43 dage tilbage

43 dage. Det er altså ikke ret meget. Igen og igen hører man folk sige, at så kan det jo blive nårsomhelst nu. Gisp!

Jeg tænker da også på det hele tiden. Hele tiden! Så meget at jeg godt kan få lidt spat af at tænke på det hele tiden.

Jeg er blevet enig med mig selv om, at det nok ikke er alt for usædvanligt at have lidt forvirrede følelser omkring det hele på det her stadie. Det er så forfærdelig svært at forestille sig - både selve fødslen og alt det, der følger.

Jeg er ikke så bange for fødslen mere. Jeg bilder mig ind, at det gør en forskel, at jeg har erfaringer med meget stærke underlivssmerter. I min famile har kvinderne så stærke menstruationssmerter, at vi af og til simpelthen besvimer af smerte. Jeg har et par gange oplevet at nå at tænke, hvis det her bliver værre så klarer jeg det ikke og 'pling' så var bevidstheden væk. Min mor fik morfin mod sine menstruationssmerter, men det har jo så ikke været så moderne med den slags i min tid. Nu sagde jordemoderen på Riget godt nok, under sin stand-up comedy af en fødselsforberedelsesforelæsning, at med mindre man har prøvet at brække sin ryg ti steder på én gang, skal man ikke forestille sig, at man har nogen anelse om, hvad ve-smerte er og det anerkender jeg. Men jeg forestiller mig, at man bliver mindre forskrækket over veerne, når man tidligere har oplevet det med at blive helt opslugt af smerte, så intet andet eksisterer. Og for min E's vedkommende, når han har været vidne til det før.

En ekstra trøst ligger der så i, at min mor ikke havde ret voldsomme veer. Hun har heller ikke haft voldsomt lange fødsler. Så lige på dette område satser jeg på at ligne hende. Bare i en udgave med bredere hofter.

Desuden har det hjulpet mig at forstå lidt mere om fødslens faser. Utroligt så lidt man faktisk ved om fødsler indtil man aktivt begynder at undersøge fænomenet. For mig har det betydet virkelig meget endelig at fatte, at den lange, smertefulde del af fødslen handler om at udvide sig. Mens den del hvor urimeligt stort objekt skal ud gennem den hellige korridor faktisk normalt ikke varer mere end en halv til en hel time. Det gør en gigantisk forskel for mig. At man kan tænke på, at de hæslige timer, hvor man tror man skal dø af smerte, bruger man faktisk på at skabe en lidt mindre grotesk smal fødselspassage. Mens den fase hvor alting opløses i blod, ekskrementer og dyrisk naturlighed, så at sige, er meget kort.

Og selvfølgelig har kvinder gjort det altid og vi er skabt til det - intet kunne være mere naturligt. Men sådan er det jo også med døden. Og den er jeg altså heller ikke helt tryg ved,