Jeg er godt klar over at med min evindelige kvidder om hvor let og lykkeligt livet som mor er, giver jeg næring til nogle uheldige stereotyper som findes uden for mit synsfelt - og hvad der er endnu værre også potentielt til utilstrækkelighedsfølelser hos nogle, der ikke synes det er så nemt.
Men sagen er at min egen opfattelse af det med at få børn har ligget så langt fra den romantiske forestilling. Jeg er oprigtigt chokeret. De sidste 1½ år har uden sammenligning været de nemmeste i mit liv.
Og jeg bliver så rasende på de forældre der går og siger til sagesløse singler 'åh nyd det så længe du har det frie liv uden ansvar'. 'Nå har du sovet til kl 9.30 - du er vel nok lykkens pamfilius'. Jeg får lyst til at råbe ud over tagene, til alle der har måttet lægge sjæl til det udsagn: 'bare rolig, det går over, det her er ikke as good as it gets'. Jeg ville ønske, at nogen havde sagt det til mig: ' bare rolig, det er ikke tvivl, angst, skam og tomhed herfra og til evigheden'.
Det er ikke fordi jeg vil gøre familielivet til det evigt saliggørende. Men jeg ville ønske nogen havde sagt til mig, at det er ok at tro en lille smule på kærligheden. Og at det med at få børn ikke, som nogen forældre giver indtryk af, er et smerteligt offer man bringer i en eller anden metafysisk sags tjeneste. Kærlighed behøver ikke at gøre ondt og være fuld af ofre. Kærlighed kan være trygt og sjovt og beats the hell out of det der med at sove til kl 9.30.
Herovre på den anden side...
9 år siden
5 kommentarer:
HØRT!
Ha ha, det var lige min kommentar, den ovenstående. Men vil stemme i: HØRT!
Det kan det være, men det kan altså også være det andet. Jeg elsker ELSKER mine børn og min morhed over alt på jorden, men ind imellem har jeg været tæt på at ønske det hele om igen og tænkt – havde jeg dog bare haft et barn, så ville mit liv havde været meget meget bedre. Jeg har to levende og helt igennem fantastiske børn. Det ene nemt og lige til, det andet noget af en udfordring. Det har til tider været så sindsygt hårdt at jeg slet ikke anede at det kunne være så hårdt at få børn. Jeg tror på at ens syn på forældreskabet tildels hænger sammen med det barn man nu en gang har fået. Havde jeg kun haft ét barn, ville jeg have istemt dit indlæg med et HØRT, men det gør jeg ikke, for for mig har tiden med 2 børn på en gang været noget af en udfordring.
Ja jeg har kun prøvet at klare et enkelt barn og et uden helbredsproblemer. Så jeg har ingen anelse om hvor hårdt og opslidende det kan være. Til gengæld ved jeg alt om hvor opslidende og hårdt det kan være at være alene i verden.
Ved du hvad, jeg brækker mig også over folk der brokker sig over deres liv med børn. Jeg er helt med på at det ikke altid er en dans på roser og det er helt, helt ok at være træt og nedkørt og give udtryk for det. For alle børn ER jo bare ikke nemme. Men det er så TARVELIGT overfor singler eller barnløse (Ufrivilligt eller ej) at komme med det der. For helt måske ville de singler gerne bytte?
Argh. Og det er IKKE til Sofie, som ikke har sovet i et år!
Men jeg synes desværre det er en tendens, vores generation dyrker lidt - at vi har det med at se på alt, det vi ikke har.
Og ja, Knock. Du er mega-über overskudsagtig mor. Og du har været det hele vejen igennem - lige fra et af dine første november 2008 indlæg om kaffe og chokolade og sovende Max. Det er SÅ fortjent!
(og nu får jeg lige sådan et sentimentalt moment og får lyst til at læse din blog fra da Max blev født - men må vist hellere lade være)
Send en kommentar