tirsdag den 27. maj 2008

17+5

I tankerne får jeg skrevet mange lange indlæg om hvor dejligt, jeg har det. Men de bliver aldrig til noget, fordi jeg har så hulens travlt både med arbejde og social-liv, med alle dem, der som altid er vågnet til dåd ved forårets komme.

Men det korte af det lange er, at jeg har den nemmest tænkelige graviditet. Mit største problem er, at fauna og flora i næsen er helt ude af balance. Næsen. Det er mit største problem. Der er ikke andet.

De sidste to uger er min mave vokset enormt. Hvis ikke jeg stadig gik i store skjorter (og tak for den trend) ville det være åbenbart for enhver. Jeg ser rigtigt gravid ud. Faktisk er jeg vist ret stor for 18.-19. uge. Alligevel har jeg stadig ikke taget et helt kilo på endnu. Det passer mig rigtig godt - jeg tærer åbenbart stadig på det rigelige depot, jeg fik bygget op i mit BIB-år. Hurra for det.

Psykisk er jeg langt mere stabil end jeg har været det sidste års tid eller to. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at der skal betydeligt mere til for at bringe mig til tårer. Det hele sitrer ikke lige under overfladen mere.

Travlheden på det sidste har gjort, at jeg ikke har helt det niveau af bevidsthed om det, der er ved at ske, som jeg godt kunne tænke mig. Det er jeg lidt ked af. Men travlheden aftager ganske snart. Og Provence kalder.

Men først er der MD-scanning og første jordemoderbesøg fredag. Uhhhhh det skal blive godt.

6 kommentarer:

QVINDEN sagde ...

Hvor lyder det dejligt alt sammen .... Men sig mig lige ... hvorfor er det, at det skal holdes ´skjult, at du er gravid - jeg tænker på din kommentar om de store skjorter? Hvorfor ikke med stolthed vise din graviditet frem? Jeg spørger nysgerrigt, fordi det faktisk også er lidt overvældende for mig selv det med at vise maven frem. Men jeg kan dælme ikke skjule den - uanset om jeg har store skjorter på eller ej.

knockmeup sagde ...

Hej Qvinde. I fasen, hvor det ligner flæske-mave ligeså meget som gravid mave, synes jeg bare, at det ser grimt ud og de store skjorter pynter. Desuden har jeg kun købt et enkelt par ventebukser, og de er ikke udpræget smarte, så jeg bruger stadig nogle af mine gamle bukser, blot med knap og lynlås åbne - her er de store skjorter også nødvendige..

MEN jeg må indrømme, at jeg også stadig har svært ved at min graviditet skal være offentlig. På min arbejdsplads føler jeg det virkelig mærkeligt, at mennesker, som ellers intet ved om mit privatliv, nu skal indvies i det. Og hvad angår bekendte.. tja jeg føler stadig, at jeg snyder lidt. At jeg ikke selv har forstået det nok, at det ikke er blevet virkeligt nok endnu til, at det kan være samtale-emne for andre mennesker. Jeg tror det føles lidt som hvis jeg havde en eller anden stor drøm eller ambition med mit liv, som andre mennesker gik og snakkede om. Forfærdeligt. Jeg ville ALDRIG afsløre sådan nogle drømme for andre end måske mine aller-aller-nærmeste.

Gudskelov har jeg opdaget, at jeg ikke er ene om at have svært ved at dele min graviditet. Det beroligede mig faktisk. Og du er åbenbart også med på holdet. Det er ikke alle, der har lyst til at råbe det ud fra hustagene.

Når vi kommer hjem fra Frankrig midt i juni går jeg helt public. Det er planen.

Har du været ude at købe en masse ventetøj?

QVINDEN sagde ...

Hej igen ...
Mht. ventetøj så synes jeg, at det er den mest fantastiske investering. Godt nok er bukserne ikke top-smarte, men de er dælme noget mere behagelige at have på end åbentstående alm. bukser - er min erfaring.
Jeg har købt et par lange sorte bukser, et par hvide sommerbukser (tre kvart) og en nederdel. Men jeg tror snart, at jeg skal have lidt mere, for jeg kan ikke holde det rent. Mit udgangspunkt var ellers, at jeg ikke ville bruge penge på en masse ventetøj - men på den anden side; hvis jeg ikke var gravid ville jeg jo alligevel have brugt penge på tøj, så ...

Mht. at se tyk ud contra at se gravid ud, så har det også været en umådelig svær periode for mig. Men nu ser jeg gravid ud - så lige et foto, der blev taget af mig forleden og jeg ser faktisk ud til at være to måneder længere henne end jeg er. Folk gisper også næsten, når de hører, at jeg kun er i 17. uge. Men mit udgangspunkt var også en str. 48, så jeg fyldte godt i forvejen. Min vægt er de seneste mange uger ikke steget - har i alt taget mellem 4-5 kg. på og det tror jeg faktisk primært skyldes mit rygestop. Jeg er i hvert fald svært tilfreds med at det ikke er mere - omend min jordemoder nok vil sige, at det er alt rigeligt på nuværende tidspunkt. Nå, det blev en lang smøre ....

knockmeup sagde ...

Hej igen igen - 4-5 kilo lyder fuldstændig rimeligt og er ret gennemsnitligt tror jeg. Hvis det ikke er under. Og hvis du samtidig er holdt op med at ryge, synes jeg du skal være rigtig, rigtig godt tilfreds. Jeg tog betydeligt mere på, da jeg holdt op med at ryge og jeg var ellers på kur samtidig for at undgå det. Og det må man jo absolut ikke som gravid. Så det kunne da ikke være bedre. Lyder som om din lille bebs også tærer på nogle gamle depoter.

Men selvfølgelig: hvis man er vant til at gå og skule til sin vægt så er det bare svært at acceptere at tage på, tror jeg. Jeg håber, at du får det bedre med det når du hører jordemoderen sige, at det er en fornuftig vægtøgning. Og det er jeg da helt sikker på, at hun gør.

Tror nok at du lige har overbevist mig om, at jeg godt må købe lidt mere ventetøj. Har dog gravid veninde med meget lækker stil, hvis tøj, jeg arver når hun har født om en måneds tid. Så jeg synes ikke der er nogen grund til at hamstre. På den anden side: de sidste 2-3 måneder har jeg skiftet mellem de samme 3 outfits hver dag og det bliver sgu lidt kedeligt..

QVINDEN sagde ...

Go shopping, girl :-)

Frøkenhat sagde ...

Dejligt at alt går godt.

Mht. ikke selv at have forstået graviditeten helt, så oplevede jeg, at det først for alvor gik op for mig, at jeg rent faktisk var gravid, da alle vidste det og spurgte til det.
Men selvfølgelig er det svært, når man normalt er et meget privat menneske. Offentliggør hemmeligheden, når du selv er klar...