fuldbåren

3 uger til termin. Det er helt ubegribeligt. At det kan være ubegribeligt er også ubegribeligt. Jeg er meget gravid og har været det længe.

Det har ikke været nogen ret god eller nem graviditet. Primært fordi trætheden og hormonerne har taget alt mit overskud. Det er grotesk når man ønsker sig en graviditet brændende og så bliver totalt nedtrykt i samme øjeblik, man faktisk er gravid.

De første tre måneder led jeg rigtig meget af kvalme. Så kom nogle måneder, hvor det gik langt bedre fysisk, men hvor jeg arbejdede som en idiot og lå vågen om natten af stress. I tredie trimester aftog stressen gudskelov, og selvom den blev afløst af ekstrem træthed, kvalme igen og gradvist flere stor- mave-gener, så har det mentale overskud været langt større på det sidste og det er vigtigere end noget andet.

Jeg har haft enormt dårlig samvittighed over ikke at føle mere glæde. Det er jo som om jeg allerede gennem det meste af graviditeten har svigtet min datter og jeg tænker meget på, om hun er blevet fysisk påvirket af alle de stress-hormoner og andet dårligt stuff, der har brust rundt i mit blod. Selvfølgelig har andre fostre oplevet det, der var værre, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om Max' lyse sind måske bygger på et prænatalt fundament. Det ved man jo ikke. En anden skræk, jeg har, er at jeg kommer til at være så mentalt uforberedt på fødslen, at jeg udvikler en fødselsdepression. Min mor havde sådan en, da hun fødte mig.

Jeg har formelt set været på barsel et par uger nu. Jeg arbejder stadig nogle timer hver formiddag, selvom jeg egentlig tænker, at det ville være godt for mig at fokusere 100% på lillesøsters komme. Der er bare så meget, jeg synes, jeg er nødt til at nå. Men der er ro på og tankerne om fødslen og lille baby fylder mere og mere og jeg føler mig mere og mere rolig ved det.

Jeg tænker også, at de negative, skyldfyldte og små-paranoide tanker kan blive selvopfyldende profesier. At det måske også kunne være en mulighed bare at tage det som det kommer og stole på, at naturen kan sit kram. Når lillesøster kommer skal naturen nok sørge for, at jeg giver hende ligeså meget omsorg som hendes storebror. At mit problem måske ikke er mere pisse-unikt end som så. Alle har en sværere graviditet anden gang, fordi de skal tage sig af det første barn og alle er bange for ikke at kunne rumme endnu et barn. Min nervøsitet er bare forstærket af at jeg selv har en mor, der ikke har gode evner udi kærligheden. Ind med humor, ud med skyldfølelse. Det skal nok gå og jeg er også begyndt at glæde mig nu.. Faktisk tror jeg, at der ligger en enorm glæde og gemmer sig inde bag den skyldfølelse. Jeg tænker nogle gange, at jeg ikke synes jeg kan tillade mig at forvente af livet, at det skal give mig så fantastisk en gave endnu en gang. Men måske er det virkelig muligt...

Jeg er overbevist om, at jeg kommer til at føde tidligt. Med Max var det 4-5 dage for tidligt og det kom totalt bag på mig. Denne gang bliver det mindst en uge for tidligt. Måske før. De sidste par dage synes jeg, at jeg har haft plukveer nærmest konstant...

to be continued.....