Jeg vågnede totalt mopset her til morgen. Har haft en lang og pinagtig drøm om at fucke alting op og ikke kunne nå frem til det møde, hvor folk sad og ventede på mig. Jeg hader de der kan-ikke-nå-frem-drømme. Har dem for tit.
Siden vi blev BIB'er - for alvor for lidt over en måned siden - er det som om alting er gået i stå. Jeg føler det som om jeg INTET har foretaget mig. Jeg kan ikke koncentrere mig om noget. Og måske vil jeg heller ikke. Jeg får ikke lavet noget arbejde og jeg føler mig som et dybt useriøst menneske.
Det er en helt absurd situation at gå og vente på, at dét store skal ske, der forandrer ens liv for altid. Det er som at sidde fast i limbo. Jeg har allerede lagt det gamle liv bag mig, det er lukket land nu, men jeg kan ikke komme ind i det nye. Så jeg sidder fast i et ikke-liv midt imellem og kan intet stille op. Jeg eksisterer næsten ikke. Det eneste jeg kan finde ud af er at søge informationer om fertilitet, forplantning etc eller deltage i debatterne på min-mave. Så får det nye liv et lille anstrejf af virkelighed.
Bortset lige fra den dag, hvor erkendelsen kom, har jeg ikke følt det som en sorg at skulle have behandling. Måske er der endda et lille hjørne af mig, der godt kan lide, at vi skal kæmpe lidt mere for det. Jeg har ikke været ulykkelig, men faktisk holdt mig forbavsende munter og ved et mirakel har hormonerne ikke sendt mig ud i det totale hysteri, som jeg havde ventet. Så på den måde er det ikke så slemt.
Jeg får bare spat af at sidde fast her. Jeg får spat!
Det man skal gøre er selvfølgelig at holde tankerne fra det. Det modsatte af at blogge om det og tjekke om der er nyt på div debatfora 5-10 gange om dagen. Jeg bliver vred over min manglende selvdisciplin. Over at jeg ikke kan tvinge mig selv til at lægge al energien over i det arbejde, der virkelig trænger til energi. Men der er en meget trodsig og skruk teenager indeni mig, som nægter at give slip på drømmen i så meget som et øjeblik.
Hjææææælp, jeg sitter fast!!!
Herovre på den anden side...
9 år siden
2 kommentarer:
Hej Søde
Dejligt at du har oprettet en blog også. Så kan jeg kommentere på dine tanker også.
Jeg føler sgu med dig. Din beskrivelse af, at sidde fast i limbo er PRÆCIS som mine følelser.
Det med at forlade sit gamle nul-børn-og-masser-af-friheds-liv har jeg også forladt. Jeg har ikke brug for friheden længere. Det virker tomt og meningsløst at skulle lade som om jeg synes friheden uden børn er det fedeste.
Jeg er jo voksen nu og klar til det næste skridt med at påtage mig det ansvar det er at blive forælder. Når det så er så svært at blive gravid, så føler jeg mig bare så snydt.
Men jeg er heldigvis ved at give slip min utålmodighed og have tillid til min krop laver en baby, når den er klar. Og jeg har det som dig - det er fedt at være i behandling. Og vi MÅ da blive bedre og mere rummelige mennesker af denne proces.
Hyggeligt at høre fra dig, Spif, og velkommen hjem fra skiferien. Jeg håber, at du er kommet tilbage med nyt mod på alting. Kender godt situationen med konflikt eller bare dårlig stemning på ÆL-dagen. Da tror jeg faktisk det er en rigtig god ting at kunne finde ud af at springe forplantningen over -ellers kan det vist være meget ødelæggende. Du har testdag næste lørdag så? Håber, at du kommer og deltager på min nyoprettede count-down-tråd.
Du har ikke været så aktiv på det seneste, hverken på din blog eller min-mave. Kan man tage det som et tegn på, at du er lykkes med at tage den mere med ro?
Jeg har selv haft travlt den sidste uge og mine tanker har været optaget af andre ting. Det har sådan set været en stor lettelse.
Jeg håber du har det godt.
Send en kommentar