torsdag den 24. januar 2008

det er tid

Jeg har i dag været ved lægen at få en deltidssygemelding for de næste 2 måneder. Jeg er glad og lettet over det samtidig med, at jeg dels føler mig som en snydepels, dels føler at jeg laver unødvendigt drama. Men på denne måde har jeg en ekstra måned til phd'en i den anden ende, og selvom det er en dråbe i forhold til det ocean af arbejdstid, jeg har spildt på at have hovedet fuld af fertilitet, kan det alligevel komme til at gøre en stor forskel.

Jeg havde regnet med at lægebesøget skulle foregå sådan, at jeg argumenterede min sag og overbeviste om, at en sygemelding var nødvendig. Men sådan blev det ikke. Jeg skulle snarere overbevise lægen om, at jeg ikke skulle have en fuldtidssygemeling og til psykolog. Hun var bekymret for mig og ville gerne snakke. Jeg havde bestemt ikke lyst til at have den snak, men ville bare ud derfra - det er en ekstrem indtrængen i ens intimsfære, når man bliver tvunget til at have sådan en samtale, synes jeg. Uf!

Mens skulle være kommet et sted mellem i går aftes og i dag, men er endnu ikke dukket op. En enkelt dråbe blod i forgårs, og i dag en ganske lille my mørkt udflåd. Ellers intet. Et ganske svagt og mat håb kigger frem, men der er godt nok ikke megen kraft i det. Det er OK. Jeg er klar til min 2. IVF.

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Søde Knox

Hvorfor tager du ikke imod lægens omsorg og tilbud om en psykolog? Det er sgu ikke for småbørn det du gennemgår....

Jeg er lidt bekymret for dig....hvordan det går med dit hjerte og din sjæl i længden....

Det skal også være nogenlunde okay at være know indtil den sidder i skabet....og stress forværrer fertiliteten - det ved vi.

Januarkram fra gamle Spif

Anonym sagde ...

Kære Spif, hvor dejligt at høre fra dig. Jeg håber, at du har det rigtig godt.
Jeg føler faktisk ikke, at jeg har brug for en psyk (altså lidt brug for en psyk har man selvfølgelig altid). Samtidig er min erfaring fra den branche, at det kræver en del ressourcer at få noget ud af det, og dem har jeg simpelthen ikke lige nu. Men jeg lover dig at være lydhør over for mig selv. Nu ser jeg lige hvordan det går de næste par uger. December var benhård og januar har været en iskold bitch for mig, men det lysner lidt nu. Tror jeg nok...
Mange knus og tanker til dig og spire-spiffen

Sechen sagde ...

Jeg synes at det er stærkt af dig at gå til lægen og få den sygemelding - det kræver mod og indsigt i sig selv. Så tillykke med det!

Løber tante rød stadig om hjørner med dig?

Anonym sagde ...

Rart at høre fra dig Sech. Håber, at du hænger nogenlunde sammen,

Ja, mens leger stadig kis-pus og jeg fortryder lidt at jeg ikke fik skaffet en test, så jeg kunne have testet i morges. Det er så træls at gå i den her tilstand. Men her til eftermiddag føles det meget som om den er på vej.

Er det ikke langt ude? Pletblødninger og 2-3 dages forsinkelse. Der skal så lidt afvigelse fra normalen til før det føles som helt enormt meget. Det her er sgu respektløst fra min krops side, synes jeg...