Mens kom med tilstrækkelig forsinkelse til at jeg nåede at have et lille døgns tid, hvor det spinkle håb faktisk blev til en slags tro. Jamen er det ikke utroligt. Jeg er ikke det man ville kalde en ukuelig optimist, så jeg bliver rystet over at jeg lader mig rive med på den måde.
Resultatet er selvfølgelig, at jeg er røget ned i et kæmpe sort hul inden vi overhovedet er begyndt på behandling. Og jeg kan slet slet ikke holde ud at skulle starte. Jeg er en lille hund, der presser mig mod gulvet i dag.
Jeg hader det her. Har jeg nævnt det.
Herovre på den anden side...
9 år siden
2 kommentarer:
Uhhh jeg kender det og får tårer i øjnene af at kunne genkende den følelse du beskriver. Jeg er så kuet af den så jeg slet ikke tør tænke tanken om et barn mere. Du er modig you go go go kram vigga
Det kunne være mig der havde skrevet det indlæg. Har faktisk gået og forsøgt at tage mig sammen til at skrive om hvor absolut frustrerende det er når ens hjernen trods alle odds insisterer på at have håb og kan få mig så overbevist at det gør ondt.. Øv!
Håber solskin hjælper lidt på humøret? Knus
Send en kommentar