1. jordemodersamtale (22+4)

Det tog min mor 1½ år at blive gravid første gang, selvom hun kun var 24-25 år. Efter en gennemskylning af æggelederne lykkedes det dog og de var meget lettede, mine forældre.

Men allerede da hun var to måneder henne, begyndte hun at bløde voldsomt. Ifølge familiekrøniken skyldtes det, at hun havde danset twist hele natten og den efterfølgende morgen, i en meget typisk demonstration over for min far, båret en tung kuffert temmeligt langt. Hun blev indlagt og fordi det havde taget hende så relativt lang tid at blive gravid, var hun bange for at det ikke ville kunne lykkes endnu en gang og hun fik, igen meget typisk, overbevist overlægen om at alle sejl skulle sættes ind for at redde graviditeten.

Hun blev indlagt. Ben opad, hoved nedad. Så snart hun kom i lodret stilling begyndte hun at bløde, så hun måtte ikke så meget som vende sig i sengen. Sådan lå hun, fuldstændig lammet, i fem måneder og da fødte hun min ældste bror, to måneder for tidligt. Det er 40 år siden og den gang var 2 måneder for tidligt selvfølgelig en endnu større udfordring end det er i dag og han lå i kuvøse længe. Det må have været forfærdeligt. Det hele.

Da hun 3 år efter blev gravid igen var hun sengeliggende i et par måneder og fødte vist ikke meget før tid. Og da det lykkedes 3. gang, med yours truely, havde hun en helt problemfri graviditet og kørte f.eks. alene i bil til Paris i 7. måned. Kækt gjort, hendes historie taget i betragtning. Efterfølgende fik hun en voldsom fødselsdepression. Hun mistede bla. totalt smags- og lugtesansen i flere måneder. Og jeg tror nok, at hun tog for sig selv i et sommerhus i en længere periode - hvad hun kunne gøre, da hun aldrig har ammet mere end et par uger og mig vist slet ikke.

Set i lyset af hendes historie, vil det nok ikke være overraskende for udenforstående, at min mor har været lidt hysterisk omkring min graviditet. Hun ville helst binde mig til en seng, det er helt sikkert. Og hun kan ligesom bedre håndtere det, når jeg har lidt smerter, end når jeg glider lalleglad igennem verdens nemmeste graviditet. For os der kender hende er det alligevel overraskende, for hun er ikke et menneske, der lader sig skræmme og andre menneskers forsigtighed, nervøsitet, følsomhed (="hysteri") er noget hun har meget lidt tålmodighed med. Men i dette tilfælde er det altså hende, der er ekstremt nervøs og det er vildt forvirrende - det føles sgu nærmest som omsorg..

Hun har været helt oppe i det røde felt, når jeg har haft lidt ømhed eller smerter og hendes nervøsitet har smittet lidt af, men jeg har ikke taget den alvorligt på noget tidspunkt. Jeg har ikke blødt så meget som et enkelt dryp i den her graviditet og lidt smerter er vel en del af opgaven, tænker jeg.

Men så var vi endelig til vores første jordemoder-samtale i morges. (Oplevelsen var en farce pga travlhed, men det springer vi over) Kombinationen af min mors historie, mine relativt hyppige (men langvarige) sammentrækninger i livmoderen og mine (sjældne) smerter lavt i underlivet tog livmoderen meget alvorligt. Jeg blev helt forskrækket. Et ret dårligt tegn, kaldte hun det. Så jeg skal være super-opmærksom. Og sandsynligvis scannes for at tjekke, at livmoderhinden er tyk nok. (livmoderhinden, kan det passe?)

Det har gjort mig nervøs. Jeg var i forvejen blevet lidt for fokuseret på historierne om dem, der føder i 26. uge, som en veninde til en veninde, netop har gjort. Og nu er jeg så ovenikøbet blevet placeret i en slags risiko-gruppe. Pis!

(ikke et ORD om det her til min mor!)

Men ellers så alt perfekt ud og hans hjerte bankede højt og taktfast. Dejligt at høre fra ham, for pga. min foranliggende moderkage mærker jeg ham meget lidt. Det er lidt trist.