ikke at forglemme

Jeg fik en mail for nyligt, som jeg virkelig kunne mærke faldt på et tørt sted. En veninde, som bor i London og jeg derfor mest kommunikerer med på mailen, skrev og fortalte om livet efter at hendes datter er kommet til verden her i februar.
Rædselsfuldt, kalder hun det. Det værste hun nogensinde har prøvet. Mareridt fra ende til anden. Hun er så bange for om hun nu gør det hele ordentligt og den lille græder så meget, at hun simpelthen er faldet fra hinanden og er bange for at udvikle en fødselsdepression.

Det gav mig et tiltrængt reality check. Selvfølgelig går man ikke og bilder sig selv ind at det er 100% søde pigedrømme at få et barn. Men man mister nok lidt grebet i, hvad det er man går og drømmer om. Det slog mig, at det nok kan være ret farligt.

Jeg tillader ikke mig selv at nyde baby-drømme på nogen ret eksplicit måde. Jeg forestiller mig ikke hvordan det er, dagdrømmer ikke. Der er trods alt nok sunde forsvarsmekanismer i mig, til at der er en helt spontan blokering over for den slags (interessant nok, egentlig, for ellers er jeg generelt til fals for en god dagdrøm..)Så hvad kommer det til at handle om i stedet? At få sin vilje, det er nok en del af det. Og så bare det med at komme videre, som jeg før har talt om. Og noget sådan helt lotto-agtigt -uhhh hvor er det spændende, jeg kan næsten ikke holde ud at vente længere på at finde ud af, om jeg har vundet. Det er forfærdeligt og det lyder så primitivt. Men jeg tror, at det dybest set handler om, at man ikke tør give sig selv lov til at tænke tanken ud og så må man fylde den med noget andet. Men så er det jo altså, at man godt kan miste grebet lidt...