Der er sket det dejlige, at jeg har fået noget af lysten til børn tilbage. Det føles så godt. Jeg kan faktisk nyde tanken om børn nogle gange. Jeg tør drømme en lille smule om det. En lille smule.
Samtidig er jeg blevet klar over, at jeg dybest set er skrækslagen for at få børn. Forestillingen om, at det er en fantastiske berigelse som kommer med smerte, smerte, smerte. Frustration og angst. Træthed, træthed, træthed. Mens jeg skriver dette, går det op for mig, at jeg måske nok har et større issue her, end jeg lige var klar over. For inderst inde tror jeg ikke på, at det er dejligt. Hold kæft mand... jeg er jo ikke sikker på, at jeg tror på, at jeg vil kunne elske mine børn.
Hold kæft mand.....
FOR FANDEN OGSÅ, MOR!
Herovre på den anden side...
9 år siden
4 kommentarer:
Så er ballet vist åbnet med mor-analysen.
VELKOMMEN
Min kommer snarligt, hehe ;o)
Skrækslagen for at få børn... Ja, mon ikke vi alle burde være det. Det er skræmmende, og stort og smerteligt og krævende. Men jeg kan forsikre dig om at det stadig ville være det værd, hvis du skulle 10- eller 100-doble besværet.
For mig var alle moderfølelserne der allerede under graviditeten, så da Junior kom ud var det udelukkende genkendelsen af ham som fyldte, og kærligheden som voksede.
.. Blablabla, det lyder som én stor kliché, men sådan var det altså for mig.
Min pointe er vist bare, at det lyder som en sund idé at føle sin skræk for moderrollen igennem nu, at der er noget at frygte, men at det kommer i sådan en smart pakkeløsningen som giver så utrolig meget tilbage igen.
Og så må jeg vist snart se at få læst lidt mere af din blog. Jeg faldt over dig på Spiffys blog, og det er helt dejligt med nogle (for mig) nye ansigter i blogland. Jeg håber at du får alle dine drømme opfyldt!
Stort knus,
Solsikke
Jeg synes det er rigtig modigt af dig at tage denne moder-monsterfølelse op til refleksion og debat.
For det at få sit eget barn er jo lige præcis en situation vi ikke kan forstå omfanget af, før vi står midt i det.
Vi kan kun teoretisere om det.
Jeg glæder mig usigeligt meget til at blive mor og jeg tror jeg vil elske denne lille spif allerede når den ligger i maven.
Men man bliver da konfronteret helt utroligt meget med sin egen indre mor og det er skide provokerende.
Tak for jeres kommentarer - det er så rart. Jeg oplever det ikke som en kliché med moderfølelser, genkendelse og kærlighed. Jeg labber det i mig. Det varmer helt ned i tæerne :-)
Send en kommentar