt, at det muligvis er nemmere sagt end gjort. Særligt når du har været vant til, at du sagtens har kunnet satse al din energi på det faglige - det er en stor kamel at sluge, at sådan bliver det ikke længere. Jeg har også måttet sluge kamelen, og det giver bare lidt mere og mere dejlig ro. Og det er tiltrængt, for det er sgu et stort projekt at være gravid. Særligt når man er så langt henne som dig.
Jeg håber, at du finder den løsning, som du mener er den bedste for dig og dit barn. PØJ PØJ ...
Ja, kom og leg med os på Facebook, Knox - du vil gerne være med i hulen, ik'?! ;-)
kh Snowie
Tak for jeres kommentarer - og godt at høre lidt nyt fra dig Spif. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg blev lidt irriteret over det med 'så får du noget at stresse over' Man skal vogte sig for den udbredte tendens til at lade forældreskabet annulere alt andet i universet, synes jeg..
I know, men for nu at gøre dig endnu mere irriteret....;o) Du lyder som mig for 6 mdr siden og så kom Spiffy og nu lyder jeg som de der irriterende baby-fylder-alt-i-landskabet-forældre, som jeg selv plejede at foragte....
Men jeg blev klogere og for at provokere max: det gør du nok også :oD
Jeg tror ikke det på nogensomhelst måde er muligt at forstå hvad det vil sige at have fået en baby før man selv står i det...vi har et vennepar hvor kvinden er gravid i 5. måned, og hun er ved at brække sig over mig...og jeg, tjaaa jeg kan se mig selv 100% i hende....før jeg fik en baby.
GAAAAB, Spif, hold nu kæft.
Men slap me hard, girlfriend, om 6 måneder, hvis det er lykkes dig IKKE at føle dig totalt opslugt og overvældet af dit nye moderskab. Især i starten hvor bebses rytme er så kaotisk. For mig er der bare en tydelig før og efter bro jeg ligesom har krydset og jeg blir aldrig den samme igen.
Jeg må æde alle mine gamle udsagn og hvor ufatteligt selvoptagede nybagte forældre kunne være, for sådan er jeg selv blevet og det værste er at jeg vidste jeg ville blive sådan på forhånd.
Det var nok derfor det pissede mig sådan af, at jeg frygtede ikke komme til at opleve det ligesom alle andre forældre her på kloden.
Spif - den lille provo, hehe
Send en kommentar