28-02-2013 kl 11.37

På dette tidspunkt for præcis 6 uger siden, gik jeg med meget små skridt fra Rigets fødemodtagelse til fødegangen. Der kan ikke have været meget mere end 100 meter, men jeg havde 3 veer undervejs.

Det var 10 dage før termin og det var ikke noget stort chok, men dog alligevel en overraskelse, da det hele gik i gang tidligt om morgenen den sidste dag i februar. Jeg vågnede kl 5.30 ved en kort smerte i underlivet, mærkede tydeligt at fosterhinden bristede med et puf og vandet begyndte at pible ud af mig. Der var ingen tvivl.

Jeg lå nogle minutter og følte efter inden jeg aede E og fortalte ham, at vandet var gået. En mand kommer op til overfladen med lynets hast ved de ord.

Tilfældigvis var Max hos sin farmor, så det var bare os to. Jeg havde ingen veer, men lå i sengen mens jeg dirigerede E rundt i lejligheden efter de ting, vi skulle have pakket sammen. Det var meget fredeligt og hyggeligt og intenst stilhed før storm. Efter en times tid begyndte veerne og der var fra starten kort imellem dem. Intervallerne var lidt uregelmæssige, men inden for en times tid gik vi fra ca 7 minutter til 3,5 minutter mellem hver og da turde vi ikke blive hjemme længere selvom veerne stadig var udholdelige - alt for svage..

Kl. 7.30 sad vi i en taxa på vej til Riget. Taxa-chaufføren var tydeligt rørt over situationen og jeg er sikker på, at han var opfyldt af erindringen om sine egne børns fødsler.

KL 8.30 lå jeg og fik kørt strimmel på fødemodtagelsen. Der lå jeg i en time, fordi jordemoderen gerne ville holde lidt øje med lillesøsters hjerte, som så ud til at reagere lidt uheldigt på veerne. Da jeg lå der sank det høje humør gradvist, som sagens alvor rykkede tættere på. Fornemmelsen af at stå foran et ocean af smerte og den største fysiske udfordring. Dramaet og faren. En lille stemme indeni peb om jeg ikke godt måtte blive fri og bare komme hjem i sofaen med en latte og en croissant.

Da vi omsider kom over på fødestuen var klokken, som nu, lidt over 10. De lidt svage veer var forvandlet til heftige smerter og derfor var jeg temmeligt nedslået, da jordemoderen konstaterede, at jeg stadig kun var omkring 3 centimeter åben. Det slog mig lidt ud, for nu så jeg for mig, at jeg skulle have veer med den intensitet - altså med få minutters mellemrum og næsten ubærlige i styrke i mange timer. Jeg bad om at få en hvilken som helst smertelindring, men jordemoderen holdt mig hen med forskellige udgaver af 'ja. lad os nu lige se'.

Der var fødekar på stuen, men desværre tog det ca en time at fylde det i den rette temperatur. Det var længe at vente. Jeg havde efterhånden 30 sekunder mellem hver ve og brølede ikke bare højt, men virkelig af al kraft - så højt jeg overhovedet kunne - for at holde det ud. Det var lige i overkanten. Men hvis jeg havde vidst, at lige om lidt ville det hele være overstået, havde det ikke skræmt mig så meget.

Da jeg endelig kom i karet var jeg ved at være klar til at føde. Under ve-stormen havde jeg udvidet mig 7 centimeter på en time. Som smertelindring på dette stadie var det lunkne vand en joke, men det var dejligt at komme derop alligevel. Jeg havde meget brug for at sidde på knæ og det egnede karret sig desværre ikke så godt til, fordi det havde sådan et dumt indbygget sæde- Konsekvensen var, at hver gang, jeg pressede, havde jeg hovedet under vand. Ikke optimalt. Men det var SÅ godt at føde i vandet.

Jeg vil tro, jeg har i vandet et kvarters tid inden jeg begyndte at presse. Jeg synes jeg lagde ufatteligt mange kræfter i de pres. I følge journalen tog det vist 13 minutter. Desværre drejede hun sig, lige da hovedet kom fri, så skuldrene lå på tværs og resten af kroppen skulle også presses ud i stedet for bare at smutte ud som normalt. Det var faktisk værre end at presse hovedet ud. Men ud kom hun, og sejlede op mellem benene på mig, op i mine arme. Kl 11.37. Og da jeg efterfølgende lå på briksen med hende i armene, brød forårssolen igennem og væltede ind på stuen (og derefter skinnede den konstant den første uge af hendes liv)

Jeg var langt mere til stede, da hun kom ud til os, end jeg var med Max. Samme oplevelse havde E. Det skyldes selvfølgelig dels at det var anden gang. Men helt sikkert også, at det er meget bedre at føde på knæ i et kar, end liggende på ryggen på en hård briks, som en hjælpeløs bille.

Kl 16.30 sad vi i en ny taxa på vej hjem igen. En meget syret oplevelse. På sådan en almindelig arbejdsdags tid havde vi rejst ind i helvede efter lillesøster og derfra rejst tilbage til hverdagens verden med myldretidstrafik og overvejelser om hvad vi skal have til aftensmad.

Hun var længe undervejs, vores lille pige. Endnu længere end storebror, tror jeg. Men nu er hun her. Om præcis en time er hun 6 uger gammel.