De første måneder med 2 børn

I dag er lillesøster 11 uger gammel. Max var sådan en nem baby, så jeg regnede med at vi ville få et kolikbarn eller noget lignende denne gang, men hun er mindst lige så nem. I dag har jeg været ved sundhedsplejeskernes åbent hus for at få hende vejet. Hun sover nemlig så meget, at vi har været bekymrede for om det er for meget. Men alt er godt. Hun vokser ok, er stærk og nærværende. Så bekymringen for om det var for godt til at være sandt er unødvendig.

Med 11 uger er de første spædbarnsproblemer overstået. Ikke mere mavepine og gråd af den grund. I stedet er hun de sidste par uger endelig begyndt at komme ud af den fosterlignende tilstand og slutte sig til os. Hun smiler kådt når man snakker med hende og er så småt begyndt at slå ud efter ting. Det har betydet rigtig meget for mine følelser omkring 2-barns situationen. De første mange uger led jeg meget af den dårlige samvittighed, som jeg sådan havde frygtet. Ikke så meget dårlig samvittighed over for Max (som jeg dog enkelte gange har grædt af længsel efter) men dårlig samvittighed over for lillesøster. For jeg har ikke følt noget der bare kommer i nærheden af det intense bånd og den store lykke, som jeg gjorde med Max. Og jeg har været skrækslagen for, om jeg aldrig ville få den slags følelser.  Man hører det jo alle stedet fra: det er noget andet. Det er noget helt helt helt andet, det er det virkelig. Jeg kan godt blive ked af at både hun og jeg er gået glip af den store forelskelse, men jeg tror i virkeligheden at hensynet til storebror i sig selv har gjort det umuligt.

Nu hvor hun begynder at slutte sig til os, glæder jeg mig vildt meget til hun bliver lidt ældre og kommer til at bidrage lidt mere til familien. Indtil videre har hun jo mest været en opgave. For os alle tre. Men man fornemmer allerede forskellen. Max er begyndt at tale til hende og kysse hende og hun griner tilbage. Hvor jeg glæder mig til at vi for alvor kan begynde at lege med hende.

Jeg synes ikke rigtig jeg har nogen fornemmelse af hvad hun er for en. Jeg synes ikke jeg rigtig kan se tydelige forskelle fra Max. Hun virker fredelig og glad. Måske mere mild hvor Max måske var mere intens. Måske. Jeg glæder mig til at lære hende mere at kende. Og til at vi rigtigt bliver en familie på 4 i stedet for 3 med et vedhæng..