En flygtning krydser sit spor

Det er med meget blandede følelser, at jeg læser beretninger fra BIB-livet efter jeg selv er kommet ud på den anden side. Det gør så utroligt ondt at blive mindet om, hvilket helvede det er. Og den følelse er altid iblandet en fornemmelse af forræderi. Af at have stjålet staffetten og være stukket af med den. Langt, langt væk i vild galop. Jeg vil så gerne vende om og sige til dem allesammen at det nok skal gå, at det er overstået en dag. At livets tandhjul finder hinanden igen og ligeså langsomt sætter det hele i gang igen. Men det kan jeg ikke sige. For der er jo nogen, det ikke lykkes for og det er den viden, der er BIBerens mareridt. Man kan ikke regne med, at det er overstået en dag og derfor stirrer man ind i en uendelighed af uvished hver eneste fucking dag. Det er umuligt at forklare, hvor ondt det er.

Jeg holdt selv ret tidligt op med at kunne sætte pris på andre BIBeres befrielse. Til at begynde med var der ikke noget, der var lækrere end at høre om og forestille sig, hvordan det føles. Sidenhen, i mit trods alt korte behandlingsforløb, følte jeg kun vrede og var ofte helt ude af stand til at læse de lykkelige indlæg. Sprang dem over og læste kun beretninger om skuffelser og frustration.

Nu er det selvfølgelig modsat. Jeg er skrupsulten efter at se nye BIBere forlade ingenmandsland. Og det er svært at læse om skuffelserne. Men samtidig er der noget i mig, der insisterer på at blive ved at opsøge historierne. HUSK DET! er vel drivkraften. Jeg vil aldrig glemme hvilket mareridt det var og hvor fandens heldige vi var, at vi kom ud af det og fik vores ønske opfyldt. Selvfølgelig er lykken ikke endegyldigt gjort, fordi man bliver gravid. Der kommer andre problemer. Og jeg tror at mange BIBere får plantet en sådan frygt for at være særligt forfulgte og uheldssvangre, at det bliver til en slags paranoia, der gør det svært at nyde og stole på glæden. Men jeg har lovet mig selv aldrig at glemme taknemmeligheden. Og det løfte vil jeg holde.