kærlighedssprog

Da jeg var en lille pige skrev jeg små kærlighedserklæringer på sedler, som jeg puttede i min mors tasker og lommer. Og syede ting med ’mor’ og hjerter på, som jeg gav hende på samme hemmelige måde. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg gjorde det. Mere end tre, mindre end ti. Hun kommenterede det aldrig. Jeg vidste ikke om hun fandt dem.

Det er først i dag - 30 år senere - det slår mig, at det måske ikke var fordi hun opfattede det som sentimentalt og pinligt. Måske satte hun faktisk pris på dem. Måske blev hun ligefrem glad og rørt. Måske følte hun, at det var noget fint, som skulle være imellem os uden ord.

Måske var det, der for mig var en insisterende bøn, som jeg ikke turde sige højt, om at hun også skulle elske mig, for hende vores lille hemmelige kærlighedspagt.

En dag, mange år senere - jeg må have været præ-teenager – kom jeg hjem efter at have været væk på ferie. Jeg tror jeg havde været hos min mormor. Jeg trådte ind på mit værelse og alt var forvandlet. Mit hjerte sank. Jeg følte mig flået. Da jeg så på min mor, gik det op for mig, at det var meningen, jeg skulle være glad. Og jeg lod som om så godt som jeg kunne.

Det er først i dag det slår mig, at det faktisk var en kærlighedserklæring. At min mor havde taget adskillige dage ud af sin kalender til at købe maling, male vægge, købe forskellige stoffer og sy sengetæppe, puder og gardiner - på trods af at håndarbejde ikke var noget, der lå ligefor.

Måske var det værelse, der for mig var endnu en negligering af mine ønsker og tanker, for hende endnu et bevis på, at hun ville gøre hvad som helst for at jeg skulle være glad.