kys

Jeg sad på gulvet og legede med Max. Da han rejste sig for at gå, gav jeg ham et smækkys på kinden. Han gik et par skridt, vendte om og kom hen og pressede sin kind mod min mund.

du danske sommer

20 måneder

indre ro

"Jeg læste i en buddhistisk bog forleden, at den bedste måde at opnå indre ro på, er at gøre alle de ting du har påbegyndt færdig.......
Så jeg så mig rundt i huset, for at se hvad jeg havde påbegyndt og ikke gjort færdig.......
Og nu har jeg drukket resten af rød- og hvidvinen, baileyen, vodkaen, kahulaen, spist resten af pakken med pamol, valium, ketoganer og en æske med fyldt chokolade - og jeg tror de buddhister har fat i noget. Jeg er helt rolig nu."

Plat? oh yes. Men oss lidt sjov ikk?

kærlighedssprog

Da jeg var en lille pige skrev jeg små kærlighedserklæringer på sedler, som jeg puttede i min mors tasker og lommer. Og syede ting med ’mor’ og hjerter på, som jeg gav hende på samme hemmelige måde. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg gjorde det. Mere end tre, mindre end ti. Hun kommenterede det aldrig. Jeg vidste ikke om hun fandt dem.

Det er først i dag - 30 år senere - det slår mig, at det måske ikke var fordi hun opfattede det som sentimentalt og pinligt. Måske satte hun faktisk pris på dem. Måske blev hun ligefrem glad og rørt. Måske følte hun, at det var noget fint, som skulle være imellem os uden ord.

Måske var det, der for mig var en insisterende bøn, som jeg ikke turde sige højt, om at hun også skulle elske mig, for hende vores lille hemmelige kærlighedspagt.

En dag, mange år senere - jeg må have været præ-teenager – kom jeg hjem efter at have været væk på ferie. Jeg tror jeg havde været hos min mormor. Jeg trådte ind på mit værelse og alt var forvandlet. Mit hjerte sank. Jeg følte mig flået. Da jeg så på min mor, gik det op for mig, at det var meningen, jeg skulle være glad. Og jeg lod som om så godt som jeg kunne.

Det er først i dag det slår mig, at det faktisk var en kærlighedserklæring. At min mor havde taget adskillige dage ud af sin kalender til at købe maling, male vægge, købe forskellige stoffer og sy sengetæppe, puder og gardiner - på trods af at håndarbejde ikke var noget, der lå ligefor.

Måske var det værelse, der for mig var endnu en negligering af mine ønsker og tanker, for hende endnu et bevis på, at hun ville gøre hvad som helst for at jeg skulle være glad.

Lukket land?

2 gange i bloggens 3½-årige levetid er det sket, at en ikke-bib'er har fundet vej herind. Og begge gange har jeg fået panik-angst ved tanken om, hvor urimelig trivielt og snæversynet det må tage sig ud herinde. Jeg færdes faktisk rundt omkring i blogland og nyder den hverdagssatire, som nogle bloggere excellerer i. Men jeg lægger aldrig kommentarer. For det ville jo være at åbne dørene til vores lille trygge og intime BIB-land. Og så sættes der pludselig helt andre standarder for hvad det er rimeligt at skrive om. Man ville som minimum være nødt til at begynde at indlægge ironisk distance. Desuden skulle man til at bekymre sig om at blive genkendt med alt hvad det medfører af selv-censur.

Men jeg kan nu godt af og til føle mig lidt fristet..

tvivl, angst, skam og tomhed

Jeg er godt klar over at med min evindelige kvidder om hvor let og lykkeligt livet som mor er, giver jeg næring til nogle uheldige stereotyper som findes uden for mit synsfelt - og hvad der er endnu værre også potentielt til utilstrækkelighedsfølelser hos nogle, der ikke synes det er så nemt.

Men sagen er at min egen opfattelse af det med at få børn har ligget så langt fra den romantiske forestilling. Jeg er oprigtigt chokeret. De sidste 1½ år har uden sammenligning været de nemmeste i mit liv.

Og jeg bliver så rasende på de forældre der går og siger til sagesløse singler 'åh nyd det så længe du har det frie liv uden ansvar'. 'Nå har du sovet til kl 9.30 - du er vel nok lykkens pamfilius'. Jeg får lyst til at råbe ud over tagene, til alle der har måttet lægge sjæl til det udsagn: 'bare rolig, det går over, det her er ikke as good as it gets'. Jeg ville ønske, at nogen havde sagt det til mig: ' bare rolig, det er ikke tvivl, angst, skam og tomhed herfra og til evigheden'.

Det er ikke fordi jeg vil gøre familielivet til det evigt saliggørende. Men jeg ville ønske nogen havde sagt til mig, at det er ok at tro en lille smule på kærligheden. Og at det med at få børn ikke, som nogen forældre giver indtryk af, er et smerteligt offer man bringer i en eller anden metafysisk sags tjeneste. Kærlighed behøver ikke at gøre ondt og være fuld af ofre. Kærlighed kan være trygt og sjovt og beats the hell out of det der med at sove til kl 9.30.