Maxmaxmax

Jeg får aldrig rigtig skrevet om min lille dreng. Nu skal det være.

En ting, jeg i hvert fald før har skrevet er at Max er en meget glad og udadvendt dreng. Der er altid smil og latter til alle. Han er berømt viden om for altid at klappe. Især når han selv har klaret en eller anden opgave - at sætte mors mobiltelefon ned i havregrøden f.eks. - så klapper han begejstret af sig selv.

Han har to passioner: Musik og madlavning. Han elsker musik og klapper og rokker så snart han hører en rytme. Også hvis det bare er fordi man slår en rytme på bordet. Men endnu mere elsker han madlavning. Den bedste leg for Max er at røre rundt med en ske i en gryde. Sådan har det været i et halvt år, så man skulle tro det havde mistet sin magi, men nej. Han bliver fuldstændig afsindig, når man laver mad. Så meget at det virkelig er et problem. For han skriger og sparker hvis ikke han får lov til at sidde på kokkens arm mens det står på - og selvfølgelig helst får lov også at røre lidt. Man kan jo ikke lave mad med 13 kilo på armen, så tit er madlavningsstunderne lidt hårde.

Han har endnu ikke nogen ord. Strengt taget er han vist ved at være lidt bagud med det. Men han er ellers ekstremt snakkesalig og holddaop hvor er han blevet god til at kommunikere her på det sidste. Han peger og skræpper op og det lykkes stort set altid at finde ud af hvad han vil. Tager en i hånden og trækker en rundt indtil han har fået forklaret sig. I går sad jeg f.eks. og så nyheder i fjernsynet. Max blev ved med at komme og smide fjernbetjeningen ned i skødet på mig for så derefter at gå helt hen og pege på fjernsynet. Da jeg først blev opmærksom på, at der var noget han ville, var det jo ret klart: Sæt Max' film på. Ganske rigtigt. Tilfreds kravlede han op i sin egen stol og lænede sig tilbage på sin stolte herremandsmåde.

Han går mere end han kravler nu, men han er stadig usikker på benene. I vuggestuen går han åbenbart ikke. Det ser stadig ufattelig sødt ud. Han er først så småt begyndt at tage armene ned fra den søvngængerstilling han plejer at have dem i for at holde balancen.

Max har nogle meget rolige forældre, men han er ikke noget roligt barn. Der er lidt for meget gang i ham. Med mindre han er syg, kan man faktisk ikke sidde med ham på skødet, for han kan ikke sidde stille. Det kan godt være lidt frustrerende, for moren især vil jo gerne sidde og nusse. På det seneste er han begyndt at kunne sidde længere hvis vi 'læser' bog. Så tager han ens finger og peger på de forskellige ting i bogen med den. Det er meget sjovere end bare at lade mor pege selv.

Vi har et dejligt not-by-the-textbook putteritual, som har fungeret længe efterhånden. Efter præ-putningsritualet lægger vi os ind i dobbeltsengen og kigger lidt i yndlingsbogen (han har to, Dyrene fra Noahs ark og Olines venner ) efter fem minutters tid, lægger Max sig ned og putter sig ind til mig med sin flaske, jeg synger et par sange og han sover. Det er det dejligste ritual i verden - så længe det fungerer så gnidningsfrit selvfølgelig. Jeg elsker, at han selv vælger at lægge sig og jeg elsker at ligge helt tæt i ske med ham indtil han falder i søvn. Elsker lyden af hans åndedræt og hans varme, krydrede duft.

Sådan får jeg indfriet nogle af mine nusse-behov. Og så med kys. Max er rigtig dygtig til at kysse - og har for nylig lært, at man ikke behøver lade munden stå på vid gab...

Han er simpelthen så dejlig. Men han er også hårdt arbejde. Også når han er rask. For der skal hele tiden ske noget og selvom han leger lidt for sig selv, så er det jo i allerbedste fald i ti minutter. Resten af tiden er man på. Det er helt sikkert et temperamentsspørgsmål, hvad der føles hårdest. For mig var det ikke svært de første måneder. Fordi Max var nem og fordi jeg ikke havde noget problem med ikke at foretage mig andet end at amme og sove. Jeg er en dovenfis.Til gengæld er det svært for mig at skulle holde dette høje aktivitetsniveau hele tiden. Puhhh,