milepæle

Det er blevet hverdag at dele livet med Max. 1½ år er på en gang lang tid og meget kort tid. Jeg har krydset den grænse, hvor det pludselig er fuldstændig ubegribeligt, at det kun er 1½ år siden, vi lå på hospitalet og så ind i hinandens øjne for første gang. 19 måneder for at være præcis. Tænk, for 19 måneder siden kunne vi kun fantasere om ham. Og fantasierne havde slet ikke noget at tage fat i. Det var umuligt at forestille sig.

Det er meget forskelligt hvordan nybagte forældre har det de første tre måneder. For mig er der ingen tvivl: det er de bedste 3 måneder i mit liv. De tre måneder står i min erindring som en pubbe af varme, ro og tryghed. Og lykke som jeg aldrig kunne have forestillet mig det.

Den første milepæl for mig kom ved 5 måneder. Det var dér Max kom til verden for anden gang. At han blev menneske. Nøj, hvor var jeg forelsket. Pludselig kunne han ting, han møvede sig omkring, pludrede, grinede og var så fuldstændig ufatteligt smuk. Jeg tror jeg havde en periode der, hvor jeg ikke lavede stort andet end at se på ham. Sådan husker jeg det i hvert fald.

Næste milepæl var da han rejste sig op. I august. Desværre faldt den milepæl sammen med mit styrt. Jeg har aldrig fået skrevet om det her, men i en vild spurt efter at redde Max fra hvad der forekom mig at være den sikre død, faldt jeg og min albue gik af led. Jo, min underarm vendte den forkerte vej og det gjorde præcis så ondt som man kan forestille sig. Det var altsammen meget dramatisk og ubehageligt og jeg endte med at have hele armen i gips i 6 uger. Fra skulder til hånd. Højre arm. De første mange uger kunne Max overhovedet ikke være i nærheden af mig. Og alt i alt gik der vel 2½-3 måneder før jeg kunne bære ham igen. Jeg ved ikke hvordan vi klarede det. Jeg ved ikke hvordan min E klarede pludselig at skulle stå for ALT og jeg ved ikke hvordan jeg klarede den fysiske afstand. Jeg kan slet ikke forestille mig det nu. Og det er i øvrigt først inden for de sidste 2 uger at jeg kan strække armen helt - 9 måneder senere.. Nåmen det var af gode grunde på det tidspunkt min E startede barsel og jeg vendte tilbage til arbejdet.

Tredie milepæl var opstarten i vuggestuen. Det var hårdt. Hårdt fordi dér begyndte hverdagen og virkeligheden igen. Og hårdt fordi det var første gang jeg for alvor skulle gå på kompromis i forhold til Max. Det var første lille skub ud i selvstændigheden - og ud i ensomheden. Der blev han for første gang alene. Derfra er det kun ham, der både kender Max i vuggestuen og Max derhjemme og Max hos farmor og Max... Jeg selv kender kun en lille del af hans liv, men det var ikke så meget det, der gjorde ondt, som det var tanken om ensomheden i at være sig selv. Gad vide om det giver mening.. Vuggestuestart er selvfølgelig den første af mange gange hvor man skal give slip, lukke øjnene og bare bede til at de vender stærke og glade tilbage. Og sådan gik det gudskelov. Men lidt ked af det bliver jeg stadig, når jeg tænker på, at der - i følge deres eget udsagn- faktisk gik 3 måneder før pædagogerne opdagede hvilket livsstykke Max er. Hele 3 måneder hvor min lille dreng ikke var sig selv fordi det hele var for overvældende.

Siden jul har jeg arbejdet næsten alle weekender og mange aftener. Jeg ser ham ca 3 timer om dagen. Selvfølgelig er jeg ked af at arbejde så meget i denne tid, der aldrig kommer tilbage. Men alt er tid, der aldrig kommer tilbage fra nu af. Tid er blevet så ufattelig kostbar. Et par timer pist, en måned hist - det betød ikke en skid tidligere. Nu er alt et regnskab af kostbare timer. Jeg tror ikke han - eller vores tæthed - lider skade af, at jeg ikke er der så meget, som jeg gerne ville. Men han er meget needy omkring mig for tiden. Meget. Fuck hvor jeg glæder mig til at få weekenderne tilbage. Til august. August.