Max er stadig syg. Opkast og høj feber hele ugen. Opkast der vælter ud over ham og moderen, så de begge er helt smurt ind og den stakkels lille dreng er helt fortvivlet. Sengetøj i konstant cirkulation mellem seng og vaskemaskine.
Og gråd og hulk og klynk. Han sover lidt og vågner hulkende på sådan en trist, opgivende måde og er næsten utrøstelig. Græder hjerteskærende bare han støder på den mindste lille forhindring. Panodil kan give en lille pause hist og her, men man har jo heller ikke lyst til at gå og stoppe stikpiller i sit barn i tide og utide.
Det er ikke noget alvorligt. Bare en virus. Men det er for alvor opslidende, at være så ked af det for sit barn, så ofte. Altså som i for alvor. Jeg er ved at være tyndslidt.
Min arbejdsuge blev på en dag. Og det har jeg helt sikkert overhovedet ikke tid til.
At have en nyfødt er altså barnemad sammenlignet med at have sådan en på 15 måneder, der lige er begyndt i vuggestue...
Herovre på den anden side...
9 år siden
2 kommentarer:
Søde dig - jeg sender dig opmuntrende tanker her fra. Det er bare hårdt at have en tumling - især når man gerne vil gøre det hele så godt. Og pludselig føler man, at man gør ingenting godt nok. Jeg kan sagtens forstå dine kvaler. Men lige om lidt er han rask igen - og når han i morgen slår øjnene op og smiler til dig, så har du igen nye kræfter. Det lover jeg dig.
Gid jeg kunne løfte noget af din kedafdethed af dine skuldre i bare et øjeblik. Jeg har masser af forståelse for at det må være tungt at se sin lille skat lide på den måde. Sender tanker og varme kram din vej!
Send en kommentar