Jeg gjorde det helt rigtige i går, som reaktion på min fortvivlelse over Max i vuggestuen. Ringede til min E - som normalt står for afhentning (og aflevering faktisk) for at jeg kan få ordentligt lange arbejdsdage - og sagde at jeg nok skulle hente.
Max er altid i godt humør, når man kommer for at hente ham. Det klynger jeg mig til når jeg bliver ked af det. Og også da jeg kom i går. Han kravlede rundt med noget legetøj i et hjørne med lille Kamille og så mig først efter jeg havde iagttaget ham længe. Han kravlede over på mit skød og kyssede og krammede og der sad vi et stykke tid og snakkede med en af pædagogerne. Uopfordret sagde hun alle de rigtige ting. Max er en dreng, der virkelig trives. Man mærker tydeligt, at han har et utrolig stærkt fundament. Han græder aldrig i løbet af dagen, kun lige når vi siger farvel. Ellers er han glad og sjov og nem. Hun fortalte, at da hun var kommet på arbejde samme morgen var Max kommet hoppe-kravlende imod hende, på sin helt særlige etbenede måde, mens han havde peget på hende og skræppet sit - meget høje - dadadadada. Jeg kunne lige se det for mig og ved, at så er han glad. Jeg blev så lettet og stolt over den samtale, at alle eftermiddagens tårer forsvandt som dug for solen.
Men selvom han er en glad dreng, der trives og vi har nogle ufatteligt søde og seje pædagoger, som jeg har respekt for, så føler jeg alligevel, at vuggestuen ikke er den rigtige løsning for de små børn. De har, ifølge børnepsykologien, reelt ikke brug for samvær med andre børn før to-årsalderen. Og derfor synes jeg faktisk at de skal passes privat indtil da. Jeg vil ikke ændre på Max' pasning, for uanset hvor hårdt det ville være for ham, så ville jeg slet ikke selv kunne klare en omstilling. Nu hvor jeg har fået det lidt på afstand kan jeg se hvor enorm en psykisk udfording det er, at få inkorporeret sådan en institution og dens fremmede mennesker i det dybeste og mest sårbare af ens følelsesliv.
Nej, jeg vil ikke lave det om nu, men jer der står foran at skulle tage pasningsbeslutninger vil jeg opfordre til at overveje om man måske skulle vente med vuggestuen til 2-årsalderen.. Selvfølgelig skal de socialiseres, de små og de må for alt i verden ikke starte så sent på den proces, at de får en social ulempe og ikke kan finde ud af at trænge igennem til de andre. Men der er måske ingen grund til at starte allerede i et-årsalderen...?
"Jeg vil hverken i hugge-stue eller skære-skole" sagde jeg selv da jeg var lille (det var vist Skæring skole, jeg refererede til).
Herovre på den anden side...
9 år siden
3 kommentarer:
Ham max lyder som verdens dejligste dreng. Lige så skøn som min egen – måske bare en anelse nemmere ...
Jeg synes det lyder som nogen rigig kloge opservationer du har gjort dig. Og helt sikkert rigtigt at lade ham være hvor han er nu. Det lyder tilat være et godt sted.
Vores børn kommer i dagpleje af helt samme årsag som du beskriver. Vuggestue føler jeg er en alt for stor mundfuld så tidligt. Især da Carl er sådan et følsomt barn. Tror simpelthen at han ville have svært ved at kapere det.
Vi har også, af de helt samme grunde, valgt dagpleje til vores datter - hun kommer afsted, når hun er omkring et år.
Jeg har arbejdet i en vuggestue, og jeg synes, at det er et stressende sted for så små børn.
Kh. Johanne
Har lige gået og tygget på dit indlæg. Det satte lige en del tanker igang. Og jeg ved egentlig ikke hvad jeg helt selv mener.
Men jeg tror desværre du har fat i noget der er rigtigt. Og du har været inde på det før. at det på en eller anden måde er naturstridigt at aflevere sit barn til nogen som ikke holder ligeså meget af det som en selv, og som jo alt andet end lige derfor ikke kan passe ligeså godt på det. Eller hvad?
Jeg tror egentlig også at et barn i 1 års alderen ikke har brug for at være sammen med en masse andre børn. Men jeg har også venner som er helt helt overbeviste om at det er det eneste rigtige og mener at deres børn havde godt af at komme ud blandt andre børn i en vuggestue. Så kan man sige: kan en legestue et par gange om ugen ikke være nok? Måske. Måske ikke. Det forbandede er jo at vi ikke kan spørge de små guldklumper hvad de helst vil og hvad der er bedst for dem.
Jeg må desværre indrømme at jeg ikke ved nok om dagplejere til at vide om det er det rigtige for os. Jeg tror lidt jeg har nogle ret udokumenterede fordomme om dagplejemødre og deres (manglende?) pædagogiske evner. Det bunder måske også i en tragedie i familien, hvor et barn druknede i en pool hos dperen (som jo selvfølgelig har mærket den stakkels kvinde - altså dperen - for livet). Men måske er det slet ikke det, børn har brug for? Er alle dpere omsorgsfulde og børneelskere? Passer de godt nok på vores guldklumper? Jeg ved det ikke.
Dit indlæg ramte et eller andet. for det ER jo nok som du siger altid "second best" at sende sine børn i institution eller i det hele taget væk. Av. Når man nu vil det bedste for sine børn.
Omvendt - når man som Max er så glad for vuggeren - ER det så et svigt? For børn er jo også omstillingsparate på et plan som vi slet ikke forstår. Omstiller de sig ikke bare? LIdt ala "nå så er jeg ikke sammen med mor og far hele tiden, men de kommer jo på et tidspunkt"... I don't know.
Jeg har også nogle gange tænkt at det ville være fint at have Asbjørn i noget privat pasning indtil han var lidt mere end det år han kommer til at være når han starter. - med de forbehold der er i Kbh hvor ventelisterne er kilometerlange...
Puh sikke noget rod jeg har skrevet. Dine ord er i mine tanker. Og tak for det. Du formår altid at sætte noget igang hos mig, og det sætter jeg stor stor pris på.
Send en kommentar