dilemmaer og paradoxer ad absurdum

Puha det har været noget skidt de sidste par uger. Plejer at kunne klare skærene ved bare at gøre min verden helt lille bitte i nogle dage, melde mig ud af alt og sove alt hvad jeg kan i et par dage. Primitivt, men det virker sgu.
Denne gang har det bare ikke være muligt. Der har været en hel masse ting, som ikke kunne udsættes eller aflyses og jeg har følt mig virkelig hårdt presset. Oveni forpligtelserne fik både E og jeg en eller anden ond virus. Typisk. Her i weekenden har jeg endelig kunnet trække stikket ud og jeg har det meget bedre igen.

Det værste ved bedstevenindens graviditet var, at jeg vidste, at jeg ikke ville kunne styre min vrede. Hun ved godt, at det ikke var en nem besked for mig at få. Men man kan ikke forvente af noget menneske, at det skal kunne forstå, hvordan man kan blive så vred. Sådan reagerer jeg. Med en vrede som ligger helt uden for min kontrol og som faktisk føles helt berettiget. Man kan sgu altid finde en grund til at være vred på selv det kæreste kræ. Og der gik ikke et minut før jeg følte denne vrede komme snigende. Jeg startede straks med at være vred over måden hun gav mig beskeden på, tidspunktet, alt hvad hun i øvrigt sagde i løbet af samtalen. Og jeg mistede akut lysten til at se hende, tale med hende, tænke på hende. Alt dette som ved et slag med den onde fes tryllestok. Bedsteveninden holder usædvanligt meget af mig. Hun tager del i mit liv på en helt utrolig måde. Hun har ikke sjældent bedre styr på mit liv, end jeg selv har. Hun husker ALT hvad jeg skal i næste uge og skulle i sidste, fordi det der sker i mit liv også sker i hendes. Hun ville have meget meget svært ved at håndtere min vrede. Selv hvis hun forstod den. Og det tror jeg som sagt ikke man kan uden at have været lige præcis her.

Men det var ved den besked, at tråden knækkede for mig. Jeg var egentlig ok efter aborten og havde fundet kræfter til at rejse mig igen. Sat en overlevelsesplan sammen. Efter beskeden om hendes graviditet brød jeg simpelthen sammen og røg i katastrofetilstand.

Bedsteveninden har i mellemtiden aborteret. Det er grusomt, men sandheden er , at det er betydeligt nemmere for mig at håndtere. Og det føjer så endnu en bizar oplevelse til rækken af følelsesmæssige oplevelser man fandme aldrig troede kunne overgå en der er relativt kærlig, empatisk og moralsk, som jeg oplever mig selv. Jeg følte dyb sorg over en elskets glæde og lettelse over hendes sorg. Wow! Selvfølgelig er der skam forbundet med det i et eller andet omfang, men gudskelov ved jeg, at disse følelser nærmest er the name of the game (takket være internettet) og jeg har ikke de store problemer med at tilgive mig selv. Jeg er fantastisk lettet over, at jeg ikke skal tilbringe de næste mange måneder i vrede mod et af de mennesker, der står mig nærmest og det er ok.

Indtil videre er jeg nu vred på hende alligevel, men det er (tror jeg nok) en helt anden historie. Hun blødte lidt for meget et par dage, blev scannet, hvor de ikke så hjerteblink og fik akut medicinsk abort. Da jeg talte med hende bagefter kørte hun helt vildt på med, at det ikke var noget særligt. Og hånede faktisk sygeplejersken for at have pisket en stemning op om, hvor mange smerter, hun ville få og uuuhhh hun måtte ikke være alene. Den vildeste omgang 'åh folk er sådan nogle pylrehoveder'-diskurs. Det gjorde mig rasende. Jeg er stadig lidt rasende, tror jeg nok.

Et lille PS: Et par timer efter venindens dengang glade announcement kom samme besked fra Es bror og svigerinde. Som i øvrigt efterfølgende skulle bo hos os i to dage. Og hvis 2-årige datter vi skulle passe. I løbet af to hele dage lykkedes det mig ikke at ønske dem tillykke. Jeg nævnte ikke deres graviditet med et ord. Jeg kunne simpelthen ikke. Det er svært at forklare, men jeg kunne ikke få ordene over mine læber. De må synes jeg er sindssyg, men jeg har det faktisk ok med at jeg lod være.