2 gange i bloggens 3½-årige levetid er det sket, at en ikke-bib'er har fundet vej herind. Og begge gange har jeg fået panik-angst ved tanken om, hvor urimelig trivielt og snæversynet det må tage sig ud herinde. Jeg færdes faktisk rundt omkring i blogland og nyder den hverdagssatire, som nogle bloggere excellerer i. Men jeg lægger aldrig kommentarer. For det ville jo være at åbne dørene til vores lille trygge og intime BIB-land. Og så sættes der pludselig helt andre standarder for hvad det er rimeligt at skrive om. Man ville som minimum være nødt til at begynde at indlægge ironisk distance. Desuden skulle man til at bekymre sig om at blive genkendt med alt hvad det medfører af selv-censur.
Men jeg kan nu godt af og til føle mig lidt fristet..
Herovre på den anden side...
9 år siden
4 kommentarer:
hm, jeg er heller ikke bib'er og har læst med læææænge, både hos dig og andre bib'ere. lægger bare meget sjældent kommentarer, da jeg jo ikke har så meget at bidrage med, hverken af praktiske råd eller følelsesmæssige erfaringer. ved ikke helt hvorfor, jeg læser med, når det ikke har direkte relevans for mig, men måske er det fordi, jeg gerne vil forstå, hvad I går og står igennem - kender jo folk irl, der kæmper med barnløshed, men det er lidt tabu at spørge til, fornemmer jeg, måske især når man som jeg bliver gravid, bare man tænker på en herretrus og i øvrigt har tre børn.
synes det vil være ærgerligt med filtre mv., så det bliver lukket land for andre end bib'ere - jeres blogs er jo med til at sætte fokus på en problemstilling, som rigtig mange kæmper med.
en anden grund til, at jeg læser med, er også, når jeg nu tænker over det, at mange af jeres blogs også, sådan litterært betragtet, har stor dramatisk kvalitet - det lyder egentlig lidt forfærdeligt, når jeg skriver det. for det er jo jeres levede liv, som ikke er skrevet for at andre skal få et 'spændingskick' ud af det ... men det er altså lidt spændende, sådan udefra set, om behandlingerne munder ud i et barn, og hvordan livet med de længe længe ønskede børn så former sig ...
nogen gange har jeg tænkt det samme som dig. Og det har også været nogenlunde samme motivation for, at jeg på et tidspunkt slettede min gamle blog (hvilket jeg i dag har inderligt fortrudt, for mine historier forsvandt jo også med det).I dag kommenterer jeg der, hvor jeg har lyst - og tænker ikke videre over det at blive genkendt eller ej. Er langt fra anonym længere. Det er ikke vigtigt mere nu hvor mit fokus i skriverierne er skiftet. Til gengæld er mine indlæg nok også mere eller mindre tandløse mange gange. Hænger det sammen? Jeg tror det.
Det her blev en sludder for en sladder. Måske fik du noget ud af det - måske ikke. Men du vover at stoppe med at blogge. :-)
Jeg læser også med herinde og hos mange af dem du linker til.
-Dette afhjælper nok ikke din panikangst ;) men jeg synes blog universet er ret unikt i dets mange hverdagsskildringer. Jeg ville aldrig kende til livet som Bib'er osv hvis ikke der fandtes blogspots.
Så jeg håber ikke der kommer noget filter.
Kh. Anna - der ikke engang har en blog selv
Hej Knock
JEg er en af Sechens veninder og har derfor via hendes blog læst lidt med på din undervejs. Jeg er ikke bib'er, men som tæt veninde til een er det godt at få lidt indsigt i de tanker og følelser der var både før og efter de små banditter endelig dukkede frem på scanningsbillederne og i vores verden.
Så føl ikke panikangst! Både din og Sechens og de andre Sech linker til - jeres blogs er også meget mere end bib-blogs, synes jeg. Alt det her med sygdom vuggestuestart, parforld m. småbørn osv er jo fælles for de fleste af os med små unger og rart at kunne spejle sig indimellem en sen aftentime.
Håber du skriver stadigvæk og ham Max lyder iøvrigt som en fantastisk dejlig unge.
:)
City Hobbit/AKA Christina
Send en kommentar