sæt i gang

Hvis der var nogen der så en trætudseende kvinde tæt på de 40 sidde og tude på 7. sal i eftermiddag, så var det mig. Da jeg blev genkendt af Anne E, som varetog min behandling i sin tid og skulle fortælle hende om Max, begyndte jeg (endnu en gang) at græde. Og da det endelig lykkedes mig at holde op, begyndte jeg igen 2-3 gange.

Tror nok jeg fik pigen ved siden af mig til at græde også. Forsøger at forestille mig, hvordan jeg ville have følt det som bib, hvis jeg havde siddet i nærheden af tårevædet kvinde, der hikstende fortalte, at hun havde fået en lille dreng, som var det mest vidunderlige i verden. Blandet, tror jeg. Det er jo kun sødt og rørende, hvis man er i en fase, hvor man tør tro på, at det bliver en selv en dag.

Det var følelsesladet at være tilbage. Meget. Og det var dejligt og hyggeligt og surrealistisk. Ja, jeg fatter det faktisk ikke. Det var så meget memory lane for mig, at jeg havde virkelig svært ved at koncentere mig om den forestående behandling. At høre efter instrukserne. Dagens besøg på 7. handlede kun om Max.

Men i morgen aften kl 22 sidder vi her og fixer Pregnyl. Og så står den altså -forhåbentlig- på ÆO på onsdag. Vi har 6 æg på to strå.

Onsdag... der er jo alligevel næsten en uge til. Så kan man måske nå at vænne sig lidt til tanken..